Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sumer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grammatiske Forbindelser. Udredningen af disse er
stadig i Gang, nylig især fremmet ved Arno
Poebel’s Grammatik (1923), hvorom den
videnskabelige Drøftelse utvivlsomt længe vil samle
sig.
Ved (som allerede Oppert 1875) at kalde det
ikke assyriske Sprog »sumerisk«, og ikke som
de gl. Assyriologer »akkadisk«, følger man de
semitiske Babyloneres Sprogbrug: Hammurabi
af Babylon »lod Lyset opgaa over Sumererens
og Akkaderens Land«, d. v. s. over Sumererne
i den sydlige og Akkaderne i den nordlige Del
af Omraadet mellem Babylon og Havbugten.
Sumererne kaldte selv deres Del »Kengi«,
»Landet«, et Ord som muligvis ad lydlig Vej
blev til Semiternes »Shumer« (og Hebræernes
»Sinear«?). Deres Sprog er som nævnt aldeles
forsk. fra det semitiske »akkadiske« (herunder
»babylonsk« og »assyrisk«). Det er af den
saakaldte agglutinerende Type; det har intet
grammatisk Køn, anvender Postpositioner i St f.
Præpositioner m. m. Det naar sin
ejendommeligste Udformning ved Verbernes Udstyr med
Forled, der refererer sig til de forskellige
Sætningsdele. »Han førte Gudens Billede ind til
ham i Templet« er = Gudens Billede ind i
Templet, han - til ham - derind - førte. Sprogets
Slægtskabsforhold er ikke opklaret; før var en
Henførelse til kinesisk ell. tyrkisk Æt populær;
efter den nøjere Indtrængen i dets Grammatik
har man søgt at paavise Forbindelse med
kaukasiske Sprog.
Ogsaa m. H. t. Sumerernes etnologiske
Bestemmelse befinder vi os i Uvidenhed.
Monumenterne viser i gl Tid en undersætsig,
førladen Type, med et løjerligt, fugleagtigt
Fysiognomi; den synes vidt forsk. fra den semitiske,
men den er ikke gengivet med en saadan
Præcision, at der kan drages nogen sikker Slutning
om etnologisk Slægtskab. I de sidste Aar har
man ved Udgravninger af de ældste Bosteder
(Kish Ø. f. Babylon) lagt Vægt paa at samle
Kranier og Kraniedele med en antropologisk
Undersøgelse for Øje, som altsaa endnu er i sin
Vorden. Efter den gængse Opfattelse vandrede
Sumererne ind i Mesopotamien fra Bjergene
mod Ø.; maaske var det snarere fra SØ.,
eventuelt fra Indiens Højland. De opførte mægtige
Murstenskolosser ved deres Templer, med
Navne som »Bjerghus« o. l., hvilket menes at
vise, at man i det flade Land ønskede at give
Guderne en Bolig som den, de havde forladt i
Bjergagnene. At de ikke var autochthone, er vist
utvivlsomt, da der i de ældste Lag er paavist
en Keramik under, ɔ: ældre end, og forsk. fra
den sumeriske — derimod stemmende med den
ældste i Susa. Men hvornaar Indvandringen
fandt Sted, ved vi ikke. Om der dengang var
en semitisk Befolkning til Stede, som især Ed.
Meyer har hævdet, er endnu Genstand for
Diskussion, men det er givet, at vi med
det voksende Kendskab til den ældste Tid
møder Semitter levende Side om Side med
Sumererne paa stedse tidligere Tidspunkt. Alt
tyder paa, at deres egl. Tilhold var de sydlige
Egne, men de har bredt sig mod N.; saaledes
residerede det første sumeriske Dynasti efter
Vandfloden i Kish, og sumeriske Oldsager er
fundne i dybe Lag i Assyriens gamle Hovedstad
Assur.
Det semitiske Element fik endelig Overhaand
med Kong Hammurabi af Babylon, c. 1950 f. Kr.
Forud derfor ligger 1, maaske 2 Aartusinders
sumerisk Historie. Af en særlig Grund kan vi
ikke endnu skrive denne paa tilnærmelsesvis
fuldstændig Maade. Forskelligt fra, hvad
Forholdet overvejende er med det senere
Babylonien og Assyrien, var der i dette Tidsrum ikke
nogen enkelt Hovedstad, hvis Udgravning kunde
give os Adgang til et Arkiv med Aarhundreders
Dokumenter samlede der. Kun periodevis var
en enkelt Bys Regenter i Stand til at beherske
»Landet«, ɔ: det samlede sumeriske Omraade;
ellers var det i Hænderne paa rivaliserende
By-Kongedømmer. De senere officielle Lister
tæller 20 Dynastier mellem Vandfloden og Tiden
c. 2000. De ældste var i Kish, ejendommeligt
nok altsaa mod N.; Byen havde ialt 4 Dynastier.
Saa følger Uruk (ialt 5), Ur (3), et semitisk i
Agade (Akkad) o. a. Af disse Lokaliteter er
ingen helt og systematisk udgravet. Først i
Aarene efter Verdenskrigen har British Mus. i
Forbindelse med University of Pennsylvania
paabegyndt en fuldstændig Udgravning af Ur,
og en Oxford Rigmand og Akademiker sammen
med Field Mus. i Chicago en tilsvarende i Kish.
Paa den anden Side nævner de dynastiske
Lister overhovedet ikke Byerne, som laa under de
Ruinhøje, der hidtil har bidraget mest til
Kendskabet til sumerisk Kultur, nemlig Lagash,
hvor der gravedes af E. de Sarzec og Cros, hvis
Fund beskreves fremragende af Léon Heuzey,
og Nippur, hvis delvise Afdækning skyldes
University of Pennsylvania. Disse Byers Bet.
ligger da i første Række øjensynligt paa andet
Omraade end det storpolitiske: Nippur (midt
i Landet Sumer—Akkad) var det enestaaende
Centrum for den fælles Gud Enlil’s Kultus,
Lagash (SØ. f. Nippur) repræsenterer paa
typisk Maade Bykongedømmet, — gennem lang
Tid optaget af Rivalisering med Nabobyen
Umma, men samtidig fostrende Fyrster, hvis Sans
for Religion og Kunst har gjort dem til nogle
af de mest karakteristiske Skikkelser i S.’s
Historie.
Blandt Regenterne i Lagash var Fyrst
Eannatum, der kuede Umma og fremstillede
Begivenheden paa sin berømte »Stele med Gribbene«;
han var tillige militært virksom i Akkad og
Elam. Endvidere Urukagina — vistnok af jævn
Byrd — der paa et Tidspunkt, da Funktionarisme,
Skattetryk og Rets-Usikkerhed blev utaalelige,
stillede sig paa Menigmands Side og
gennemførte en radikal Reform paa disse Omraader.
Disse saavel som alle andre Fyrster af Lagash
var ivrige Bygherrer. En af de ældste, Ur-Nina
(c. 3000 f. Kr.), afbilder sig som Murer med
Materialekurven paa Hovedet, i Spidsen for sin
Familie, paa flere Relieffer. Berømtest er
maaske den senere Gudea (c. 2400), hvis Statuer
(9 i Louvre. 1 i Glyptoteket i Kbhvn, flere i
Privatbesiddelse foruden Brudstykker) hører til
det mest karakteristiske i sumerisk Kunst. De
store materielle Krav, hans utrættelige
Tempelbyggeri stillede, fyldestgjordes ved
Handelsekspeditioner, der naaede fra Elam i Ø. til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
