Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Straffelovsreform - Straffeproces
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beslægtede Forbrydelser gensidig i ikke
ringe Omfang faar Gentagelsesvirkning paa
hinanden, saaledes navnlig forskellige Former for
henholdsvis Sædelighedsforbrydelser og
Berigelsesforbrydelser. Som Følge af de vide
Strafferammer vil det imidlertid staa i Domstolenes
Magt trods Gentagelsesvirkningen i stort
Omfang at holde Straffen inden for den normale
for vedkommende Forbrydelse fastsatte Straf.
Lovforslagets Behandling af de enkelte
Lovovertrædelser er i det væsentlige sket paa
Grundlag af Straffelovens Regler, idet dog en
ikke ringe Simplifikation er opnaaet paa vigtige
Omraader ved at samle virkelig ensartede
Lovovertrædelser under samme Straffebestemmelse,
ogsaa hvor saadanne Forbrydelser i
Straffeloven er strengt adskilte. Som Eksempel herpaa
kan fremhæves Forslagets Behandling af
Berigelsesforbrydelserne (Tyveri, Bedrageri, ulovlig
Omgang med Hittegods, Røveri m. fl.), og
Forslagets § 160 om Straf for falsk Forklaring,
under hvilken er samlet Bestemmelser, der i
Straffeloven findes i 7 Paragraffer, ligesom
Forslagets § 172, der omfatter de Former for
Dokumentfalsk, som nu omtales i 9
Straffelovsbestemmelser. Paa den anden Side har
Straffelovens yderst mangelfulde Bestemmelser om
Bedrageriforbrydelsen nødvendiggjort en
fuldstændig Omformning af denne Forbrydelse, der
i Forslaget er delt i 4 Fremtrædelsesformer:
egentligt Bedrageri, Underslæb, Utroskab og
Besvigelse, dog under en fælles Strafferamme.
A. Gl.
Straffeproces, den retsligt ordnede
Fremgangsmaade, der skal følges ved Behandlingen
og Afgørelsen af Straffesager, modsat
Civilprocessen, hvis Genstand er borgerlige Retskrav.
Indenfor S. forekommer to forskellige
Hovedtyper: Inkvisitions- eller
Undersøgelsesprocessen og Anklageprocessen. Efter den første
foretages Undersøgelsen og fremskaffes
Bevismaterialet af selve Retten, der herved har at
Varetage baade Anklagens og Forsvarets Interesse,
medens den Sigtedes Stilling er den at være et
Undersøgelsesobjekt, der anses forpligtet til at
bidrage til Sagens Oplysning, derunder,
saafremt han er skyldig, at afgive Tilstaaelse. Ved
Anklageprocessen optræder derimod en særlig
Repræsentant for Anklagens Interesse, i
moderne Tid i Reglen en offentlig Myndighed,
hvem det paahviler at rejse Anklagen,
fremskaffe Bevismaterialet og gennemføre Sagen til
Dom. Retten begrænses herved til sit naturlige
Hverv som dømmende Myndighed, og den
Sigtede bliver — i Stedet for at være et
Undersøgelsesobjekt — Anklagerens Modpart, en
Procespart udstyret med en saadans Rettigheder
og Pligter. Med denne Modsætning følger —
ikke begrebsmæssigt, men historisk —
forskellige andre: Inkvisitionsprocessen er i Reglen
skriftlig og ikke offentlig, medens
Anklageprocessen er offentlig og hviler paa Mundtligheds-
eller Umiddelbarhedsprincippet.
Medens England stedse har haft
Anklageproces, var Inkvisitionsprocessen endnu i det 18.
Aarhundrede eneherskende paa Fastlandet. I
1791 indførtes til Dels efter engelsk Mønster en
— ganske vist stærkt modificeret —
Anklageproces i Frankrig, hvorfra den senere bredte
sig til store Dele af Fastlandet. Danmark
har først ved Retsplejeloven af 11. April 1916,
der traadte i Kraft 1. Oktbr 1919, faaet en paa
moderne Principper bygget Straffeproces (se
Art. Retsplejeloven).
Der skal i det følgende gives en
sammentrængt Fremstilling af Hovedtrækkene i den
nugældende danske
Straffeproces paa Grundlag af Retsplejeloven og de
hidtil (1926) udkomne Tillægslove, blandt hvilke
navnlig Lovene af 3. Juni 1919, 4. August 1919
og 30. Juni 1922 er af Vigtighed.
Som foran antydet ligger Hovedforskellen fra
den tidligere Ordning deri, at Anklagens
Interesse paa alle Sagens Trin varetages af en
særegen Myndighed, Anklagemyndigheden,
Denne, der er underlagt Justitsministeren,
bestaar af Rigsadvokaten, der varetager
Udførelsen af Straffesager for Højesteret, og de
for Landsretskredsene beskikkede
Statsadvokater, som virker for Forfølgning af alle
Forbrydelser, der ikke er henviste til Paatale
af private eller af Politimyndighederne, hvad
enten Paadømmelsen i første Instans sker ved
Landsret eller ved Underret. I visse mindre
betydelige Sager, navnlig angaaende Forseelser,
for hvilke Loven ikke hjemler anden Straf end
Formuestraf, simpelt Fængsel eller Fortabelse
af en Næringsret, rejses Tiltalen af
Politimesteren. For disse Politisager (s. d.)
gælder en simplere og lettere
Behandlingsmaade. I det følgende haves alene for Øje de
Sager, der paatales af Statsadvokaterne.
Er der saaledes skabt en fast Repræsentation
for Anklagen, har Loven paa den anden Side
draget Omsorg for Varetagelsen af den
Sigtedes Tarv derved, at han altid er berettiget til
at vælge en Forsvarer til at staa ham
bi, og at der i visse Tilfælde skal
beskikkes ham en Forsvarer, ikke blot — som efter
en tidligere Ordning — naar Tiltalen er
rejst, men allerede ved Forundersøgelsen. Dette
gælder bl. a. altid, naar Bevisførelse skal ske
til Brug under Domsforhandling, og i det hele
medfører Lovens Regler, at der i de allerfleste
Tilfælde beskikkes Forsvarer.
Medens tidligere alle Sager uden Hensyn til
deres større eller mindre Betydning
paadømtes ved Underret i første Instans, har
Retsplejeloven i Lighed med fremmede
Lovgivninger indført en Tredeling, saaledes at de
største og vigtigste Sager behandles og
paakendes ved Landsret under
Medvirkning af Nævninger, de mindst betydelige
ved Underret og den derimellem liggende
Gruppe af Sager ved Landsret uden
Nævninger. Ved denne Inddeling er for
det første iagttaget Grundlovens Bud, hvorefter
Nævninger skal medvirke i Misgerningssager og
i Sager, der rejser sig af politiske
Lovovertrædelser. En Sag regnes for en Misgerningssag,
naar den angaar en Forbrydelse, for hvilken
Loven hjemler Livsstraf eller, uden at saadant
er betinget af Gentagelse, livsvarigt
Strafarbejde; om politiske Lovovertrædelser se
politiske Forbrydelser. Endvidere
skal Nævninger — foruden i nogle mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
