Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Surtshellir - Survilliers - Survival - Surya - Sus - Susa )By i Italien) - Susa (Oldtidsby i Persien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog er Væggene paa de to Aabninger lodrette,
saa man ikke kan komme ned; der findes flere
Sidehuler, smaa frosne Søer o. s. v. Gulvet er
alle Vegne dækket af nedfaldne store, kantede
Klippeblokke, hvorover det er ret vanskeligt at
komme frem. Hulen har øjensynlig i lang Tid
tjent som Afløbsrende for den glødende Lava,
efter at Lavastrømmens Overflade var
størknet. (Se Surt). (Litt: M. Thórðarson,
»Skirnir« [1910]).
(Th. Th.). B. Th. M.
Survilliers [syrvi’lie], se Bonaparte, J.
Survival [sə’va^ivə£] (eng.) (Rudiment,
Levn kaldes i Folkemindeforskningen Mindet
om svundne Tiders Skik ell. Tænkemaade, naar
den opr. Mening ell. Sammenhæng er glemt.
Baade daglig Skik og Folkedigtning indeholder
i stor Mængde »Levn« fra svundne Tiders
Synskreds. Hyppig er det et »uforstaaet Levn«, f.
Eks. naar man banker i Bordet for at afværge
Ulykke, ell. Sognefolket bliver ved at bøje
Hovedet foran det Sted, hvor et Helgenbillede har
haft Plads. Der kan endnu oftere træffes et
»misforstaaet Levn«, f. Eks. naar Offeret af
det sidste Neg ell. af Juleneg siges at være
givet til Fuglene, medens det i ældre Skik gives
til et ell. andet overnaturligt Væsen. Smgl.
Levn. (Litt: A. Olrik, »Nogle
Grundsætninger for Sagnforskning« [1921], S. 103—5).
(A. O.). H. El.
Surya, i den ind. Mytologi Navn paa Solen
og Solguden og som saadan i de senere
Fremstillinger næsten identisk med Savitar; i de
ældste Forestillinger holdes de to Solguder dog
for det meste ude fra hinanden. I Rigveda er
10 Hymner henvendte til S.; han følger efter
Morgenrøden paa sin gyldne Vogn, der
trækkes af de 7 rødgule Heste, og for hans mægtige
Lys blegner Stjernerne og sniger sig bort som
Tyve. Intet undgaar hans skarpe Blik, hverken
Ret ell. Uret, og han bevogter de Frommes
Færden. Jfr i øvrigt Savitar og den her
anførte Litteratur.
D. A.
Sus, se Svin.
Susa, By i det nordvestlige Italien, Provins
Torino, ligger 52 km VNV. f. Turin paa højre
Bred af Dora Riparia, 501 m o. H. ved Foden
af Roche-Melon, der i en Halvkreds omgiver
Byen. (1911) 4800 Indb., der væsentligst er
fransktalende. S., der ligger ved en Sidelinie
til Mont-Cenis-Banen og ved den gamle
Landevej over Mont Cenis, blev forhen betragtet som
en Nøgle til Piemont, og dens Fort (Brunetta),
der 1796 sløjfedes af Bonaparte, spillede en stor
strategisk Rolle. Efter Mt Cenis Tunnelens
Anlæggelse er dens strategiske Bet. blevet endnu
større, og den er derfor blevet befæstet med
talrige, moderne, stærke Forter, der dels
behersker Tunnelens Munding, dels de forsk.
Alpeovergange i Nærheden. Den har Garnison af
Alpetropper og er Sæde for en Biskop. Byen,
der har snævre, krumme Gader, udmærker sig
ved sin Domkirke San Giusto, ved sine Ruiner
af Markgreverne af S.’s Stammeslot samt ved
en 13,5 m høj, 12 m bred og 7,3 m dyb rom.
