Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stemann - Stemann, Carl Gustav Vilhelm Heinrich - Stemann, Christian Ludvig Ernst von - Steemann, Poul Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankfurt, men gik i preuss. Tjeneste. Han blev 1865
Medlem af den slesvig-holstenske Regering, men
tog allerede Afsked Aaret efter for derefter at
leve som Privatmand i Kiel, hvis Univ.
udnævnte ham til Æresdoktor. Bl. hans forsk.
kriminalistiske Skrifter skal nævnes »Die Jury in
Strafsachen« (1847), der tilegnedes Christian
VIII.
P. B. G.
Stemann, Carl Gustav Vilhelm
Heinrich, dansk Embedsmand og
Historiker, f. 15. Septbr 1845, blev cand. jur. 1872,
efter Ansættelse i Indenrigsministeriet
Borgmester i Randers 1885, Stiftamtmand i Ribe
1899, afgik 1921. Foruden at være en meget
dygtig og repræsentativ Embedsmand var S.
Stifter af det første historiske Amtssamfund
(Ribe Amt) og har fundet Lejlighed til at gøre
et historisk-videnskabeligt Arbejde ved at skrive
Afhandlinger om Randers’ og Ribes Historie og
navnlig ved sammen med Dr. phil. Johannes
Lindbæk at udgive Værket: »De danske
Helligaandsklostre« (1906).
H. J-n.
Stemann, Christian Ludvig Ernst
von, dansk Retslærd og Genealog, f. i Husum
14. Marts 1802, d. 14. Marts 1876 i Kbhvn, cand.
jur. 1822, Underretsadvokat i Husum, Dr. jur.
i Kiel ved Afh. De veteris dotis actionum, rei
uxoriæ atque ex stipulata, differentiis (1826),
Privatdocent smst., 1827 paany Advokat i
Husum, 1836 kst. Landfoged paa Pellworm, 1837
Herredsfoged og Kirkeskriver i Hviding og
Nørre Rangstrup Herreder, 1844 Landfoged og
Præses i Stad- og Landretten paa Ærø, 1849
Kommitteret i, 1850 fung. Chef for 1. slesvigske
Dept, 1852 Direktør for den slesvigske
Overjustitskommission, s. A. til 1864 Præsident for
Appellationsretten for Slesvig. 1864 i nogen Tid
kongevalgt Medlem af Rigsraadets Landsting.
S. var en retsindig og loyal Embedsmand,
højagtet baade af danske og tyske. Bortset fra
nogle Excursioner paa Romerrettens Omraade
var det navnlig den slesvigske Ret, som
fængslede S.’s Interesse, og som han gjorde til
Genstand for sin grundige og samvittighedsfulde
Forsken. 1855 udgav han »Schleswigs Recht
und Gerichtsverfassung im siebenzehnten
Jahrhundert«, der efterfulgtes, foruden af forsk.
Afh., Aktstykker o. l., af »Das Güterrecht der
Ehegatten im Gebiete des Jütschen Lovs« (1857)
og »Geschichte des öffentlichen und
Privat-Rechts des Herzogthums Schleswig« (I—III
1866—67), Arbejder af stor Vigtighed for Studiet af
den slesvigske Retshistorie. Som Afløser af J.
L. A. Kolderup-Rosenvinge’s Retshistorie skrev
S. »Den danske Retshistorie indtil Christian V’s
Lov« (1871), et Værk, der har hævdet sin Plads,
indtil det fik Efterfølgere i H. Matzen’s og P. J.
Jørgensen’s Fremstillinger; i en Anm. i
»Ugeskrift for Retsvæsen« 1869 havde S. hilst den
opdukkende Stjerne Henning Matzen
Velkommen som retshistorisk Forf. Efter S.’s Død
udgav hans Søn C. V. S. »Urkundliche Beiträge
zur Geschichte der Herzogthümer Schleswig
und Holstein« (1879). S. var samtidig en
kyndig Genealog. I flere Tidsskrifter offentliggjorde
han udførlige Monografier over forsk.
