Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sumer - sumerisk - Summa appellabilis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Middelhavet i V. Han beskrev sin Restaurering af
Byguden Ningirsu’s Tempel paa to store
Ler-Cylindre, der er det største sumeriske
Sprogmindesmærke, vi kender.
Nippur var, som det berørtes, Centret for den
sumeriske Fællesguddom Enlil’s Kultus. Senere
babylonske Konger kappedes med sumeriske og
akkadiske Fyrster i Omsorg for den gl. Guds
»Bjerghus«, saa at Gravningen i Nippur har
bragt et interessant Længdesnit ned gennem
S.’s Akkad’s og Babylons religiøse Historie.
Den ny Udgravning af Ur (med Nabohøje) har
allerede bragt os den ældste kendte historiske
Indskrift: »Nin-Khursag: A-annipadda, Konge
af Ur, Søn af Mesanipadda, Konge af Ur, har
bygget et Tempel for Nin-Khursag«. Dette
første Ur-Dynasti kan sættes til engang i 4.
Aartusindes anden Halvdel. Paa dette tidlige
Tidspunkt har der altsaa været et Dynasti i
Spidsen for et organiseret Samfund, der har haft et
udviklet Skriftsystem og en udformet Teologi,
som lægger sig for Dagen i Kongens Opførelse
af Frugtbarhedsgudinden Nin-Khursag’s
Tempel, hvis Arkitektur viser en lang foregaaende
Udvikling ogsaa paa dette kulturelle Omraade.
Fra Uruk stammede den store Erobrer
Lugalzaggisi (c. 2650), der besejrede Urnkagina af
Lagash, underlagde sig hele S. og Akkad, men
selv maatte give Plads for det semitiske
Dynasti af Agade (Akkad), med Kongerne Sargon,
Naram-Sin og Shar-kali-sharri; disse var ogsaa
i Besiddelse af Magten i det samlede Land, men
brød ikke, som Hammurabi senere, med det
store sumeriske Dogme: Guden Enlil’s
Supremati. Efter dette Dynasti og en Periode med
Landets Oversvømmelse med uciviliserede
Horder fra Ø. fik Sumererne — henimod Slutn. af
deres Eksistens som politisk Faktor — en baade
politisk og økonomisk Renæssance med det 3.
Dynasti i Ur, c. 2300 (Ur-Nammu, Shulgi).
De sumeriske Fyrster kalder sig isak (eller
patesi) og lugal. Kongetitelen — lugal — fører
de oftest, naar de tillige var Overherre over
andre, lokale Fyrster i Lensforhold til
Suverænen; isak var de alle i Forhold til deres
respektive Guddomme.
En Centralisation, hvorved den kgl.
Myndighed udøvedes gennem Embedsmænd, i St f. at
delegeres til Lensmænd, gør sig gældende under
det semitiske Dynasti af Agade (Sargon’s),
hvorimod det sumeriske System genoptoges
under det 3. Ur-Dynasti. Fyrsteværdigheden
arvedes ofte; Dronningen kunde indtage en betydelig
Stilling og bestyre store private Besiddelser.
Fyrsten administrerede gennem en Række høje
Funktionærer: Vesir, Intendant, Arkivar,
Overgeneral, Dommer. Befolkningen nomadiserede
ikke længere. Som Husdyr holdtes Æsel, Okse,
Faar, Ged og Svin (vistnok ikke Hest).
