Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stenzler, Adolf Friedrich - Stenæbler - Stenøkser - Stenørred - Stephan, Heinrich v. - Stephanie (Storhertuginde af Baden( - Stephanie (Ærkehertuginde af østerrig) - Stephaniesøen - Stephanit - Stephanius, Stephen Hansen - Stephan-Konstruktioner - Stephanoceras
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
VI, IX; 1864—86), »Kalidasa, Meghaduta, der
Wolkenbote, mit kritischen Anmerkungen und
Wörterbuch herausgegeben« (1874), The
Institutes of Gautama, edited (1876). Desuden har han
leveret en meget benyttet Begynderbog i
Sanskrit: »Elementarbuch der Sanskritsprache.
Grammatik, Text, Wörterbuch« (1868 ff., 7. Opl.
omarb. af Rich. Pischel, 1902).
D. A.
Stenæbler, se Cystideæ.
Stenøkser, se Stenalder.
Stenørred, se Laks, S. 266.
Stephan [’∫tæfan], Heinrich v., tysk
Generalpostmester, f. 7. Jan. 1831 i Stolp i
Pommern, d. 8. Apr. 1897. Han var Søn af en
Haandværker og indtraadte i 1848 i det preuss.
Postvæsen som Elev paa Fødebyens Postkontor.
I 1850 tog han den første og i 1855 med særlig
Udmærkelse den anden Posteksamen, hvorefter
han udnævntes til Postsekretær og blev ansat
i Generalpostamtet i Berlin. I 1859 udgav han
sit store Værk »Geschichte der preussischen
Post von ihrem Ursprung bis auf die
Gegenwart«. I 1862 blev han Overpostraad, 1867
Gehejmeoverpostraad. Han benyttedes i udstrakt
Grad som Underhandler med fremmede
Postbestyrelser og afsluttede flere vigtige
Konventioner. I 1867 bragte han en Overenskomst
i Stand, hvorved det Thurn- og Taksiske
Postvæsen overdroges til Preussen. Efter
Oprettelsen af det nordtyske Forbund blev han i 1870
dettes Generalpostdirektør. Da det tyske Rige
oprettedes, overtog han med Titel
»Generalpostmester« Ledelsen af Rigspostvæsenet og fra 1.
Januar 1876 tillige af Rigstelegrafvæsenet. Den
saaledes skabte fælles Overledelse fik i 1880
Navnet »Rigspostamtet« og S. Embedstitelen
»Statssekretær«. Som Generalpostmester tog
han Initiativet til Bernerkongressens
Sammenkaldelse, udarbejdede Traktatudkastet og
ledede Forhandlingerne om dette med Traktaten af
9. Oktbr 1870, hvorved Verdenspostforeningen
grundlagdes, som Resultat. I 1872 blev S.
Medlem af det preussiske Herrehus, 1873
Æresdoktor ved Univ. i Halle, 1884 Medlem af
Statsraadet og optoges 1885 i Arveadelen. (Litt:
»Aarbog for det danske Postvæsen«, 1898).
Fr. O.
Stephanie [∫tæ’fa.niə], Storhertuginde af
Baden, (1789—1860), var Datter af Grev Claude
Beauharnais, en Brodersøn af Kejserinde
Josephine’s første Ægtefælle, Alexander
Beauharnais, og blev 1806 adopteret af Kejser Napoleon
I samt gift med Arveprins Karl Ludvig, som
1811—18 var Storhertug af Baden. Begge deres
Sønner døde i spæd Alder; Rygtet fortalte
senere, at den ældste var bleven stjaalet bort fra
Vuggen og var den bekendte Kaspar
Hauser (s. d.). Af deres 3 Døtre blev Louise
(1811—54) 1830 gift med Prins Gustaf af Vasa,
Gustaf IV’s Søn (skiltes 1844), og Moder til den
senere Dronning Karoline af Sachsen (Kong
Albert’s Ægtefælle), og Josephine (1813—1900), som
1834 blev gift med Fyrst Karl Anton af
Hohenzollern og Moder til den senere Kong Carol af
Rumænien. Som Enke grundlagde hun flere
velgørende Stiftelser og viste varm Interesse for
Kunst og Videnskab.
