Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Storhamar - Storhedsvanvid - Storhertug - Stóridómur - Storis - Stórisandur - Storjohann, Johan Cordt Harmens - Storkansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Storhamar, norsk Storgaard i Vang
Herred, Hedmark Fylke. Her var fra gammel Tid
Markedsplads og Bispesæde. Fra 1537 havde
som Regel Lensherren Gaarden i Forlening,
indtil den 1660 indlemmedes i Akershus Fylke.
Den blev en Tid drevet som kgl. Ladegaard
og ejedes saa en Tid af Hannibal Sehested.
Bl. dens senere Ejere kan nævnes Generalerne
Meyer, Erik Anker og Kaptajn O. R.
Sandberg. Siden 1900 tilhører den et Aktieselskab.
Den gamle vakre Hovedbygning blev nedrevet
c. 1850. Til Gaardens Herligheder hører ogsaa
den saakaldte »Hamarskat«.
M. H.
Storhedsvanvid, se Højhedsvanvid.
Storhertug, Titel for Fyrster, som i Rang
staar mellem Konge og Hertug, og som har
Ret til at kaldes »kgl. Højhed«. Cosimo I af
Medici var den første, som 1569 af Paven fik
denne Titel; den stadfæstedes 1576 af Kejseren
for hans Søn og overførtes 1699 fra Firenze
paa Toscana. Napoleon I gjorde 1806 sin
Svoger Mur at til S. af Berg og ophøjede desuden
Baden og Hessen (Darmstadt) til
Storhertugdømmer; 1810 blev Dalberg S. af Mainz
og den tidligere S. af Toscana S. af Würzburg.
1815 blev endvidere Sachsen-Weimar og begge
Mecklenburg’er, samt Luxemburg, og fra 1829
endnu Oldenburg Storhertugdømme, men efter
1918 bærer kun Luxembourgs Hersker Titlen
S. Efter Forbindelsen med Polen 1386 fik
Litauen Navn af Storhertugdømme (tidligere
Storfyrstendømme), og 1815 overførtes samme
Betegnelse til den preuss. Provins Posen.
E. E.
Stóridómur, se Storedom.
Storis kaldes de Ismasser i Davis Stræde,
der stammer fra Polarhavet og driver ned
langs Grønlands Østkyst og rundt om Kap
Farvel. Denne Polaris kaldes af Vestgrønlænderne
»sikorssuit«, som Ordet S. er en Overs. af. —
S. dannes i Polarbassinet, hvor Storme pakker
Isen sammen i vældige Skruninger, der ved
paafølgende Frysning forenes til et Hele,
medens den faldne Sne udjævner og afglatter de
store Uregelmæssigheder. Skrueisens Højde er
8—10 m. Uhyre Ismarker driver med
Strømmen Syd paa langs Grønlands Østkyst, hvor
de ved Presninger p. Gr. a. Storm
itubrækkes og kommer som Flager af højst forsk.
Størrelse om i Davis Stræde. I dette bevæger
Isen sig N. efter og spredes V. efter, medens
Afsmeltningen i det varme Atlanterhavsvand
hurtigt finder Sted. — Ved Angmagsalik er
Farvandet delvis fri for Polaris fra August til
første Halvdel af Novbr, da den atter
indfinder sig og gaar Syd paa med en
Gennemsnitshastighed af c. 15 km i Døgnet. S. passerer i
Alm. Kap Farvel i Jan., og blokerer i Løbet af
Foraaret den sydlige Del af Vestkysten, idet
den i Alm. holder sig langs med denne, men
ved indtrædende nordlige og østlige Storme
føres længere ud i Strædet. Undertiden
spredes den ud til 54° v. L. Isen er til Stede i
størst Mængde i Maj. Den optræder ikke altid
som en udelt Masse, men ofte i adskilte
Partier. — S. blokerer i Alm. Julianehaabs
Distrikt, der kun er helt fri for Is fra
Septbr—Decbr. Det er meget forsk., hvor langt S.
trænger frem N. paa langs Landet, det
afhænger af Tilførslernes Størrelse og
Vindforholdene. I rolige Somre med flove østlige Vinde
kommer den slet ikke ind til Kysten N. f.
