Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne Forandring er mere gennemført i
Svealand end i de sydligere Dialekter. Gennem
Tilslutning til dem og til den ældre Skrifttradition
skrives oftest ogsaa i Svealand mod Udtalen
fallit, folkit, hvilket kan føre til, at t indsættes
ogsaa i saadanne Ord, hvor det aldrig har hørt
hjemme, f. Eks. leffnat, Levned, met med (smlg.
ældre oldsv. lifnaþer, mæþ).
I Henseende til Ordbøjningen karakteriseres
denne Periode ved en stedse mere tiltagende
Opløsning af det gl. Formsystem, hvilken røber
sig overvejende paa samme Maade som i den
nærmest foregaaende Tid, men i langt større
Udstrækning. I saa Henseende er der
imidlertid stor Forskel mellem de forsk.
Litteraturarter. De religiøse Vadstena-Haandskrifter
bibeholder endnu sent, ved Periodens Slutning,
mange Oldtidstræk. I Substantivernes Bøjning
falder Nom. og Akk. sammen, hvorved i Reglen
Akkusativens Form bliver den sejrende,
saaledes tiuf »Tyv«, mod det ældre þiuver. I svage
Subst. sejrer snart Nominativen, snart
Akkusativen, f. Eks. loghe ell. logha Lue, men de kan
ogsaa beholde den gl. Kasusveksling. I Plur.
Nom. savnes oftest r-et, hvorved Nom. bliver
lig med Akk., f. Eks. hästa Heste. Tab af r i
Endelser var et östgötisk Træk, hvis store
Almindelighed i denne Periode vidner om denne
Dialekts Indflydelse paa Litteraturen. Henimod
Periodens Slutn. genindføres r i visse Skrifter
og da ogsaa i Akk. Akk. erstatter ogsaa andre
Kasusformer, Dativen og tillige for en Del
Genitiven. Lgn. Forandringer indtræder i Bøjningen
af Ajektiver og Pronominer. I personlige
Pronominer er der sket Sammenfald af Dat. og Akk.
allerede i foreg. Periode: mik (nu migh) for
mær og mik; honum hænne (Dat.) for honum,
han og hænne, hana. Nye Pronominer er komne
i Brug: thæn »den«, og en »en« anvendes som
Artikler, hvilken o. desl. benyttes som relative
Pronominer (efter tysk Mønster). I
Verbalbøjningen mærkes Dannelsen af en ny Konjugation
uden Infinitivsendelse, men med dobbelt
Fortidsmærke, f. Eks. bo, bodde, bott »bo, boede,
boet« for det ældre boa, boþe, bot. Endelsen t
i 2. Pers. Sing. Fort. bortkastes stundom, f. Eks.
thu gaff »du gav« i St f. gaft.
(Litt. over det oldsvenske Sprog: J. E.
Rydqvist, »Svenska språkets lagar« [6 Dele,
1850—83]; K. F. Söderwall, »Hufvudepokerna
af svenska språkets utbildning« [1870]; A.
Kock, »Svensk ljudhistoria« I—V, 1 [Lund
1906—23, fortsættes] [disse Arbejder behandler
ogsaa de efterflg. Perioder]; Samme,
»Studier i fornsvensk ljudlära«, I—II [1882, 1886];
A. Noreen, »Altschwedische Grammatik«
[1897-1904]; C. F. Schlyter. »Ordbok till
samlingen af Sveriges gamla lagar« [1867]; K. F.
Söderwall, »Ordbok öfver svenska
medeltidsspråket« [1884—1919, Suppl. paabegyndt
1925-26].
Nysvensk. Med Bogtrykkerkunstens
Indførelse begynder en ny Periode i det sv.
Skriftsprogs Historie. Allerede i Slutn. af 15. Aarh.
tryktes Bøger paa Svensk (den ældste er J.
