Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenblomster - Stenbock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fimrestrømmen fra Pinnulæ langs de dækkede Furer
til Munden. Hos de mere primitive Former
(Codaster) er i de 4 af Interradierne Bægeret
indfoldet i dybe Furer tværs over Radial- og
Deltoidpladerne, hvorimod de mangler i
Gatinterradien; de dybe Dele af Folderne var
særlig tyndvæggede og har maaske været noget
porøse, saa det i Furerne optagne Vand
kunde virke iltende paa Krophulevædsken. Hos de
højere Former (Pentremites) munder Furerne
ikke frit paa Overfladen, men hele Partiet er
skudt ind under Armfeltet og munder i en
fælles Kanal paa hver Side, der dels staar i
Forbindelse med de omtalte Porer mellem
Sidepladerne, dels med større Huller (Spirakler) i
Topfeltet; der kan være 10 af dem, ell. de kan
udvendigt munde 2 og 2 sammen, det ene Par
i Forbindelse med Gattet. Disse Organer, der
kaldes Hydrospirer, er sikkert en videre
Udvikling af Cystideernes Poreruder, de tydes som
Aandedrætsorganer, og Vandet kom maaske
ind gennem de smaa Aabninger og ud gennem
Spiraklerne; de er sammenlignet med
Slangestjernernes Bursæ, som ogsaa anses for
Aandedrætsredskaber; maaske har da ligesom i
Bursæ Kønsorganerne haft deres Plads i
Organernes Sider, saa Spiraklerne tillige var
Kønsaabninger. S., der danner smukke, velbevarede
Forsteninger, begynder i øvre Silur, særlig i
den nedre Kulformation er de talrige m. H. t.
Arter og Individer, især i Amerika; nogle
findes endnu i Perm. (Litt.: Zittel,
»Grundzüge d. Palæontologie, I Invertebrata«
[München og Berlin 1915]).
T. K.
Stenbock [’ste.nbåk], sv. adelig Slægt, kan
føres tilbage til 15. Aarh.’s Begyndelse; det
første kendte Medlem var Arvid
Knutsson, Herredshøvding i Kinds Herred i
Vestergötland. Det nuv. S.’ske Vaaben optoges af et
senere Medlem af Slægten. Navnet S. er først
optaget i den nyere Tid. S. blev 1561
friherrelig og 1651 grevelig. Grene af Slægten er
overgaaede til Østersø-Provinserne, og en af dem
fører Navnet S.-Fermor.
1) Gustaf Olofsson S. (1502—72) var en
af de mest fremragende Mænd under Gustaf I’s
Regering og var bl. a. Statholder i
Vestergötland. 1542 og 1543 kæmpede han mod de
oprørske Smaalændinger under Nils Dacke.
Ved Rejsningen 1568 sluttede han sig til
Hertugerne mod Erik XIV. 1569 blev han
Rigsmarsk. S.’s Datter Katarina blev i 16 Aars
Alderen 1552 formælet med Gustaf I og saaledes
sv. Dronning. Hun døde 1621. S. var selv gift
med en Søster til Gustaf I’s anden Gemalinde.
2) Gustaf Otto S., f. 17. Septbr 1614, d.
24. Septbr 1685, kæmpede med Udmærkelse i
Trediveaarskrigen og blev 1643 Generalmajor,
kommanderede 1645 mod Hannibal Sehested’s
norske Hær, var derpaa atter i Tyskland, blev
1651 Greve og gjorde 1654 Tjeneste i Kampene
mod Byen Bremen. Han deltog senere med
stor Berømmelse i Karl Gustaf’s polske Krig,
hvor hans største Bedrift vel er Sejren ved
Filipovo 12. Oktbr 1656. I 1657 førte han
Befalingen mod Danskerne i Halland og Skaane,
led et stort Nederlag ved Kattarp, men blev
alligevel efter Freden i Roskilde
Generalguvernør i de Skaanske Provinser, deltog senere
i Belejringen af Kjøbenhavn, havde i November
1659 Kommandoen paa Fyn, men led her mod
Schack og Eberstein det knusende Nederlag
ved Nyborg. Paa Rigsdagen 1664 valgtes S. til
Rigsadmiral og blev saaledes en af Karl XI’s
Formyndere. Efter Uheldene 1675 ved Flaadens
Udrustning dømtes S. til at have sit Embede
forbrudt. 1677 og 1678 havde han Kommandoen
mod Nordmændene. (Litt: Carlson,
»Minne af riksamiralen G. O. S.« [»Sv. Akad. Handl.«
1873]; Samme, »Sveriges historia under
konungarna af det pfalziska huset«; Stille,
»Fälttåget i Skåne och Halland 1657« [»Hist
Tidskr. för Skåneland«, 1904]).
3) Erik S., foreg.’s Broder (1612—59), blev
Rigstøjmester 1657, var samtidig Guvernør i
Halland, og kæmpede s. A. og 1658 i Bohus Len
mod Iver Krabbe’s norske Hær. Han blev dræbt
ved Karl Gustaf’s Storm paa Kbhvn.
4) Johan Gabriel S., f. 28. Aug. 1640,
d 5. Aug. 1705, blev 1668 Rigsraad og 1673
Rigsmarskal, hørte til M. G. De la Gardie’s
Modstandere og anvendtes under Karl XI’s egen
Regering ret flittig i Kommissionsarbejderne
og ved andre Undersøgelser. I
udenrigspolitiske Spørgsmaal var han fransksindet og
saaledes i Opposition til Kancellipræsident
Oxenstjerna.
5) Magnus S., svensk Feltherre, f. 12. Maj
1664, d. 23. Febr 1717 i dansk Fangenskab. S.
vandt sin første militære Berømmelse i den
pfalziske Arvefølgekrig, i hvilken han deltog
paa de
Allieredes Side. 1697
blev han i sv.
Tjeneste Oberst
og
Kommandant i Wismar.
Som Chef for
Dalregimentet
deltog han i
Kampagnen paa
Sjælland 1700
og i Slaget ved
Narva s. A.
Herefter blev
han
Generalmajor og
udmærkede sig
særlig ved
Düna og Klissov,
Krakov og
Pultusk. 1703 var
han efter Thorns Erobring Guvernør i denne
Stad. I Sachsen forlod han Hovedhæren og
blev 1707 Guvernør i Skaane, hvor han ved sin
fortjenstfulde Virksomhed og ved sin personlige
Elskværdighed gjorde meget til Fremme af
Forsvenskningsarbejdet, idet Skaaningerne siden den
Tid virkelig med Sympati begyndte at vende
sig mod Sverige. 1709—10 forsvarede S. Skaane
mod Danskerne. Maatte han end Jan. 1710 med
sin aldeles utilstrækkelige Styrke for en Tid
rømme Landsdelen, kom han dog snart tilbage med
den forholdsvis stærke Hær, som
Forsvarskommissionen i Sthlm, understøttet af
Landshøvdingernes kraftige Foranstaltninger og
 |
| M. Stenbock. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
