Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Statsbankerot - Statsborger - Statsborgeren - Statsborgerret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigets Erstatningsgæld er helt afviklet, forrenter
og amortiserer Riget imidlertid kun saadanne
Afløsningsobligationer, som er udvekslet med
Markobligationer, der siden 1. Juli 1920
uafbrudt har været i samme Kreditors Besiddelse.
Til Fordel for saadanne »Altbesitzer« skal der
nemlig i H. t. Loven foretages aarlige
Udlodninger, hvori de paagældende
Obligationsindehavere participerer i Forhold til deres
Tilgodehavendes Størrelse, dog saaledes at kun de
første 12500 Rm. medregnes fuldtud ved
Udlodningsrettens Fastsættelse, det overskydende
Beløb derimod efter en successivt faldende Skala.
De paa denne Maade beregnede Beløb indfries
ved Udtrækning i Løhet af 30 Aar og saaledes,
at enhver Obligation, der udtrækkes, udbetales
med sit femdobbelte Beløb + 4 1/4 % Rente p. a.
fra 1. Jan. 1926. Hvor det drejer sig om
nødlidende tyske Statsborgere, kan Udlodningen
imidlertid for kortere ell. længere Tid
erstattes med en Fortrinsrente, hvis Højde
retter sig efter Udlodningsrettens Størrelse og
højst kan udgøre 1200 Rm. om Aaret. For
Enkeltstaternes og Kommunernes Gæld er fastsat
særlige Regler. (Litt.: Rubin, »1807—14«
[Kbhvn 1892]; L. V. Birck, »Europas Svøbe,
Staternes Gæld« [Kbhvn 1925]).
(E. M-r.). J. Th.
Statsborger i et Land kaldes den, der
modsat de Fremmede retligt er (Medlem af Staten
og derfor baade i Forhold til Staten selv har
en egl. Ret til at være i Landet og til at komme
ind i det og ogsaa af fremmede Statter maa
behandles som den paagældende Stats Borger. I
den danske Grl.’s §§ 74, 85 og 86, ligesom ofte
i tilsvarende Bestemmelser i fremmede
Forfatninger om Religionsfriheden, Forenings- og
Forsamlingsfriheden — de saakaldte Borger- og
Menneskerettigheder — bruges Udtrykket
Borger ell. S. dog i en videre og mindre nøjagtig
Bet., som omfattende alle de i Landet fast
bosatte ell. dér lovligt sig opholdende Personer.
Se i øvrigt Statsborgerret.
K. B.
Statsborgeren, »en Tidende for Norges
Vel«, et Oppositionsorgan, der udkom i Oslo fra
Juli 1831 til Decbr 1837 med i alt 24 Hefter,
hvert paa 30 Nummere og c. 240 Sider. Det
redigeredes af P. P. Soelvold til Oktbr 1835,
derefter af Henrik Wergeland. En Fortsættelse
udgaves af Boghandler Jørgen Schiwe under
Navn af »Den nye Statsborger«, der standsede
ved Udgangen af 1838. S., der i sin Tid øvede
betydelig Indflydelse som Organ for
Bondeoppositionen, var under sin første Redaktion ikke
meget højt anlagt, men strejfede stadig ind paa
Skandalens og den personlige Forfølgelses
Omraade. Wergeland, der selv skrev det meste i
Bladet, kunde ikke med sit højere Syn paa
Journalistik holde dets Læsekreds samlet, og
da det tillige fik en Konkurrent i
»Morgenbladet«, maatte det indstille sin Virksomhed.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Statsborgerret i en Stat siges de Personer
at have, der, modsat de Fremmede ell.
Udlændingene, retligt er at betragte som egl.
