Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(Elias Palmskiöld), af orientalske
Haandskrifter (J. G. Sparwenfeldt) o. s. v., og denne ivrige
Samlerinteresse udvidedes gennem det flg. Aarh.
og fandt kritiske Bearbejdere i Benzelius og
Ihre. Gennem Studiet af Fortidens
Mindesmærker, Historie og Sprog gaar ogsaa hos de
nøgterne Forskere en ivrig Stræben efter at højne
Omdømmet om Fædrelandet, og paa det
retsvidenskabelige Omraade kronedes disse
Bestræbelser med afgjort Held. Karl IX og Gustaf
Adolf ordnede Retsforholdene; der oprettedes
Professurer, og i Svea Hoffrätt stiftedes en
Slags jur. Akademi til Uddannelse af Dommere
etc. Landskabslovene udgaves (af Hadorph og
Akerman), og Juristen Joh. Olai Stiernhöök
giver Studiet en sikker videnskabelig Klarhed,
som hans Elever udvikler videre og giver
Udtryk i Loven 1734. Men den ivrige Patriotisme
havde for Digterne en anden Basis; de havde
hos de klassiske Forfattere lært ny metriske
Regler, og Indøvelsen af disse paa
Modersmaalet gav dette ny Smidighed og nye
Digterværker. Der udvikledes en hidtil ukendt formel
Interesse for Poesien; efterhaanden blev
Digtningen ikke længere betragtet som Tidsfordriv,
men som en stor Kulturopgave, hvis fornemste
Maal ikke var Efterligning af Antikken, men at
gøre Digterens Sprog ligestillet med det
antikke. I formel Henseende havde Georg
Stiernhielm en Strid at udkæmpe med
den klassiske Filolog P. Lagerlöf, som ved sin
Autoritet i høj Grad indskrænkede den fri
Efterligning, idet han ønskede at udelukke
daktyliske og anapæstiske Versformer.
Stiernhielm’s Reform vandt imidlertid til sidst helt
Terræn.
1658 udkommer to betydningsfulde svenske
Digterværker, »Hercules« af Stiernhielm og
»Thet Swenska Språketz Klagemål« af
Pseudonymen Skogekär Bärgbo; de gør Epoke ved at
være verdslige, kunstnerisk udarbejdede
Værker og repræsenterer henh. en yngre og ældre
Renaissancepaavirkning. Pseudonymen (G.
Rosenhane) udgav endnu kun et Par Bind
Sonetter, medens Stiernhielm har udfoldet en saa
rig og mangeartet Produktion, at han har
stiftet Skole og med Rette faaet Navn af
Litteraturens Fader, og det, skønt den kraftige
Realisme og den Livs- og Festglædeforkyndelse,
han er Repræsentant for, først fremtræder i
sin fulde Udvikling i Digtet
»Bröllops-Besvärs-Ihågkommelse«, udg. efter hans Død; baade
hans moralsk-didaktiske og hans komiske
livsfriske Digtning fandt Efterfølgere.
Drikkevisedigterne var i Reglen tillige Salmister, og de
nærede intet højere Ønske end at skabe et
bibelsk Epos. S. Columbus, den
selvstændigste inden for den saakaldte Stiernhielm’ske
Skole, var mere følsom og mere
skønhedsdyrkende baade som verdslig og religiøs Digter, og
var den første, som gav Salmerne en tiltalende
Form; men den religiøse Digtnings Mester var
imidlertid Haquin Spegel, hvis »Gudz
Werck och Hwila« er et Læredigt, men hvis
Salmedigtning, skønt stærkt didaktisk, hører til
den svenske Kirkes mest yndede Salmer, fordi
de tillige er friske og folkelige i deres mandige
Alvor. Endnu større Yndest nød Jesper
Svedberg’s Salmer; hans Salmebogsforslag,
der forbedrede Upsala-Salmebogen af 1645, nød
den samme Skæbne som de fleste andre
Forslag: at blive underkendt, men derefter at
danne Grundstammen i den udnævnte Komités
Forslag, der 1695 anerkendtes af Kongen.
Salmedigtningen stod i øvrigt i Flor; baade den
milde, vemodige Jakob Arrhenius og den
fromme Jacob Frese, hvis religiøse og
naturbeskrivende Poemer »Passionstankar« og
»Vårbetraktelser« viser hans nære Frændskab med den
frembrydende Pietisme, giver rige Bidrag; men
selv Landets styrende Mænd digtede Salmer.
Endog Gustaf II Adolf, M. G. de la Gardie og
flere indtil Erik Lindschöld gav Litteraturen
ypperlige Salmer, hvis Skønhed og folkelige
Tone gav dem en Udbredelse, som ikke stod
tilbage for Middelalderens Folkeviser. Den
verdslige Digtning i Stiernhielm’s Mønster var som
antydet rig paa Drikkeviser, Bryllups- og andre
Lejlighedsdigte. Lars Johansson
(»Lucidor den olycklige«) var den første, der
opfattede Digtningen som et Livskald og Levebrød;
hans Lejlighedsdigte er vel ikke værdifulde,
mens hans erotiske Digtning og Drikkeviserne
forraader den virkelige Digter, og de bidrog
meget til Udbredelse af en sundere og friskere
Livsopfattelse, medens hans Benyttelse af
Antikkens Gudeverden og Baroktidens Hyrdemanér
tillige med hans af nederlandsk Kunst
paavirkede Realisme giver den flg. Litteratur ny
Former og Værdier at tumle med; heri og i formel
Henseende danner han et Mellemled mellem 16.
og 18. Aarh. Israel Holmström, der
fulgte Karl XII som Fornøjelsesraad og var
djærv og folkelig, undertiden raa og saftig i
sine Drikkeviser, var ligesom Johan
Runius udmærket Lejlighedsdigter, men Runius’
Drikkeviser er godmodig Skæmt til Selskabets
Pris, hans Bryllupsdigte er ofte platte, men
hans idylliske Digtning vidner om en sjælden
Grad af Friskhed og Livsmod, og det var ikke
med Urette, at Eftertiden længe fandt Behag i
hans Produktion. Den svenske Litteratur har
imidlertid foruden den stærkt lyriske Digtning
en mere tør, didaktisk Poesi, som Samtiden
skattede højt. Den mangler det glade Gemyt og
den friske Virkelighedsiagttagelse, men har en
pastorel Idealitet som hos Petrus
Lagerlöf ell. blot en omhyggeligere Form og større
mytologisk Apparat som hos Olaf
Wexionius og hos Tidens første Forfatterinde S. E.
Brenner. Hos hende er Stiernhielm’s Ønske:
at bøje Modersmaalet til lydigt Udtryk for
Tanken, blevet opfyldt til stor Fuldkommenhed i
Baroktidens majestætiske Stil, der kun daarlig
harmonerer med den borgerlige og trivielle
Opfattelse, som udtales. Thorsten
Rudeen gengav i sin ujævne Digtning nøje
Tidens Moderetning og poetiske Stræben, idet han
snart var moraliserende og snart blev
løssluppen sanselig, og i nogle Digte gav han
Udtryk for, at han var kommen i Berøring med
den ny Renaissancedigtning, hvis Særkende er
overdrevne Billeder, retorisk Bombast og
kunstlet Sprog. Den Marinisme, som her holdt sit
Indtog i S.’s Litteratur, naaede sit Højdepunkt
hos Kr. Leoncrona og Gunno
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
