Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sukker - Sukkerafgift - Sukker-Ahorn - Sukkerbeskatning - Sukkerfabrikation - Sukker-Fyr - Sukkerimprægnering - Sukkerkalk - Sukkerkistetræ - Sukkerkul - Sukkerkulør - Sukkerlokning - Sukker-Løn - Sukkermajs - Sukkerpalme - Sukkerraffinaderi - Sukkerrod - Sukkerroe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
finerede S. indeholder i sine reneste Former
ofte over 99,9 % rent Rørsukker, og selv
urenere, lyse S. indeholder sjælden under 98 %
Rørsukker.
Foruden af Rør og Roer fremstilles ogsaa S.
af forsk. andre sukkerholdige Planter, navnlig
af Palmer og Sukker-Ahorn. Palmesukker,
ogsaa kaldet Jagara ell. Garpette,
fremstilles navnlig i Ostindien, Afrika og
Australien, førstnævnte Sted i en Mængde af c. 140000 t
aarlig. Ahornsukker fremstilles navnlig i
Nordamerika i en Mængde af c. 30O00 t aarlig
ved Rensning og Indkogning af Saften af
Sukker-Lønnen (se Acer, S. 127). Begge disse
Sorter finder næsten kun Anvendelse paa
Produktionsstederne.
Historie. Fremstillingen af S. af Rør har
været kendt i Ostindien mere end 1000 Aar før
vor Tidsregning. I Aaret 714 bragtes
Sukkerrøret af Maurerne til Spanien, og i den
paafølgende Tid opstod der saavel her som paa
Sicilien, Kreta o. fl. St. en blomstrende Kultur, som
dog senere igen er fuldstændig forsvunden,
naar undtages enkelte Steder i Spanien. Ved
Aar 1420 paabegyndtes Dyrkning paa de
Canariske Øer, og disse forsynede derpaa i henved
200 Aar hele Europa med S., indtil Dyrkningen
ved Slutn. af 16. Aarh. paabegyndtes i
Vestindien, som derpaa blev næsten eneherskende
paa dette Omraade. Senere har Dyrkningen
spredt sig baade til den sydlige Del af
Nordamerika, Sydamerika, Afrika og Australien.
Indvindingen af S. af Roer forsøgtes første
Gang 1799 i Schlesien, men uden videre Held,
blomstrede forbigaaende op under
Kontinentalafspærringen, dreves derpaa i større Maalestok
efter 1820 i Frankrig og efter 1840 i Tyskland,
hvorpaa den efterhaanden udbredte sig til
Østerrig-Ungarn, Belgien, Holland, Rusland,
Danmark, Sydsverige, Nordamerika og Japan.
Oversigter over Produktionen af S. i det hele
og Roesukker i de forskellige Lande findes i
Tabellerne Side 563.
K. M.
Sukkerafgift, se Sukkerskat.
Sukker-Ahorn, se Acer.
Sukkerbeskatning, se Sukkerskat.
Sukkerfabrikation, se Sukker.
Sukker-Fyr, se Pinus.
Sukkerimprægnering [-præ’nje’reŋ] af Træ
blev 1908 bragt i Anvendelse af den australske
Ingeniør Powell i Sydney, der havde iagttaget
Sukkerrørets store Modstandskraft over for Svampe-
og Myreangreb. Imprægneringen foregaar i de
sædvanlige, lange Kedler, men uden Brug af
Vakuum ell. Tryk. Træet koges blot i
Opløsningen (der er ret svag), hvorved Luften uddrives
og Æggehvidestofferne koagulerer. I det
imprægnerede Træ er der intet Sukker at se
under Mikroskopet, det menes at være kemisk
optaget af Cellevæggene. Behandlingen varer i
Reglen flere Dage, hvorefter Træet tørres i et
Tørrekammer. Prisen er som for
Olieimprægnering. Det imprægnerede Træ lader sig lige
saa let bearbejde, male og polere som
uimprægneret. S. bruges baade til Brolægningsklodser,
Jernbanesveller og Ledningsmaster. Ved at
sætte giftige Stoffer til Vædsken kan man ogsaa
forhindre Insektangreb.
E. Su.
Sukkerkalk, d. s. s. Kalciumsaccharat, se
Saccharater.
Sukkerkistetræ, se Cedertræ.
Sukkerkul, rent Kulstof fremstillet ved
Glødning af Rørsukker uden Luftens Adgang;
se Kul.
(O. C.). S. P.
Sukkerkulør, se Kulør.
Sukkerlokning. For at hidlokke Insekter
bruger man at besmøre fritstaaende Træer med
Sirup ell. lgn. sukkerholdige Stoffer. S.
anvendes især over for Natsommerfugle (Agrotis o. a.)
og er bleven brugt ved Insektangreb.
C. W-L.
Sukker-Løn, se Acer.
Sukkermajs, se Majs.
Sukkerpalme, se Arenga.
Sukkerraffinaderi, se Sukker.
Sukkerrod, se Mærke.
Sukkerroe (Beta vulgaris saccharifera),
toaarig Urt af Bedeslægten (se Beta, S. 125),
der dyrkes for at udvinde Sukker af Roden.
Den er meget nær beslægtet med (er kun en
særlig Varietet af samme Art som) Runkelroen,
fra hvilken den navnlig adskilles ved, at Roden
er mindre, helt underjordisk, hvid, omtr.
kegleformet, samt ved sit høje Sukkerindhold, indtil
c. 20 % af Hovedrodens Friskvægt. Den
kræver frugtbar, sund, lermuldet Jord, rigelig
Gødning samt høj Sommervarme for at give fuldt
Udbytte. Saaningen foregaar i sidste Halvdel
i April. Udsædsmængden er 20 à 25 kg Frø
pr ha. Afstanden mellem Rækkerne er 40 à 45
cm; Planterne i Rækken udtyndes til højst 25
cm Afstand. Sommeren igennem holdes Jorden
ren og løs. Optagningen foregaar hovedsagelig
i Oktbr.
Tanken om at udvinde Sukker af Roer
(Runkelroer) gaar tilbage til før Midten af 19. Aarh.,
idet den tyske Kemiker A. S. Marggraf 1747
offentliggjorde Undersøgelser, der viste, at
Roer indeholdt en betydelig Mængde Sukker,
der kunde uddrages og fremstilles i
Krystalform. Godsejer Franz Achard fra
Schlesien anstillede i 1780’erne sammenlignende
Dyrkningsforsøg med forsk. Roesorter og fandt,
at den hvide Schlesiske Roe (en Runkelroesort
 |
| Sukkerroeløsner med enkelt Skære. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