Medlemmer af Statsfolket, og som derfor paa flere ell.
færre Punkter indtager en fra de Fremmedes
forsk. Stilling i Staten. Det Forhold, der
herved er knyttet mellem Staten og dens Borgere,
er ikke noget frit Kontraktsforhold; man fødes
som Medlem af en vis Stat, og selv om Staten
oftest aabner saavel en vis Adgang til Optagelse
i Folket efter Ansøgning (Naturalisation) som
en vis Adgang til Udtrædelse af det, kan dette
dog kun ske i Overensstemmelse med Statens
Love om Statsborgerforholdets Stiftelse og
Ophør. Det Baand, der saaledes binder Statens
Borgere til Staten, er paa den anden Side et
gensidigt Baand; det skaber derfor baade Pligter
og Rettigheder for Statsborgerne over for
Staten og omvendt. Set fra Pligtsiden kan Staten
kræve en videregaaende Troskabs- og
Lydighedspligt, navnlig m. H. t. Værnepligten, af sine
egne Borgere end af Fremmede, der opholder
sig i Landet. Til Gengæld har Statsborgerne en
egl. Ret til at være i Landet og til at komme
ind i det, hvis de midlertidigt opholder sig i
Udlandet, ligesom de i Udlandet har Ret til at
paakalde deres Stats Hjælp. Endelig er det
ogsaa oftest kun Statsborgerne, der nyder
politiske Rettigheder i Staten, ligesom ogsaa mange
andre Rettigheder i større ell. videre Omfang
vil være forbeholdt dem.
I Enevældens Tidsalder, da offentlige
Rettigheder ikke var anerkendt for andre
Medlemmer af Staten end for Statsoverhovedet selv,
var det Pligtsiden i Forholdet, Underkastelsen
under Monarken, der særlig understregedes;
derfor betegnedes Medlemmerne af Folket ikke
som Statsborgere, men som Undersaatter. I
Danmark hører vi i Lovgivningen første Gang
Tale om Statens Borgere i Intimationen til
Indfødsretten af 15. Jan. 1776, hvor de berømte Ord
udtales, at Billigheden selv vil, at Landets Børn
skal nyde Landets Brød, og Fordelene i Staten
falde i dens Borgeres Lod; ellers tales der til
langt hen i Tiden kun om Kongens
Undersaatter. I det enevældige Rusland betegnedes
ligeledes Borgerne lige til Tsardømmets Fald alene
som Undersaatter, og selv i England er endnu
Udtrykket Undersaat (subject) stadig den
staaende Betegnelse. Under den store fr.
Revolution kommer imidlertid Hædersnavnet »Borger«
i Brug som en Protest imod Enevældens
Opfattelse, og siden den Tid bliver Betegnelsen
»Statsborger« alm., saaledes at nu begge Udtryk
»Statsborger« og »Undersaat« ofte bruges i
Flæng ell. som Betegnelse henh. for den aktive
og passive Side i Forholdet. Begge Sider i
Forholdet falder nemlig i Alm. sammen hos den,
der hører til Staten; derfor er et mere neutralt
Udtryk som det tyske »staatsangehörig« og
»Staatsangehörigkeit« egl. bedre og mere
rammende end »Statsborger« og »S.«, der ensidigt
lægger Vægt alene paa Rettighedssiden i
Forholdet. Undtagelsesvis kan det dog forekomme,
at en Undersaat ikke er Statsborger i
sædvanlig Forstand; saaledes regnes Beboerne i
franske og nordamerikanske Kolonier kun som
Undersaatter, ikke som Statsborgere, hvorfor
f. Eks. Beboerne af de dansk-vestindiske Øer,
da de 1916 afstodes til U. S. A., vel blev
amerikanske Undersaatter, men kun fik Indfødsret
paa selve Øerne, men ikke S. i U. S. A.
Paa hvilken Maade S. stiftes, bestemmer hvert
enkelt Land selv, og da de forsk. Lande i saa
Henseende følger meget forsk. Regler, kan
herved mange Konflikter opstaa, idet en Person
snart kan faa S. i flere Lande paa engang — faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