Gerson’s »Aff dyäffwlsens frästilse«, oversat af
Ericus Nicolai [1495]), men først i 16. Aarh.
blev trykte Frembringelser alm., idet en stor
Del af de Skrifter, som knytter sig til
Reformationens Indførelse, spredes i trykte
Eksemplarer. De vigtigste af disse er Oversættelsen 1526
af det ny Testamente og først og fremmest den
første fuldstændige sv. Bibeloversættelse, som
udgaves 1541 af Brødrene Laurentius og
Olavus Petri m. fl. og sædvanligvis kaldes
Gustaf I’s Bibel. Sproget i denne blev af
overordentlig Bet. for det litterære Sprog (i
Særdeleshed det kirkelige) lige indtil vore Dage.
De fleste senere fremkomne Bibeludgaver lige
til ind i 19. Aarh. slutter sig nøje til denne,
endog i det ortografiske. Dens Sprog
betragtedes som normgivende og efterlignedes ogsaa i
verdsligt Forfatterskab. I Forhold til den
senere Middelalders Skriftsprog betegner
Bibelprosaen i mange Tilfælde en Fornyelse.
Sproget er befriet fra den nøje Afhængighed af
Latinen. Danismerne undgaas omhyggeligt: Inf.
af Verberne ender altid paa a, ikke e.
Udtryksmaaden er enklere og mere folkelig. Paa den
anden Side kan det ikke frikendes for en vis
Grad af Tyskeri og for en vis arkaiserende
Tendens, som navnlig viser sig i Ordbøjningerne.
En Omstændighed af Bet. er, at
Reformbevægelsen udgik fra Svea-Provinserne: dens mest
betydende Mænd var højsvenske, og deres Skrifter
blev trykte i Sthlm ell. Uppsala. Herigennem fik
disse Provinsers Talesprog mere Bet. for
Litteraturen, end det havde haft i Middelalderen.
(Det fremtræder f. Eks. i den nu alm.
Genindførelse af r i Endelser, f. Eks. hästar Heste
[Nom. og Akk.] over for det i Middelalderen
almindeligste hästa). For øvrigt viser der sig
en tydelig Udvikling i Retning af større
Konsekvens og Fasthed i Skrivemaaden, som
sikkert for en Del beror paa en bevidst Bestræbelse
hos Forfattere og Bogtrykkere for at rense
Sproget, men ogsaa delvis kan være en naturlig Følge
af Bogtrykkerkunstens tekniske
Ejendommeligheder i Sammenligning med Skrivningen med
Haanden. Nogen Ensartethed efter moderne
Maalestok opnaaedes dog hverken i
Reformationstiden ell. i de nærmest flg. Aarh.
Imidlertid gennemføres nu i Skriften saa temmelig
en Konsekvens i mange af de Forandringer,
som er indtraadte allerede i det
middelalderlige Talesprog, men i Haandskriftsproget kun
sporadisk er kommet til Udtryk, e skrives mere
regelmæssig for i i Ord som leffua leve (af
liva), ö bliver mere alm. for y, for å-Lyden (i
Middelalderen oftest skrevet a) indføres en ny
Bogstavtype (siden Ny Test. 1526), som
konsekvent benyttes i saadanne Ord som sågh »saa«
af oldsv. sa(gh), gå »gaa« af ga o. s. v. I
Endelser genindføres, sandsynligvis p. Gr. a. den
arkaiserende Tendens, det t, som i Middelalderens
Haandskrifter ofte erstattes af dh ell. d (efter
Talesproget): f. Eks. folket »Folket« for folkid(h)
eller folked(h), fallit »faldet« for fallid(h),
Former, som mere og mere bliver raadende i
Bogsproget, medens Haandskrifterne kan have
d lige ind i 17. Aarhundrede, og medens
i Talesproget Konsonanten til sidst falder
bort (i det mindste i Svea-Landskabernes
Dialekt). Uden for den religiøse Emnesfære er 16.
Aarh.’s egl. Litt. fattig og har ringe sproglig
Bet. Vigtigst er nogle Tilløb til hist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
