Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjernestørrelse - Stjernesøpunge - Stjernetaage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sensibel for de violette Straaler (λ 440 μμ).
Man faar da Stjernens fotografiske
Størrelse. Denne vil være afhængig af Stjernens
Spektraltype (ell. Farve). Fastsætter man nu
vilkaarlig, at den fotografiske og visuelle
Størrelse af en Stjerne af Typen A0 skal være den
samme, saa er den i Størrelsesklasse udtrykte
Forskel : fotografisk minus visuel Størrelse, til
en vis Grad et Maal for Stjernens Spektraltype
ell. Farve. Denne Forskel kaldes
Farveindeks. Den er negativ for de
Spektralklasser, som gaar foran A, altsaa i O og B (Bo : —
0,24), positiv for de øvrige Klasser (F0 : + 0,28,
G0 : + 0,56, K : 1,00 og M0 : + 1,35). Den
fotografiske Størrelse vil følgelig være mindre for
Spektralklassen O og B, større end den
visuelle for Klassen F til M. Foruden denne egl.
fotografiske Størrelse har man i den senere
Tid søgt ad fotografisk Vej at bestemme
Stjerners Lysstyrke ved at benytte ortokromatiske
Plader, anbragt bag et Gulfilter. Herved skulde
man faa Maalinger, som var meget nær
ækvivalente med de visuelle. Disse saaledes bestemte
Størrelser kaldes fotovisuelle, og man
vil kunne faa saadanne Maalinger ved at
benytte Objektiver, som kun er optisk
akromatiseret. Reflektoren kan selvforstaaelig
benyttes uden videre for alle Egne af Spektret, men
den har lige over for Refraktoren den Mangel
ved sig, at de maalte Størrelser er stærkt
afhængige af Stjernens Afstand fra den
optiske Akse. Da den selektive Absorption af
Atmosfæren, Objektivet eller Spejlet influerer paa
Bestemmelsen af S., har man vedtaget at
referere de erholdte Maalinger til fundamentale
Stjerner i Nærheden af Nord- ell. Sydpolen.
I den sidste Tid har man indført Begrebet
bolometrisk Størrelse som et Maal for en
Stjernes totale Straaling, medens de hidtil
nævnte, visuelle, fotografiske og fotovisuelle
kun er et Maal for den Del af Straalingen, som
vi kalder Lys. Nu er den totale Straaling
proportional med Stjernens Overflade og 4. Potens
af dens effektive Temperatur. Vælger man nu
som Enhed Solen, hvis absolutte visuelle
Størrelse er + 4,9, og hvis effektive Temp. er 5800°
C., vil den bolometriske Størrelse og den
absolutte visuelle være den samme for denne. En
Stjernes bolometriske Størrelse bliver, da: Mbol = 4,9
—5 log D—10 log (T/5800), hvor D er Stjernens
Overflade og T dens effektive Temperatur,
Mvis-Mbol = 10 log [T/5800) + J, hvor
J er Forskellen mellem Stjernens og
Solens Fladelysstyrke, udtrykt i Stjernestørrelse;
denne har man udledet dels af
Formørkelsesvariable, af Forskel i Farveindeks og af
Interferometermaalinger af Stjernediametre. For
Kæmpe- og Dværgstjerner er Mvis—-Mbol for
B0 : +2,2 A0 : + 0,3, F0 : + 0,1, G0 : 0,0,
K0 : + 0,6 og + 0,3 samt for M0 : + 1,5.
Den første fotometriske Katalog over S. er
leveret af Seidet med 208 Stjerner (1863), og
paa den fulgte flere, omfattende et større
Antal Stjerner. Den betydeligste Katalog blev
leveret af Pickering (1884): Harvard
Photometry, som giver S. af alle Stjerner til 6.
Størrelse, foruden en Del svagere, i alt 4260 fra
Nordpolen til 30° sydlig Deklination. S. er
bestemt med Meridianfotometer med
Polarstjernen som Referensstjerne. 1885 udgav
Pritchard: Uranometria nova Oxoniensis med 2784
Stjerner mellem Nordpolen og 10° sydlig
Deklination og ordnet efter Stjernebillederne. S.
er her bestemt med Kilefotometret. Pickering
har fortsat sine Maalinger og udgivet en Række
mindre Fortegnelser, som han har samlet i to
store Kataloger, benævnt: The Revised Harvard
Photometry (1908), som indeholder 9110
Stjerner til 6,5 Størrelse, fordelt over hele Himmelen
— fra Nord- til Sydpolen — og 36682 Stjerner,
svagere end 6,5 (Harvard Annals 50 og 54). Fra
Potsdam foreligger der en Katalog over S. af
14199 Stjerner til 7,5 Størrelse mellem
Nordpolen og Ækvator: »Potsdamer Photometrische
Durchmusterung«. Dette Arbejde er udført af
Müller og Kempf med Zöllner’s Fotometer,
fortsat af Tass og Terkan til 10° sydlig
Deklination (1916). Af de fotografisk-fotometriske
Maalinger af S. foreligger der foruden talrige
mindre Arbejder (bl. a. af Hertzsprung) tre
større Kataloger: »Göttinger Aktinometri« af
Schwarzschild med 3522 Stjerner mellem
Ækvator og 20 nordlig Deklination, Yerkes
actinometry (1912) af J. A. Parkhurst med 630
Stjerner i Polzonen + 73° til + 90° (begge
disse Kataloger gaar til 7,5 Størrelse), og den
fra Greenwich publicerede Katalog over den
fotografiske Lysstyrke af polnære Stjerner,
lysstærkere end 9. Størrelse, i alt 2329 Stjerner
(1913—15). Turner har i en Række
Afhandlinger diskuteret The stellar magnitude scales of
the Astrographic Catalogues. Se for øvrigt
Fiksstjerner og Astrofotometri.
J. Fr. S.
Stjernesøpunge, se Søpunge.
Stjernetaage kaldes en lille Plet (Flek), der
viser sig paa Himmelen i et mat dæmrende Lys
som en tynd Smaasky. Saadanne Pletter blev
bemærkede allerede i Oldtiden, men hvad
Hipparchos, Ptolemaios o. a. kaldte S., var i
Virkeligheden Stjernehobe (s. d.). Den eneste S.,
som er synlig for det blotte Øje, er
Andromeda-Taagen, der ikke nævnes i Almagest. Al-Sûfi er
den første, som omtaler den. Da altsaa S. er
saa svage, at de ikke kan ses med det blotte
Øje, tilhører Kendskabet til disse Dannelser den
teleskopiske Tid. Saaledes blev
Andromeda-Taagen opdaget paa ny af Simon Marius 1612,
og Orion-Taagen blev fundet af Peiresc 1610,
men opdaget paa ny 1618 af Cysat og 1656 af
Huygens, som har givet den første Tegning
og Beskrivelse af denne glimrende S. Nævnes
de 16 S., som Hevel fandt, og de 43 S. fra den
sydlige Himmel, som Lacaille 1750—52 gav en
Fortegnelse over, samt de to kendte Kataloger
paa tilsammen 103 S. og Stjernehobe, som
Messier udgav 1771 og 1777, er hermed alt omtalt,
før W. Herschel 1779 begyndte sin systematiske
Opsøgning af S. I 3 Kataloger fra 1786, 1789
og 1802 har han sammenstillet 2500 hidtil
ukendte S.; Antallet blev 1833 øget af hans Søn
J. Herschel med 2307 ny og 1847 med 1708,
hovedsagelig fra den sydlige Himmel, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