E. E.
Stephanie [∫tæ’fa.niə], Ærkehertuginde af
Østerrig, f. 21. Maj 1864, Datter af Kong
Leopold II af Belgien, ægtede 1881 Ærkehertug
Rudolf; blev Enke 1889 og ægtede 1900 en
ungarsk Grev Lonyay. Hendes eneste Datter,
Elisabeth, f. 1883, ægtede 1902 Fyrst O.
Windischgrätz, men Ægteskabet opløstes 1924.
E. E.
Stephaniesøen [ste’fa.niə-] Basso
Naebor, »Den Hvide Sø«, Sø i Østafrika, er den
sydligste og lavestliggende af en Række af Søer
NØ. f. Rudolfsøen. Den har en Længde af c.
65 km og en Bredde af c. 25 km med et Areal
paa c. 900 km2. Højden o. H. er c. 520 m. S.,
som mangler Afløb og derfor har salt Vand, har
en meget forsk. Vandmængde, og til Tider er
den næsten udtørret. Det afhænger af den
Vandmængde, dens Tilløb fra N. Galana Sagan
(Dulei) bringer. Galana selv danner Afløb fra en
nordligere liggende Sø, Gojule (Cbambo), der
atter modtager Afløb fra en større nordligere
Sø Abai (Regina Margherita). N. f. Abai
ligger flere mindre Søer, der dog ikke har
Forbindelse med de tre sydligere. — S. opdagedes
1881 af Grev Teleki og er senere besøgt af
Donaldson-Smith, Bottego, Welby, O. Neumann
o. fl. Efter Traktat med England 1907 fik
Abessinien Søen under sit Territorium.
C. A.
Stephanit, Stefanit, se
Skørglansmalm.
Stephanius [-’fa’-], Stephen Hansen, dansk
Filolog og Historiker, f. i Kbhvn 23. Juli 1599,
d. i Sorø 22. Apr. 1650, var en Søn af Johannes
S. (Hans Stephensen), Prof. ved Univ.,
senere Forstander ved Sorø Skole. Efter at have
studeret i Kbhvn 1615—18 opholdt S. sig mange
Aar mest i Udlandet, især i Leyden, hvor han
bl. a. udgav nogle Smaaskrifter om Saxo. 1629
blev S. kaldet til at være Professor eloquentiæ
ved Sorø Akademi, hvor han siden levede til sin
Død. Han udgav flere i sin Tid meget benyttede
Skolebøger; men mest optoges han af sine
Studier af Saxo, hvis Resultat blev den
fortræffelige Udgave: Saxonis Grammatici Historiæ
Danicæ libri 16, notis uberioribus illustrati (1645).
S. afskrev desuden systematisk alle Aarbøgerne
fra Danmarks Middelalder; hans Afskrift, som
sammen med hans andre Haandskrifter efter
hans Død blev solgt til Sverige, fik den største
Betydning, da de fleste Originaler brændte med
Universitetsbiblioteket 1728. S. blev 1639
udnævnt til kgl. Historiograf og forfattede som
saadan Christian III’s Historie fra 1550 til hans
Død.
Kr. E.
Stephan-Konstruktioner [’stefan-], moderne
Form for Trægitterbuer til Bæring af Tage.
Hoved og Fod bestaar af 2,5—5 cm tykke
Brædder, der er bøjede paa Højkant og
sammensømmede i flere Lag, mellem hvilke
Gitterstængerne befæstes. De bruges navnlig ved
Spændvidder over c. 14 m; ved mindre
Spændvidder gaar der mere Træ i dem pr m2
Grundflade end i almindelige Spærfag. S. er brugt
over Kbhvn’s Personbanegaards Perroner.
E. Su.
Stephanoceras [-fa-], en Slægt af Ammonitter,
hvis Skal havde en ret vid Navle og paa
Siderne bar talrige Tværribber, der forgrenede sig
udad mod Ydersiden; Forgreningspunkterne
markeredes ved smaa Knuder. S. fandtes vidt
udbredt i det mellemste Afsnit af Juraperioden
(Dogger og ældste Malm).
J. P. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
