Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Klima) - Sverige (Plante- og Dyreverden)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Maalingerne i S., at Nedbøren under i øvrigt
lige Forhold tiltager betydelig med Højden over
Havet, og da de fleste Iagttagelsessteder ligger
i det mere beboede Lavland, er flere af de
ovennævnte Tal sikkert i Virkeligheden for
smaa. Iagttagelser fra de senere Aar synes at
udvise, at Skovene bevirker en mindre
Forøgelse af Nedbørsmængden. Nedbørens aarlige
Periode er ret tydelig udpræget, saaledes at
S.’s Klima udmærker sig ved Sommer- og
Efteraarsregn med forholdsvis Regnfattigdom fra
Senvinteren til Forsommeren. Hovedmaksimum
indtræffer i de fleste Landskaber under
Eftersommeren, hvorpaa der i Oktober følger et
sekundært Maksimum. I de mest maritime
Landskaber som Gottland og Skåne bliver dette
sidste imidlertid Hovedmaksimum og det
tidligere i Stedet sekundært. Endelig viser sig paa
Kysten af Bottenviken endnu et svagere
sekundært Maksimum i Maj. Haglbyger i Forening
med Tordenvejr er ikke ganske sjældne; de
skal indtræffe med en aarlig Middelhyppighed
af 11, Tordenvejrene aftager i Almindelighed
mod Nord og Øst og fra Indlandet mod
Kysterne. Den Egn, der har de fleste Tordenvejr, er
Älvsborgs Län, den med de færreste er
Jämtland. Sne falder der hver Vinter i hele S.;
men den Tid, under hvilken Jorden er
snedækket, veksler betydeligt fra Landskab til
Landskab og fra det ene Aar til det andet. I
Skåne ligger Snedækket i Gennemsnit paa
aaben Mark blot 50 Døgn aarlig, i Mellemsverige
og Småland 100—110 Døgn, i det sydlige
Norrland 140—170 Døgn og i det nordlige Norrland
170—210 Døgn. Under den strenge Vinter
1880—81 laa Snedækket i Stockholms Län 166 Døgn,
men i den milde Vinter 1881—82 blot 33 Døgn.
Som Regel ligger Snedækket længere i Skov
end paa aaben Mark og med en Tidsforskel af
2—15 Døgn. I S.’s Skovhusholdning spiller
Snedækket en vigtig Rolle, idet Slædeføret i saa
høj Grad letter Tømmerkørselen, og en
Barvinter anses derfor i flere Landskaber som en
næsten lige saa stor Ulykke som Misvækst.
Snegrænsen ligger i den nordlige Del af
Fjeldkæden ved 1000—1300 m Højde over Havet, i den
sydlige Del 1500—1600 m over Havet.
Indsøernes Isdække varer i Gennemsnit i det sydlige
S. 115 Døgn om Aaret, i det mellemste 150
Døgn og i det nordlige 200 Døgn eller endnu
mere. Islægningen finder i det sydlige og
mellemste S. Sted i November eller December og
i det nordlige Norrland allerede i Oktober, og
Isen bryder op i April mod Syd og i Maj eller
Juni mod Nord. I de omgivende Have er
Isforholdene af stor Betydning for Skibsfarten.
Paa Vest- og Sydkysten kan der kun under
meget strenge Vintre indtræde en Hindring og
da hyppigst ved Drivis. Fra Kalmar Län til
Ålandshavet er det kun i meget strenge Vintre,
at der lægger sig Is paa Østersøen udenskærs;
men det er ogsaa kun i yderst milde Vintre, at
Sejladsen paa Havnene foregaar uden
Ishindring. Under meget strenge Vintre ligger
Ålandshavet med farbar Is. Bottenhavet er hver
Vinter tilfrosset ved Kysterne, men yderst
sjælden, om nogen Sinde i den mellemste Del, og
Søfarten er som Regel afbrudt fra Slutningen
af November til Begyndelsen af Maj. Dog har
Härnösands Havn enkelte Vintre været isfri.
Norra Kvarken er gennemsnitlig hvert tredie
eller fjerde Aar belagt med farbar Is, hvorimod
Bottenviken i Reglen er tilfrosset hver Vinter
fra Midten af November til sidste Halvdel af
Maj.
Plante- og Dyreverden.
I Henseende til Plantevækst kan S. inddeles
i 5 Omraader: Fjeldregionen, Birkeregionen,
den nordlige Naaleskovsregion, den sydlige
Naaleskovsregion ell. Egeregionen og
Bøgeregionen. Forskellighederne mellem Planteverdenen
i de forskellige Regioner betinges først og
fremmest af Klimatforholdene, hvorimod de
Forskelligheder, der findes mellem forskellige
Steder inden for samme Region, hovedsagelig
afhænger af Jordbundsforhold og Plantedækkets
Udviklingshistorie.
Fjeldregionen, hvis Hovedkarakter er
Manglen paa Trævækst, indskrænkes til de
højeste Dele i det nordvestlige S., hvor den
indtager dels et større Omraade, der med faa
Afbrydelser strækker sig langs Rigsgrænsen fra
Landets nordligste Del til Härjedalen og
Dalarne, dels isolerede Bjergtoppe Øst og Syd
herfor. Den nedre Grænse indtræder, hvor Birken
danner en sammenhængende Vegetation, der
straks naar Mandshøjde. I det nordlige S.
ligger denne Grænse c. 500 m o. H., men stiger
til 950 m o. H. i Regionens sydlige Del. Paa de
Strækninger, hvor Sneen før Midsommer er
bortsmeltet, og Jorden er tør, hersker
Fjeldheden, der udmærker sig ved et
sammenhængende Bunddække af Laver og Mosser og en
tyndere Bevoksning af Dværgbuske som
Blaalyng (Phyllodoce coerulea), Loiseleuria
(Azalea) procumbens, Melbærris (Arctostaphylos
alpina), Fjeldpryd (Diapensia lapponica), Revling
(Empetrum nigrum) og Tyttebær (Vaccinium
vitis idæa) og Urter som Frytle (Luzula
spicata), Siv (Juncus trifidus), Pileurt (Polygonum
viviparum), Skovstjerne (Trientalis europæa)
samt hist og her Arter af Star (Carex). Andre
Steder, hvor Jorden hele Sommeren er opblødt
af Smeltevand, optræder Fjeldmo (Salix
herbacea), Rypelyng (Dryas octopetala),
Sne-Ranunkel (Ranunculus nivalis), Is-Ranunkel
(Ranunculus glacialis), Stenbræk (Saxifraga stellaris)
og Sibbaldia procumbens. Fjeldsøerne er
næsten aldeles blottede for Blomsterplanter. I
Fjeldregionens nedre Egne forekommer særlig
omkring Fjeldbækkenene tætte Pilekrat (Salix
lanata, glauca, lapponum og phylicifolia),
hvorimod disse paa de mere tørre Steder erstattes
af Dværgbirk (Betula nana) og Ene (Juniperus
communis s. nana).
Birkeregion en karakteriseres ved
Skove, bestaaende af Birk (Betula odorata) tillige
med Bævreasp (Populus tremula), Hæg
(Prunus padus) og Røn (Sorbus aucuparia). Den
danner neden for Fjeldregionen et meget
uregelmæssigt Bælte, der længst mod Nord, hvor
Birkeregionen er bedst udviklet; naar en Bredde
af 30 km, medens den i Syd lidt efter lidt
afsmalner indtil en Bredde af nogle Hundrede
Meter. Dets nedre Grænse, der anses at ligge
der, hvor Naaletræer mere almindeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