Triumfbue med korintiske Søjler paa Hjørnerne
og med en Frise af Offerscener; den staar nu
omgivet af et Anlæg og skal ifølge Indskriften
være rejst i Aaret 8 f. Kr. til Ære for Kejser
Augustus. Yderligere findes i S. nogle Klostre
samt Gymnasium og tekn. Skole. Allerede i
Oldtiden var S., der hed Segusio, af strategisk
Vigtighed. Fra 575 til Slutn. af 9. Aarh. hørte
S. til Frankernes Rige. 1174 blev den erobret
og brændt af Kejser Frederik I. 1629, 1690 og
1704 indtoges den af Franskmændene, der
endelig mistede den 1707. I S. blev 1629 sluttet
Fred mellem Frankrig og England. I
Nærheden af S. ligger Fortet Exilles, der
behersker Vejen over Mont Genèvre, samt
Landsbyerne Avigliana, der har et gammelt Slot,
og Ambrogio di Torino med det berømte
Benediktinerkloster San Michele della
Chiusa ell. La Sagra.
(H. P. S.). C. A.
Susa, Grækeres og Romeres Navn paa en
Oldtidsby i det sydvestlige Persien, fra
Dareios I’s Dage en af de oldpersiske Kongers,
Achæmenidernes Residensstæder, særlig om
Vinteren. S., som i Biblen og hos Assyrere og
Babyloniere kaldes Susan (ell. Shushan),
synes i de Indfødtes Sprog at have hedt Susun.
Byen laa omtr. 250 km nordlig for det nuv.
Udløb af Shat-el-arab (efter de gamle gr.
Geografer 2000 Stadier fra Havet) og 200 km
nordlig for Basra. Stedet er nu ubeboet, men
mægtige Ruinhøje, der bærer Navnet Sus ell. Shush,
vidner om, at her fordum har ligget en stor
By. Ruinerne findes mellem Floderne Kerkha
og Disful, i Oldtiden vistnok kaldede Khoaspes
og Ulai (Eulaios), nær Bredden af en mindre
Flod ell. Bæk, Shâur, der falder i Disful.
Umiddelbart ved Shâur findes en Helgengrav, i
hvilken Profeten Daniel siges at ligge begravet. Af
ass. og bab. Indskrifter erfarer vi, at S. fordum
var Hovedstad i et eget Rige (Elam, s. d.), der
tidlig havde hævet sig til en ikke ringe Kultur
og Magt, saaledes at Byens Herskere kunde
tage Kampen op først med Kongerne i
Babylonien og siden med Assyrerne. Af gr.
Forfattere faar vi en Del Oplysninger om Byens
senere Skæbne (den omtales først af Aischines),
ligesom senere af arab. Forfattere. I de sidste
Aar er vor Kundskab om S. blevet betydelig
forøget ved Udbyttet af de systematiske
Udgravninger, som har fundet Sted i Ruinerne. De
første Undersøgelser skyldes Loftus og Churchill,
der 1851 stødte paa Rester af et stort Palæ og
derved paaviste, at det gamle S. havde ligget
her. 1884—86 foretoges systematiske
Udgravninger i Ruinerne af Perserkongernes Palads
under Ledelse af Marcel Dieulafoy og hans
Hustru; Udbyttet var storartet. Bl. a. fremdroges
større sammenhængende Rester af Vægge,
opførte af emaillerede Mursten, der dannede
Dekorationer i Bygningens Pragtsale. Paa en af
Friserne saa man Rækker af Krigere, paa en
anden Løvefigurer. Disse mærkelige
Mindesmærker, som Ægteparret Dieulafoy har
udgravet, udgør nu nogle af de største videnskabelige
og kunstneriske Skatte, som ses i Louvre-Mus.
i Paris (Afb. af et Par af de mærkeligste Fig.
i »Tidsskrift for Kunstindustri«, VI, S. 156—160,
med 2 Tavler [Jul. Lange, »Om dekorativ
Farvevalg«] og IX, S. 188 [Jul. Lange, »Løven i
Kunsten«, Kbhvn 1890 og 1893]). I Nærheden
af dette Palæ, der skyldes Artaxerxes Mnemon
(405—539), som byggede paa et Sted, hvor
Dareios I tidligere havde opført en Bygning,
fandtes en anden Bygning, hvis Loft var baaret af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
