Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forfatterskab, bl. dem Olavus Petri’s Svenske Krønike.
Tidens Kancellisprog synes at være en
Udvikling paa Grundlag af det middelalderlige, det
undergaar ikke nogen gennemgribende formel
Omstøbning som det kirkelige Bogsprog. Det er
vedblivende meget afhængigt af Udlandet,
navnlig i det ortografiske, bibeholder til Dels det
danske e i Endelser, f. Eks. haffue have,
skriver stundom g, b, d for k, p, t, f. Eks. riigisins
Rigets, grebne for grepne grebne, flode for flote
Flaade, benytter en Mængde overflødige
Bogstaver, f. Eks. szå haffue wij, naffvn Navn,
giortt gjort, hoes hos, trende for trenne »tre«
(dansk!), jagcther Jagter (Eksempler fra
Gustaf I’s Registratur). Den udenlandske
Indflydelse viser sig ogsaa i rent grammatikalske
Særegenheder, f. Eks. Pluralis paa -er af
Neutra: riger »Riger« for det hjemlige rike (eller
riken), eller Brugen af then for han, hon. (En
omfattende Fortegnelse over Reformationstidens
og tillige 17. Aarh.’s vigtigste Litteratur findes
hos Noreen: »Vårt språk«, I, S. 137 ff.).
I det 17. Aarh. bliver Litt. righoldigere og
giver et mere mangesidigt Udtryk for Sproglivet.
Den fædrelandske Historieskrivning og
Oldgranskningen har i dette Aarh. en Storhedstid.
Skønlitteraturen, i det mindste den i bunden
Form, faar en rig Blomstring gennem
Stiernhielm, Hiärne, Columbus,
Rosenhane, Spegel, Lucidor,
Dahlstierna, Runius o. a. Det dram. Forfatterskab
dyrkes flittigt, navnlig i Aarh.’s sidste Halvdel.
De nye Litteraturarters Dyrkning krævede en
ny Formgivning og en sproglig Fornyelse. Flere
af Tidsalderens Forf. viste ogsaa særlig Omhu
for det sproglige, bestræbte sig for at berige
Modersmaalet ved Optagelse af nye Ord fra
Oldtidssproget og Dialekterne og interesserede
sig for gramm. Spørgsmaal. Hos mange
fremtræder en tydelig Tendens til at forny det
litterære Sprog gennem Tilslutning til Talesproget
(Columbus, Lindschöld, Runius). I Forbindelse
hermed viser der sig Forsøg paa en Reform af
Stavemaaden, i Retning af større Lydlighed; vi
har fra Slutn. af det 17. Aarh. Skrifter med ret
konsekvent gennemført »Nystavning«. Andre
reagerede mod de nye Moder og forsvarede
det gamle, medens de snart paaberaabte sig
Bibelsprogets Autoritet (Swedberg), snart
Sprogbrugen i det kgl. Kancelli (Hiärne). Denne
levende Interesse for sproglige Spørgsmaal gav
Anledning til den ældste gramm. Litt. over
Nysvensk. Den første sv. Grammatik blev
skreven 1684 af E. Aurivillius (men blev ikke
trykt før 1884); den er paa Latin. Den første
paa Svensk er af N. Tiällmann, 1696.
Andre sprogvidenskabelige Forf. var: Bureus,
E. Schroderus, Arwidi (»Handledning
til thet swenske poëterij« [1651]), Columbus,
Lagerlöf. De ældste Grammatikere
beskæftigede sig nærmest med Ortografien,
ved hvilken de imidlertid ikke blot forstod
selve Stavemaaden, men Sprogavlen og
Sprogrigtigheden i det hele. Derhen hørte saaledes
Spørgsmaal af Ordbøjningslæren, f. Eks. om
man burde skrive hanske »Handske« efter
nogle Dialekters Brug ell. hanska efter andre
Dialekter ell. ogsaa bøje paa bibelsk Vis Nom.
hanske, Akk. hanska, ell. om man skulde i
Skrift tillade sig forkortede Former som ha
for hafva »have, far for fader »Fader« o. desl.
Saadanne Spørgsmaal var blevne brændende
i og med Litteraturens Udvikling, ogsaa
uden for det kirkelige Omraade. Naar
Talesproget paaberaabtes som Norm, opstod det
vanskelige Spørgsmaal: hvilken Dialekt er den
bedste? I mange Tilfælde var Enighed
allerede forud opnaaet, men i andre, navnlig
saadanne, hvor de vigtigste Dialekter, i
Mälar-Landskaberne og i Östergötland, ikke stemmer
overens, herskede der stor Forvirring, og den
ene Grammatiker holdt paa sin Dialekt, den
anden paa sin. Saadanne Tilfælde var f. Eks.
det ovenn. Spørgsmaal om Bøjningen af svage
Hankønsord, hanske ell. hanska.
Kvalitetsbehandlingen (f. Eks. döma ell. dömma dømme,
mose ell. mosse Mose), -et ell. -it i Neutr. af
Adj. og Part. og i Supinum, f. Eks. taget eller
tagit taget, galet eller galit galet. Som
Eksempel paa det grammatiske, ikke blot ortografiske.
Virvar kan nævnes, at endnu 1733 i Runius’
Dudaim Ordet vecka (Uge) paa een og samme Side
findes trykt paa tre forskellige Maader: weka,
weckor, wickor.
I 18. Aarh. udvikledes yderligere det
litterære Sprog. En ny Smagsretning opstod, som
blev af Bet. ogsaa for Sprogformningen.
Gennem den franske Indflydelse indkom der
talrige franske Laaneord, og tillige stilistisk
og syntaktisk indvirkede Fransk paa Svensk
(for Eksempel hos Gustaf III og de
Forfattere, som stod ham nær [Kellgren, Leopold]).
For Prosastilens Udvikling i 18. Aarhundrede
har Dalin’s Navn den største Betydning, da
han til en vis Grad er den første, som skriver
en let, naturlig sv. Prosa af Talesprogsform,
særlig i sit meget læste Tidsskrift Argus.
Som videnskabelig Forfatter fremstaar Linné.
Originale Sprogkunstnere fra Aarhundredets
sidste Halvdel er Bellman, Wahlenberg,
Kellgren, Thorild og Anna Maria
Lenngren. Den franske Smagsretning fører til
Unatur og Stivhed paa det sproglige Omraade.
Fornyelsen kom i 19. Aarh. med de saakaldte
Göter og navnlig med Nyromantikken.
De betydeligste Navne er Tegnér, Geijer,
Atterbom, senere Almqvist. Fra det 19.
Aarh.’s sidste Halvdel maa nævnes Rydberg
og Snoilsky og som Repræsentanter for en
til en vis Grad ny Smagsretning, med en rigere
og naturligere, livfuldere Stil for Øje,
Strindberg som Prosaist og Fröding som Digter
i bunden Stil. Bl. den yngre Litt.’s Digtere og
Prosaister fremtræder Heidenstam,
Karlfeldt og Selma Lagerlöf.
I gramm. Henseende gaar Skriftsprogets
Udvikling i det 18. og 19. Aarh. i Retning mod en
stedse større Enhed og Fasthed. Det 17.
Aarh.’s »ortografiske« Stridsspørgsmaal
debatteredes ogsaa i 18. Aarh. Dels ved
Grammatikernes Bestræbelser, dels ogsaa paa Grund af
Litt.’s rigere og mere almene Udvikling
opnaaedes der allerede i dette Aarh. en relativ
Fasthed i Skrivemaaden, ogsaa i de verdslige
Stilarter. Den absolut mest fremragende af
Tidens Forskere i nysvensk Sprog var Sven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