Markerne — baade Fyrsters, Templernes og Privates —
vandedes ved vidtforgrenede Kanalanlæg og gav
indtil 70 Fold; Bygget og Hveden udnyttedes i
Bageri saavel som i Bryggeri. Store
Palmelunde gav Dadler, og Sesammarker leverede
Olien, der var uundværlig i Diæt og Hygiejne,
Kultus og Medicin. Fiskeri dreves baade i
Floderne og paa det aabne Hav. Af Industri var
f. Eks. Vævning af Betydning. Sumerisk Skulptur
er allerede omtalt, Kunsthaandværket frembragte
en saa skøn Ting som Entemena’s Sølvvase og
de mange skaarne Signet-Ruller, som var
uundværlige for Menigmand, der med dem
»underskrev« Kvitteringer og Kontrakter. Til
Husbygning fandtes Leret i uudtømmelig Mængde; i
finere Øjemed maatte Sten, Tømmer og Metal
importeres; Gudea’s Ekspeditioner naaede, som
nævnt, fra Elam til Middelhavet. Sumererne
delte Døgnet i 12 Dobbelttimer; og Cirklen i
360°. De var ikke uden krigerske
Tilbøjeligheder, men de var ikke som Assyrerne
Specialister i Udøvelse og Udmaling af Krigens
Blodgerninger. Kulturelt — religiøst og økonomisk
— Virke optog dem i højere Grad. De er
Ophavsmænd til Kileskriften, som overlevede dem,
tilegnet af Babyloner og Assyrer, Elamiter og
Hetiter; de frembragte en Litteratur, der
overvejende er religiøst bestemt. De havde en »Bog«
med en kortfattet, fortløbende Beretning om
Verdens Skabelse og den store Vandflod, med
Kong Ziusuddu, der reddede sig ud af den i sit
»store Skib«, — og en omfattende kultisk Poesi.
Deres Skrivekunst og deres Skrivemateriales —
Lerets — Holdbarhed skylder vi ogsaa
Kendskabet til en enorm Mængde Arkivalier:
Grundstensdokumenter, Kontrakter, Bogføringer,
Kvitteringer o. l.; sumeriske Vendinger for slige
Dokumenter brugtes af Babyloner og Assyrer
gennem hele deres Historie. Disse sidste var
ogsaa i deres religiøse Synsmaade og Praksis i
høj Grad afhængige af deres sumeriske
Forgængere; ogsaa disse har maaske haft den
samme, man skulde synes overvældende Følelse
af uberegnelige ell. Ildesindede Magters
uafladelige Indgriben i Menneskets Skæbner og dyrket
de magiske Virkemidler derimod. Men deres
Livssyn synes at have været lyst; de har haft
Bevidstheden om gennem Bøn og Ofre at have
de endnu større Gudemagter paa deres Side,
og det »lange Liv« er Gudea’s stadig udtalte
Ønske. Imidlertid er det endnu næppe muligt
nøje at udrede de sumeriske og semitiske
Elementer i »babylonsk« Religion, men den
sumeriske Indflydelse kan vistnok vanskeligt
overvurderes. (Litt.: Budge, The Rise and
Progress of Assyriology [Lond. 1925]; Weissbach,
»Die sumerische Frage« [Leipzig 1898]; E. de
Sarzec, Découvertes en Chaldée, I—II [med
Bidrag af Amiaud og Heuzey] [Paris
1884—1912]; Thureau-Dangin, »Die sumerischen
und akkadischen Königsinschriften« [Leipzig
1907]; Grammatikker af Langdon [Paris
1911], Delitzsch [Leipzig 1914], Poebel
[Rostock 1923], Deimel [Roma 1924];
Glossar af Delitzsch [Leipzig 1914]; Gadd, A
Sumerian Reading Book [Oxford 1924];
Langdon, Excavations at Kish [Paris 1924]; The
Antiquaries Journal III, IV, V [London]; H.
Frankfort, Studies in Early Pottery of the
Near East, I [Lond. 1924]; Ed. Meyer,
»Sumerier und Semiten in Babylonien« [Berlin 1906];
F. Poulsen, »Den gl. Orients Kunst« [Kbhvn
1924]; L. W. King, A History of Sumer and
Akkad [Lond. 1910]; B. Meissner, »Babylonien
und Assyrien«, I—II [Heidelberg 1920—25]).
O. R.
sumerisk, se Sumer.
Summa appellabilis (lat.), Appelsum. Under
vort ældre Processystem var Adgangen til
at appellere en Dom i Almindelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
