Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
al deres Kraft ind paa Folkeoplysningsarbejde
og forbedret Undervisningsvæsen.
Teologien, der hurtig blev tør og agitatorisk
over for den frembrydende Jesuitisme og
Liturgisme, er den eneste Videnskab, som dyrkes.
Ved Siden af den religiøse Litteratur er den
verdslige mat og ubetydelig; men ogsaa her er
Olaus Indlederen. Historieforskningen faar ved
Olaus’ Krønike et dygtigt Forsøg i kritisk og
pragmatisk Skildring, og, skønt den blev
undertrykt til Fordel for Laurentius’ paa Kongens
Opfordring sammenskrevne partiske
Fremstilling, blev den dog læst og studeret i mange
Afskrifter. Men Normen for den flg. Forskning
gav dog Johannes Messenius (d. 1636)
ved sit Scondia Illustrata; Nordens ældre Tid
behandles her fantastisk-etymologisk, den
senere Tid, indtil 1616, behandles partisk og med
ængstelig Forsigtighed af Hensyn til
Partistridighederne. Historieskrivningen er i øvrigt kun
kompilatorisk og tendentiøs, og den verdslige
Litteratur blomstrer kun frem, hvor den hviler
paa religiøst Grundlag. Olaus og Laurentius var
begge Didaktikere, og dem fulgte flere
Forfattere og særlig Oversættere; først Petrus
Rudbeckius og Martinus Aschaneus forfatter
selvstændige opdragende Digte, og den sidste
udmaler Træk af Folkelivet med bred Komik.
Prosadidaktikken indledes ligeledes med
Oversættelser, hvoriblandt de grovkornede
»Marcolphus« og »Thil Vlspegel« sandsynligvis er de
ældste. Den dram. Digtning udgaar ligeledes
fra den religiøse Litteratur, idet Olaus Petri,
Hans Olffsen Rondeletius, Hastadius o. fl.
dramatiserede bibelske Legender og Fortællinger
ell. personificerede forsk. Begreber i
Moraliteter; disse uddannedes efterhaanden til som
Eksempler at vise det godes Fremgang og det
slettes Fald, og de danner saaledes en
Overgang til det verdslige Drama og til de særlige
Studenterlivsdramaer, som dyrkes i S., skrevne
paa Latin og opførte af Skoledisciple. Engelske
Skuespillertrupper lærte imidlertid Svenskerne
at uddanne et rent verdsligt Drama og en
Skuespilkunst; fra 17. Aarh. opstaar en
tendensfri dramatisk Digtning, M. Olai
Asteropherus skrev »En lustigh Comoedia vidh nampn
Thisbe«, medens Messenius tog Emner af S.’s
Historie, som han tænkte at ville dramatisere i
50 Dramaer, af hvilke han kun naaede seks,
som betegner en Stræben mod Kunstydelse, om
end der manglede meget. —
Folkevisedigtningen optræder nu kun sparsomt, og de fleste
Viser har en ren lyrisk, ofte sentimental
Karakter. Kun Digteren Lars Wivallius har
kunnet give sine Digte sikkert Særpræg; hans
erotiske Digtning er vel ikke stort bevendt, men
der er Nybrud i hans Følelse for Friheden og
i hans Naturglæde; han har ogsaa under sine
eventyrlige Farter rundt i Europa været i
Forbindelse med de der raadende litterære
Bevægelser. De hjemmeblivende Stuelærde tog ikke
hans Digtning til Indtægt, de fortsatte med
Efterligning af de latinske Lyrikere; blandt disse
vandt særlig Metrikeren Laur. Fornelius
Samtidens Beundring, hans og hans Kolleger
tilegnede sig en glimrende Udformning af det
latinske Sprog, men foragtede deres Modersmaal.
»Stormaktstiden« (1611—1718).
Trediveaarskrigen gør hele Skandinavien
delagtig i den europæiske Kultur og oplader
Sindene for mere verdslige Interesser. Særlig i S.,
der nu en Tid lang indtager en ledende
Stilling, udfoldes en rig litterær og videnskabelig
Virksomhed. Comenius, Grotius, Cartesius,
Pufendorf o. fl. berømte Lærde indkaldes og
virker sammen med en Række dygtige Svenskere.
Teologien og den deraf afledede religiøse
Digtning fortsætter ad de en Gang givne Baner og
peger ud baade mod streng Pietisme og religiøs
Indifferentisme. Bibeloversættelsesarbejdet
fortsættes sammen med Udarbejdelsen af Salmebog
og Katekismus. Selv de dygtigste Teologer,
Spegel, Svedberg o. fl., søger at fastslaa
Kirkens Sandhed og Autoritet gennem den
folkelige Undervisning, medens Univ.’s og
Gymnasiernes Undervisning gaar i mere frisindet
Retning, og ved Siden af Gejstligheden opstaar en
tænkende, selvstændig dømmende læg Stand,
der efterhaanden overtager den Omsorg for
Kulturudviklingen, som Teologerne før alene
havde raadet over. Hertil hjalp særlig det Opsving,
som Filosofien og Naturvidenskaberne havde
taget; tidligere forklaredes alle
Naturfænomener ad teologisk Vej, nu uddannedes en egen
naturvidenskabelig Skole med saa dygtige
Forskere som Rudbeck, Hoffvenius, Urban Hjärne,
Celsius o. fl., der alle (som Hoffvenius ved et
Sammenstød) vilde hævde: Et er Troen, et
andet Videnskaben. Denne opdukkende
erfaringsmæssige Videnskab fandt Støtte hos Kongerne,
til Dels fordi de virkelig nærede Interesse for
den, men særlig fordi de i Naturretten,
Statsretten og i den stærkt patriotiske
Historieforskning saa et Værn for deres Meninger og Støtte
for deres Monarki. Da saaledes Danskeren O.
Worm offentliggjorde sine Runeforskninger,
opfordrede Karl IX den svenske Runolog Bureus
til at vise, at Runekundskaben var opstaaet i
S., og 1630 udsaas to af Bureus’ Elever til at
optegne Runeindskrifter, finde gamle Lovbøger
o. m. En tredje af Bureus’ Elever, Stiernhielm,
er i sin Videnskab tillige med Loccenius,
Schefferus og Verelius Indleder af en mere besindig
Historie- og Sprogforskning, og de danner en
nøgtern Modvægt til den geniale Olaus
Rudbeck’s fantastiske Paastand om S. som
Menneskehedens Vugge. Rudbeck’s Antagelse og
etymologiske Metode fik en ikke ringe
Udbredelse i S. og vandt Tilslutning langt ind i 18.
Aarh.; men allerede Samtiden opponerede mod
ham, og Oppositionen kom særlig fra det 1667
oprettede Antikvitetskollegium, hvis Præsident
Stiernhielm var. Dette Kollegium havde til
Opgave at undersøge Oldtidslevninger, udgive
Runeindskrifter, isl. Haandskrifter, udgive en
svensk Ordbog o. s. v., og gennem sine
Medlemmer, af hvilke de vigtigste var J. Hadorph,
Cl. Arrhenius, Erik Dahlberg, Joh. Peringskiöld,
øvede det under sin Virketid en heldig
Indflydelse paa Forskningen; det gav saaledes
Anledning til, at der udarbejdedes Fortegnelse over
svenske Forfattere og deres Arbejder,
systematisk svensk Bibliografi (Joh. Heysig), og
ligeledes til at der anlagdes forsk. Samlinger,
f. Eks. af afskrevne svenske Haandskrifter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
