Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjerneskud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kugleform, dels optiske, betingede af
Iagttagerens Stilling til S.’s Bane. Naar S. nemlig
trænger ind i Jordens Atmosfære, og det kan anses
bevist, at Lysningen kun kommer i Stand ved
Luftmodstanden, selv i de højeste og tyndeste
Lag, saa at følgelig den lysende Del af S.’s Bane
befinder sig i Jordens Lufthylle, vil
Luftmodstanden give en Meteorit af uregelmæssig Form,
en skrueformet Bevægelse, som maa vise sig for
os som en af de Afvigelser fra Storcirkelen, der
ovf. er nævnt, alt efter som Banen ses fra den
ene ell. anden Kant. Som Storcirkel vil den af
S. beskrevne Kurve kun da projicere sig paa
Himmelkuglen, naar Iagttageren befinder sig i
S.’s Baneplan ɔ: S.’s Bevægelsesretning falder
sammen med Jordens. Finder dette ikke Sted,
vil S. p. Gr. a. Tiltrækningen af Jorden og
Jordens Bevægelse om Solen — Jordrotationen vil
ikke have nogen mærkbar Indflydelse paa S.’s
Bane — beskrive en dobbelt krummet Kurve,
som set fra forsk. Steder paa Jorden kan have
højst forsk. Form.
Mange S. efterlader ofte en Lysstribe — ved
enkelte er kun denne at se —, men dette er kun
et Efterbillede af S.’s lysende Vej i Luften og
forsk. fra S.’s Hale, som ofte viser sig først,
naar Lysstriben er forsvunden, og da kan lyse i
længere Tid. Halen er glødende Rester af S.
For at faa Kendskab til den Hastighed, hvormed
S. bevæger sig, maa man kende dets Højde og
Fænomenets Varighed. Højden er først bestemt
ved korresponderende Iagttagelser af Brandes
og Benzenberg 1798, de ældste Maalinger af
Ildkuglernes Højde er foretagne af Halley. Senere
har bl. a. Schmidt, Newton og Denning
arbejdet i denne Retning, og de er komne til det
Resultat, at S. lyser op i større Højde, end de
udslukkes. Denning er af den Mening, at de
hurtigere S. lyser op og udslukkes i større
Højder end de, som gaar langsomt. Gennemsnitlig
finder han, at de hurtigere viser sig i c. 130
km’s Højde og udslukkes i 90 km’s Højde, for
de langsommere er de tilsvarende Data 105 km
og 60 km, og det er at lægge Mærke til, at S.
er synlig paa det nærmeste i samme Højde, som
Stormer finder, at Nordlyset optræder. Højden
kan beregnes, enten idet der forudsættes, at
Synslinierne fra samtlige Iagttagelsessteder
skærer hverandre i et og samme Punkt, ell. idet
man gaar ud fra, at Synslinierne ikke skærer
hverandre i Rummet, men krydser hverandre,
hvilket alm. vil være Tilfældet p. Gr. a.
Observationsfejl. Finder man, at den korteste Afstand
mellem to Synslinier nærmer sig 0,0001
Jordradier ell. 637 m, saa er enten Observationerne
meget slette, ell. de fra de to Punkter anstillede
Observationer tilhører ikke samme S.
Synsliniens Retning bestemmes enten ved
Meteoroskop — et azimutalt opstillet
Sigteapparat, hvorved Højde og Azimut aflæses — ell.
bedre ved at indtegne paa et Stjernekort, hvor
S. først viser sig, og hvor det forsvinder. Men
den Hastighed, man finder af Observation, hvad
enten den nu er bestemt visuelt ell., som Elkin har
forsøgt, ad fotografisk Vej, er behæftet med stor
Usikkerhed og er heller ikke S.’s sande
kosmiske Hastighed, men dets relative Hastighed i
Forhold til Jorden. Forudsætter man, at S.
bevæger sig i parabolske Baner om Solen, saa
er Hastigheden i Jordens Afstand fra Solen
29,6 kvadratrod(2) = 41,9 km, den største og mindste
relative Hastighed bliver da henh. 71,5 km og 12,3
km, men p. Gr. a. Jordens Tiltrækning vil S.
beskrive en Hyperbel med Jorden i
Brændpunktet, og Hastighederne vil forøges med
respektive 0,9 km og 4,5 km. Stiler S. ret mod Jorden
ell. gaar i samme Retning som denne, og dets
Bane er parabolsk, vil man altsaa have
Hastighederne 72,4 km og 16,8 km i Sek. i St f. den
kosmiske Hastighed 41,9 km. Men disse
Hastigheder er den gennemsnitlige Hastighed, saa
længe S. er synligt. Før det begynder at lyse,
er Hastigheden endnu større, og idet det slukner,
er Hastigheden aftaget en Del p. Gr. a.
Modstanden i Luften. Men naar S. begynder at lyse,
har det tabt saa meget i levende Kraft, at det
kommer i glødende Tilstand, og dette Tab i
levende Kraft har fundet Sted paa Bekostning
af S.’s Hastighed. Ved det lysende S. er
følgelig Hastigheden betydelig mindre end ved det,
som ikke lyser. Efter hvilken Lov Hastigheden
aftager p. Gr. af Luftmodstanden, kender man
ikke, og det er et Spørgsmaal, om de Love,
man har fundet for terrestriske Hastigheder,
f. Eks. Kanonkugler, ogsaa gælder S.’s kosmiske
Hastighed.
S. ser man i alle Nattetimer, Sommer
som Vinter, men ikke altid lige hyppig.
Størst er Antallet ud paa Morgensiden
(daglig Variation) og for Iagttagere paa den
nordlige Halvkugle i sidste Halvdel af Aaret
(aarlig Variation). De viser sig i alle
mulige Retninger, men i større Mængde paa den
østlige Halvdel af Himmelen end paa den
vestlige (azimutal Variation). Og endelig
synes mange S. at straale ud fra et og samme
Punkt, som om de opstod her. Af disse forsk.
Fakta mente enkelte Iagttagere som
Coulvier-Gravier og Olmsted at kunne drage den Slutning,
at S. var af terrestrisk Oprindelse. Men et mere
indgaaende Studium har vist, at disse
Fænomener er en nødvendig Følge af S.’s kosmiske
Oprindelse, naar man tager Hensyn til Jordens
Bevægelse. — Det Punkt, hvorimod Jorden et
givet Øjeblik stævner, kaldes Apex, det
diametrale Punkt Antiapex. Da Jordens
Bevægelse foregaar i Ekliptika, vil Apex ligge i
dette Plan og 90° til højre for Solen (da
Jordens Bane afviger noget fra Cirklen, vil Apex
som Følge heraf i Maksimum afvige ± 0,96 fra
90°, i Beg. af Oktbr 0,96° over 90°, i Beg. af
Apr. lige saa meget under 90°). Følgelig vil
Apex være det Punkt i Ekliptika, hvor Solen
stod for 1/4 Aar siden. Om Foraaret staar Apex
i det Punkt af Ekliptika, hvor Solen stod
Midvinters, om Efteraaret staar Apex der, hvor
Solen stod Midsommers; følgelig vil Apex om
Foraaret være lige saa kort Tid over
Horisonten som Solen om Vinteren, medens Apex om
Efteraaret vil være lige saa længe oppe og
komme lige saa højt paa Himmelen som Solen om
Sommeren. Under Himmelkuglens daglige
Bevægelse kommer Apex i Meridianen 6 Timer før
Solen, da dette Punkt er 90° til højre for
Solen, set fra Jordens nordlige Halvkugle; det
staar altsaa i Syd og har sin største Højde over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