Adelsslægter, efter sagkyndiges Udsagn de betydeligste
Bidrag til den slesvigske og holstenske Adels
Slægtshistorie, der hidtil var fremkomne.
Fz. D.
Steemann, Poul Christian, dansk
Statsmand, f. 14. Apr. 1764, d. 25. Novbr 1855. Han
hørte til en opr. westfalsk Adelsslægt, der i 17.
Aarh. kom til Danmark, og var Søn af Chr.
Ludvig S. (1730—1813), der 1771 blev Deputeret
i det tyske Kancelli og under Guldberg’s
Styrelse fik en Række høje Embeder, indtil han 1782
blev Finans- og 6. Apr. 1784
Geheimestatsminister, men som 8 Dage senere styrtedes sammen
med Guldberg; fra 1789 var han Overpræsident
i Altona. Sønnen blev 1780 Student og vandt s.
A. Kunstakademiets lille Sølvmedaille, blev 1781
jur. Kandidat og 1783 Kommitteret i
Rentekammeret, men fjernedes n. A. efter Faderens Fald.
Derimod blev han 1789 Assessor i Højesteret,
viste som Ejer af Benzonslund stor Iver for
Bøndernes Opkomst og blev 1798 Amtmand i
Sorø. 1801 fik han Akademiets Pengevæsen under
sig og røgtede dette Hverv saa godt, at der i
St f. en betydelig Gæld samledes en Formue
paa 1,2 Mill. Kr og desuden blev Midler til at
købe et Par Godser og til at genopføre
Akademiet efter Branden 1813. Til Løn blev han 1815
Geheimeraad og kaldtes 1827 til Posten som
Præsident i det danske Kancelli, ɔ: som
Landets første Minister. I denne Stilling viste han
i Løbet af 20 Aar samme Arbejdsomhed og
Kraft som i Amtmandsembedet, tilvejebragte
Orden i Forvaltningen, udrensede alskens
Demoralisation i Embedsstanden og satte faste
Regler i St f. Vilkaarlighed ved Udnævnelser.
Men han var en afgjort Tilhænger af
Enevælden og holdt strengt paa Embedsmændenes
Lydighed under Loven (var derfor en skarp
Modstander af Grundtvig og hans Tilhængere). Han
fraraadede 1831 Indførelse af
Provinsialstænder, som en Indskrænkning i Kongens Magt,
undtagen for Holsten, der som tysk
Forbundsland kunde gøre Krav derpaa, og førte 1832
Forsædet i Forsamlingen af »erfarne Mænd«
fra Kongeriget. Han bekæmpede jævnlig A. S.
Ørsted’s mere frisindede Grundsætninger,
saaledes m. H. t. Valgretten, vistnok ogsaa om de
to kongerigske Forsamlingers Forening. Under
Christian VIII var S. Udtryk for Regeringens
Modstand imod det voksende Frihedsrøre og
særlig for Forfølgelsen imod Bladene; ogsaa
fremkaldte han 1845 Cirkulæret til
Politimyndighederne mod Bøndernes Forsamlinger.
Derimod nærede han som udpræget dansk megen
Sympati for P. H. Lorenzen’s Optræden 1842 og
gav gennem A. Ussing Stødet til, at det aabne
Brev om Arvefølgen udstedtes 1846. Først
henimod Slutn. af Christian VIII’s Regering
erkendte han Nødvendigheden af at indføre en
friere Forfatning, men vilde dog forbeholde
Kongen fuld Frihed i saa Henseende og
advarede ved Tronskiftet Frederik VII for at give
noget Løfte derom. Over for det ulmende
Oprør i Holsten viste han kun ringe
Forudseenhed, og ved Martsbevægelsen fjernedes han fra
Statsstyrelsen. Senere udtalte han sig mod
Slesvigs Deling som en Opgivelse af Retsgrundlaget
og stod 1852 bag ved Wegener, da denne udgav
sit Forsvarsskrift for Kongelovens Arvefølge
(der ogsaa stiledes til S.). (Litt.: M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