Nunarsuit. Den naar dog som Regel til
Fiskernæs (i Apr.), ofte til Godthaab, men sjældent
til Sukkertoppen (i Juli); i enkelte Aar, hvor
Tilførslen har været særlig stor, og
Vindforholdene har begunstiget Driften N. efter, kan
hele Kysten indtil Holsteinsborg belemres med
S. i kortere Tid, indtil en Storm sætter den til
Søs. Paa Strækningen N. f. Nunarsuit optræder
S. i Almindelighed ikke i saa store
Mængder, at den forhindrer Sejladsen langs Land;
denne Strækning er altid isfri fra
August-Marts. — Med S. følger fra Grønlands
Østkyst en Mængde Isfjelde, der kan naa en
Højde over Vandfladen af indtil 100 m, men
de kommer sjældent længere end til den
sydligste Del af Kysten. (Litt.: »Grønland i
Tohundredeaaret for Hans Egedes Landing«
[»Medd. om Grønl.«, LXI]; »Isforholdene i det
arktiske Hav« [»Nautisk meteorologisk Aarbog«,
1917]).
G. F. H.
Stórisandur [’stou.re’sandør], en Fjældvej
paa Island over Højlandet N. f. Langjökull. S.,
der fører fra Bunden af Skagafjörður op over
stenede Højsletter, som naar op til 1000 m o. H.,
kan kun benyttes om Sommeren; den fører
forbi Fjeldet Krákur til de mange Søer paa
Arnarvatnsheidi og derfra ned til Dalene ved
Faxaflói ell. gennem Kaldidalur over
Thingvellir til Reykjavik.
(Th. Th.). B. Th. M.
Storjohann, Johan Cordt Harmens,
norsk gejstlig, f. i Bergen 15. Aug. 1832, d. i
Oslo 23. Apr. 1914, blev Student 1853, cand.
theol. 1860. 1864 stiftedes paa hans Initiativ den
norske Sømandsmission (»Foreningen til
Evangeliets Forkyndelse for skandinaviske Sjømænd
i fremmede Havne«), og han gav 1867 Stødet til
Oprettelsen af den norske Lutherstiftelse. Han
gik det flg. Aar ud som Sømandspræst og lagde
Grunden til ny Stationer. I 1870’erne virkede
han i Indremissionens Tjeneste i Oslo, hvor han
fik opført Forsamlingshusene »Hauges Minde«
og »Effata«, var 1882—90 konstitueret som Præst
ved Straffeanstalten for Kvinder og virkede fra
1894 til 1900 som Sognepræst i Aas. Han
tilbragte den største Del af sit Liv paa Rejser i
Missionens Tjeneste — Rejser, der strakte sig
til Santhalistan og Stillehavets Kyster, og faa
norske gejstlige har i 19. Aarh. formaaet at
omspænde et saa stort Omraade med deres
Forkyndelse af Evangeliet som han. Hans
Virksomhed har da ogsaa været sidestillet med de
eng. Lægmandspræsters, hvis
Opbyggelsesskrifter han i stor Udstrækning har oversat og
bearbejdet. Af S.’s Forfatterskab, der er af
meget betydeligt Omfang, mærkes for øvrigt
forskellige Arbejder om Kong David og hans
Salmedigtning, en Oversættelse af Salmernes
Bog, en Fremstilling af Nyevangelismen (1890)
og hans apologetiske Skrift »Retfærdiggørelse
og Forsoning« (1892). S. gjorde sig ogsaa
bemærket som en decideret Modstander af den
moderne Bibelkritik.
(O. A. Ø.). Wt. K.
Storkansler var den Titel, som Griffenfeld
fik 1674, og som efter hans Fald gaves til
Frederik Ahlefeld (1676—86); senere desuden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
