Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stjernetaage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dunlop havde fundet 629 (kun 1/3 af disse fandt
Herschel igen). Da derfor J. Herschel 1864
udgav sin kendte Katalog over S. og Stjernehobe,
General Catalogue (G. C), var Antallet steget
til 5079, hvoraf kun 450 Objekter var opdagede
af andre Iagttagere end ham selv og hans Fader.
Man begyndte nu at beskæftige sig mere med
disse Objekter, bestemte bl. a. deres Positioner
nøjagtigere — af disse Forskere nævnes d’Arrest,
Schönfeld, Schultz og fra den sidste Tid
Bigourdan og Swift — og fandt stadig flere og flere,
saa at, da M. G. C. Dreyer 1890 udgav paa ny
Herschel’s Katalog, var Antallet steget til 7840.
1895 kom Dreyer med et Supplement, Index
Catalogue (I. C., I) og 1908 med et nyt (I. C.,
II) paa tilsammen 5386 Objekter. I den
allersidste Tid er Antallet af kendte S. vokset
endnu stærkere, og dette hidrører næsten
udelukkende fra, at man har opsøgt S. ad
fotografisk Vej. En ny Katalog over lysstærke og
større S. er under Udarbejdelse. Blandt de
Forskere, som fotografisk har gjort den
rigeste Høst, er Keeler, Max Wolf og Barnard.
Saaledes har Wolf, f. Eks. i Krebsen, hvor man
inden for et Fladerum paa 64 Kvadratgrader
visuelt kun havde opdaget 7 S., fundet 154, og
i Berenike’s Hovedhaar, paa et Strøg, som
dækker 28 Kvadratgrader, 1528, medens man
tidligere kun kendte 5 %; i den tætteste Del i
dette sidstnævnte Strøg var der mere end 300
S. paa 0,56 Kvadratgrad. Inden for en Cirkel af
1° Radius med ŋ Virginis som Centrum har Wolf
fundet 130 S., og i en anden Egn i samme
Stjernebillede 301 S., medens man før kun
kendte 121. Endnu venter store Partier af
Himmelen og da hovedsagelig paa den sydlige
Halvkugle, fornemmelig Strøget —45° til —90°
Deklination, paa at blive mere systematisk
afdækkede af den fotografiske Kikkert, og naar
denne Del er blevet lige saa grundig
gennemforsket med det Maal for Øje at faa udvidet
Kendskabet til S., vil nok Antallet blive betydelig
forøget.
For at faa en større Oversigt over S.,
inddelte Herschel dem i 5 Klasser: 1) stærkt
lysende S. fra 3′ til mere end 20′ i Diameter, 2)
svage fra 20″ til 50″ i Diameter, 3) meget
svage fra 3″ til 12″ i Diameter, 4) planetariske
S., der viser sig med et centralt stærkt
lysende Parti som skarpt begrænsede runde eller
aflange Skiver, over hvilke Lyset er jævnt
fordelt, 5) S., der dækker over en større Flade.
I denne Inddeling mangler den mest
fremtrædende Form, nemlig den spiralformede. Denne
blev først bemærket af Lord Rosse omkring
Midten af forrige Aarh., og han var i længere
Tid den eneste, som aftegnede den; derfor blev
den betvivlet, og selv Tempel, Datidens
dygtigste Tegner og mest samvittighedsfulde Iagttager
af S., benægtede dens Eksistens. Nu har
Fotografien vist, at denne Form er den mest
typiske, og her har Roberts og Keeler, efterfulgt
af Curtis og Wolf, været banebrydende. Enkelte
Forskere gaar saa langt som at hævde, at
denne Form er den eneste eksisterende, at alle de
andre Former kun er en direkte Følge af
Spiralernes Stilling til den Retning, hvori man ser S.
Som nævnt har Herschel skelnet mellem
svage og lyse S., og Antallet er 1:6, men denne
Inddeling er ikke blot subjektiv, men afhænger
ogsaa af, hvor lysstærk den benyttede Kikkert
er, foruden at Luftens større og mindre
Gennemsigtighed spiller en større Rolle. Det mest
rationelle vilde være at sammenligne S.’s
Lysstyrke med nærliggende Stjerners Størrelse.
Spitaler har begyndt en saadan Sammenligning
og fundet, at Herschel’s meget lyse S. er af
samme Lysstyrke som Stjerner af 8. Størrelse,
de lyse S. af 9. Størrelse og de meget svage
skulde være at sætte lig Stjerner af 14.
Størrelse. Holetschek har fortsat denne
Sammenligning for mere end 130 S. og angivet deres
Lysstyrke, udtrykt i Stjernestørrelse.
Herschel’s Inddeling har man nu forladt og
lagt Hovedvægten paa S.’s fysiske
Beskaffenhed, men det ser ud til, at det f. T. ikke er
muligt at opstille en Skala baseret paa S.’s
gradvise Sekvens, thi hidtil mangler hertil
Kendskab til en saadan Udvikling hos S.; en
kontinuerlig Overgang fra den ene Type til den
anden kan man endnu ikke paavise. Man har
maattet lade sig nøje med at opstille enkelte
Grundformer, og man er blevet staaende ved
at dele S. i to Hovedklasser, de
spiralformede og de egl. gasformede; den første
Klasse har Absorptionslinier i sit Spektrum
ligesom Stjernerne, den anden Emissionslinier.
Overgangen fra den ene til den anden Klasse
har man muligvis i de hidtil kendte 7 S., som
ved Siden af Absorptionslinier ogsaa har
Emissionslinier, og hos disse optræder som i
Fiksstjerneverdenen ved Siden af Stjerner ogsaa
lysende Gasmasser. Til disse to Hovedklasser
kommer de mørke Taager. Hubble har delt
S. i galaktiske og ikke-galaktiske; den første
Klasser omfatter de planetariske og diffuse, den
anden de spiralformede, forlængede globulare
og irregulære.
De spiralformede S. optræder i et
Antal af hen imod 1 Million, især omkr.
Mælkevejens Poler, hvor Stjernerne er færrest, aldrig
i selve Mælkevejen, og man har fundet, at jo
svagere de er, desto mindre er deres
Koncentration mod den galaktiske Nordpol. Til
denne Klasse har man ogsaa henført svage og
ganske smaa S., selv om deres Udseende ikke
bestemt peger hen paa, at de har en
spiralformet Struktur. Dette vil nemlig i høj Grad
afhænge af, under hvilken Synsvinkel man ser
den flade, tynde Skive eller tynde,
linseformede Dannelse, som omsluttes af
Spiraltaagens ydre Konturer. Staar Skiven lodret paa
Synsretningen, saa er Spiralstrukturen at se
i sin fulde Udvikling, ligesaa ogsaa ved
en midlere Hældning af Spiralskiven mod
Synslinien. Men er Hældningen meget lille —
S. viser sig da mere eller mindre oval —, saa
ser vi ikke Spiralstrukturen, og har vi S. paa
Højkant, tager den sig ud som
Edderkoppespind eller som en stærkt ekscentrisk Ellipse
uden enhver Struktur. Man har en jævn
Overgang fra aabne, cirkelrunde Spiraltaager til dem,
som er trukne ud i en Linie. Ved Siden af
Beliggenheden af Taagen til Synslinien vil
ogsaa Afstanden spille en vigtig Rolle. Saaledes
vil den største af alle Spiraltaager:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
