Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stengalle (fortsat) - Stengang - Stengærde - Stenhammar, Fredrika - Stenhammar, Karl Vilhelm Eugen - Stenhammaria - Stenhuggerlunge - Stenhøj - Stenhøns
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Bortskæring af Hornet ud for det syge
Hudparti, som i øvrigt behandles efter alm. kir.
Regler. Kommer det til Fisteldannelse, kræver
denne større operative Indgreb (Fjernelse af
hele den angrebne Dragtbrusk, Hjørnet af
Hovbenet ell. endog den nederste Ende af
Bøjesenen).
(G. S.). F. N.
Stengang, d. s. s. Stenmølle (s. d.).
Stengærde, se Hegn.
Stenhammar, Fredrika, f. Andrée,
sv. Operasangerinde, f. i Visby 19. Septbr 1836,
d. i Sthlm 7. Oktbr 1880, studerede 1850—54
ved Konservatoriet i Leipzig først Klaver og
Teori, senere Sang, optraadte i Dresden, Kassel
og Leipzig og debuterede paa Operaen i Sthlm
1855 som Lady Harriet i »Martha«, fortsatte sin
Uddannelse hos Duprez i Paris, optraadte 1859
i Wien og var fra 1859 til sin Død fast ansat
ved Operaen i Sthlm, hvor hun bar det store
Sopranrepertoire, særlig de lyriske Partier, lige
fra Mozart’s klassiske Kvindeskikkelser til de
Wagner’ske Figurer Senta, Elsa og Elisabeth.
Ogsaa i Koncertsalen fejrede S. store Triumfer
som Romancesangerinde (Schumann, Kjerulf og
Söderman). 1867 optraadte hun som Gæst paa
Operaen i Kbhvn i »Vilhelm Tell«,
»Hugenotterne« og »Troubadouren«.
S. L.
Stenhammar, Karl Vilhelm Eugen,
sv. Komponist, f. i Sthlm 7. Febr 1871 (Faderen
Per Ulrik S. dygtig Sangkomponist), viste
tidlig musikalsk Begavelse, studerede Komposition
hos Sjögren, Dente og Hallén og tog 1890
Organisteksamen ved Konservatoriet i Stockholm,
hvorefter han senere drog til Berlin, hvor han
studerede Klaverspil hos Barth og uddannede
sig til en fremragende Mester i dette Fag. Han
var Dirigent for det filharmoniske Selskab i
Sthlm 1898—99 og blev 1901 anden Kapelmester
ved Operaen. Efter en Italiensrejse 1906—07
modtog han det sidstnævnte Aar Kaldelsen som
Dirigent ved det dengang nydannede
»Symfoni-Orkester« i Göteborg, der under hans Ledelse i
en lang Række Aar udviklede sig til en
Mesterkorporation, hvis kunstneriske Indsats fik
stor Bet. for Musiklivet i det hele taget i hans
Fædreland. Som Komponist debuterede han
1892 med Korstykket »Prinsessan och svennen«
og slog navnlig igennem med en Klaverkoncert
to Aar efter. Bl. hans senere Arbejder
mærkes Balladen »Florez och Blanzeflor«,
Korstykket »Snöfrid«, Operaerne »Tirfing« (opført i
Sthlm 1898) og »Gildet på Solhaug« (Stuttgart
1899, Sthlm 1903), hvor han forbinder
Wagner’sk Form med personligt Indhold,
Ouverturen »Excelsior«, Symfoni F-dur, en Række
Vokalværker (»Ett folk«, »Ithaka«, »Midvinter«,
»Folket i Nifelhem«, »Vårnatt«, »Hemmarsch«
m. fl.), dertil forsk. Kammermusik, fire
Strygekvartetter, to Klaverkoncerter, Violinkoncert,
Piano-Sonate, Fantasistykker, alt i alt en
frodig, mangesidig orienteret Produktion.
A. H.
Stenhammaria, d. s. s. Mestensia
Roth, se Hestetunge.
Stenhuggerlunge, se
Pneumonokonioser.
Stenhøj. Opr. anlagdes S. væsentlig med
det Formaal at skabe Plads til forsk. Planter,
der mindre egnede sig til Plantning paa andre
Steder i Haven, enten fordi de ikke der
kunde gøre sig gældende, ell. fordi de krævede
særlig Jord ell. Beskyttelse mod Kulde og
Vinterfugtighed, hvilke Betingelser lettere kan
tilvejebringes paa S. Den anlagdes i Reglen som
en uregelmæssig Høj paa fladt Terrain, og
Stenene anbragtes oftest paa Højkant, og saaledes,
at der dannedes Plantehuller til de enkelte
Planter. I Nutiden anvendes S. i højere Grad
af dekorative Hensyn og anlægges saaledes, at
den paa en naturlig Maade slutter sig til
Omgivelserne, f. Eks. paa naturlige, ell. kunstigt
frembragte, Bakkeskraaninger, der ofte gaar
ned mod Vandpartier, hvor saadanne findes.
I mere regelmæssige Anlæg formes de ofte som
Stendiger ell. Støttemure for Terrasser eller
Forsænkninger ell. indskrænkes til Stenbede
ell. Stenrabatter, ofte op mod Bygningen, ell.
kun som Stenkanter om saadanne. Større S.
paa Bakkeskraaninger dannes i Reglen af
naturlige Granitsten i forsk. Størrelse, og som
lægges mere ell. mindre spredt paa naturlig
Maade, ikke oprejst, men fladt liggende og
noget forsænket i Jorden; paa lignende Maade
anbringes de i Rabatter. Stendiger kan bygges af
samme Materiale, men Stenene lægges, paa
Fladen, oven paa hverandre, og lidt
skraanende ind mod Midten, omgivende en Kerne af
Jord. Til Støttemure kan ogsaa anvendes
naturlige Granitsten, men alm. anvendes dog
kløvede Sten af Granit, Kalksten ell. den meget
benyttede Neksø Sandsten. Hvad
Beplantningsmaterialet angaar, da er Udvalget størst for de
alm. Stenpartiers Vedk., idet ikke alene de
fleste Stauder er anvendelige, men ogsaa
lavere løvfældende ell. stedsegrønne Buske, især
saadanne, som har mere ell. mindre
nedliggende Grene som Cotoneaster horizontalis o. l.;
endvidere de særligt som Stenhøjsplanter
betegnede Planter, derunder de saakaldte
Alpeplanter, der optræder som roset-, pude- eller
tæppedannende; de sidste breder sig stærkt.
Til Diger og Støttemure er man næsten
udelukkende henvist til de egl. Stenhøjsplanter.
Som Eks. paa saadanne kan anføres: Alyssum,
Aubrietia, forsk. lave Campanula og Dianthus,
Gentiana, Erica, Iberis, Lysimachia
nummularia, Phlox setacea, Pulsatilla, Saxifraga,
Sedum.
P. F.
Stenhøns (Caccabis) kaldes en Slægt af
Hønsefugle, i Størrelse og Form lignende
 |
| Rødhøne (Caccabis rufa). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
