Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremskridt, og Historieforskningen har i Geijer og
Fryxell to interessante Repræsentanter.
Oldstudiet dyrkedes med Held, og selve Litteraturen
blev Genstand for Studium, og endelig blev der
paa det politiske og jur. Omraade udført et
stort Arbejde (Järta) ved Udarbejdelse af
Grundloven 1809. Paa alle Omraader er der
Energi og Arbejdsiver; men mangfoldigst og
mest søgende og kæmperide viser dette sig paa
det litterære Omraade.
Den romantiske Livsopfattelse var fremgaaet
under Paavirkning fra tysk Litteratur, og den
svenske Litteratur holdt sig i sin første
Udvikling meget nær til den tyske, samtidig med at
den søgte at paavise og selv knytte sig til de
Udtryk for nyt Følelsesfrembud, som fandtes
hos Thorild, Lidner og til Dels Bellman, der
nu blev forgudet om end ikke helt forstaaet.
De første romantiske Stemninger opstod i to
forskellige litterære Kredse i Sthlm og Uppsala.
I Sthlm havde Bestræbelserne nærmest en
videnskabelig Karakter, Hammarsköld, Askelöf
og Agardh stiftede 1809 et »Sällskap för det
löjliga« (Pro joco) og gjorde Forberedelse til
Udgivelse af de to Tidsskrifter »Lyceum«, hvis
Prospekt straks vakte Parodi fra Wallin’s
Haand, og »Polyfem«, hvori den franske Smag
skulde latterliggøres. I Uppsala havde
Bestræbelserne en overvejende litterær Karakter, idet
Digteren Atterbom var den ledende Aand i
Selskabet »Musis Amici« og senere
»Auroraförbundet«, der havde til Formaal at foranstalte
Revolution i Litteraturen og virkelig naaede
langt, da den praktiske Palmblad traadte til
som Udgiver af Tidsskriftet »Phosphoros«
(1810—13) og »Svensk litteraturtidning«
(1813—24), som blev de kritiske Organer for den
»fosforistiske« ny Skole, medens Atterbom’s
aarlig udgivne »Poetisk kalender« (1812—22)
blev Tilholdsstedet for den ny Digtning.
Kampen med den akademiske Smag tog straks sin
Begyndelse, i »Polyfem« skæmter Hammarsköld
og Atterbom med den »tungusiske« Smag, og
retter i »Litteraturtidningen« saglige og
alvorlige Angreb mod Gustavianerne, og disse
svarede i Wallmark’s Tidsskrifter med Paavisning
af Fosforisternes Tyskeri og Hang til
Katolicisme. 1817 rejste Atterbom til Udlandet; men
Hammersköld fortsatte Kampen alene, ofte
med stor Ondskabsfuldhed, og Wallin’s
uretfærdige Anmeldelse af første Bind af hans i
Virkeligheden grundlæggende Værk »Svenska
Vitterheten« (1818) vakte hans Harme til nyt
Liv og inspirerede ham til at gøre et stort
Hovedanfald; han samlede alle Kræfter til
Udarbejdelse af et komisk Epos mod Wallmark:
»Markalis sömnlösa nätter« (1820), som vakte
stormende Jubel. Det var Upsala-Kredsens
sidste Angreb; i »Poetisk Kalender« for 1821 gives
Fredstegn, men dette æggede
Stockholmerfosforister ne til nyt Angreb, og de udgav en ny
Del af Satiren, som nu rettes mod alle
Partier. Wallmark besvarer Satiren med en
Opgørelse af Formaalet og Beskaffenheden af den
11-aarige Tvist, og saaledes sluttede den, om
end Dønninger endnu lod sig høre, og
Freden besegledes med et stiltiende Forlig mellem
dens to ypperste Stridsmænd Atterbom og
Tegnér. Denne havde ikke sympatiseret med
Fosforisternes Angreb paa Akademikerne, cg han
misbilligede deres Mystik og reaktionære
Politik, og særlig i sin Reformationstale 1817 og
Magisterpromotionsepilog 1820 angreb han de
ensidige Retninger og udtalte Ønsket om
livsglad, harmonisk Klarhed og indskærpede for
de unge Lysets og Sandhedens Fordringer;
herpaa svarede Atterbom i »Recensionsblommor«,
der sluttede med et »Fridsrop«, som forsonede
Tegnér ved sit formanende Ønske om
Endrægtighed og gensidig Respekt for forskellige
Naturgaver.
L. Hammarsköld var den kritiske Sjæl i
Fosforisternes Arbejde, han udfoldede en energisk,
skønt ofte skarp og ensidig kritisk Virksomhed;
denne blev fortsat af Palmblad, der
omtaler dem begge som de Roere, der med kort
Hvile næsten alene roede Litteraturens Pram
frem. I Forhold til deres Kritik, som
suppleredes ved Atterbom’s litterære Skrifter, var
Fosforisternes Digtning mindre betydelig.
Atterbom er den eneste selvstændige Aand, hans
spekulativt-filosofiske Digtning med det
musikalsk-mystiske Ønske at stemme Ordenes Lyd
til Supplement for Meningen var i høj Grad
subjektiv, men vakte kun Interesse hos
beslægtede Sjæle; den store Almenhed modtog
derimod Indtryk af hans senere mere harmoniske
og klare Digte. De andre Digtere af den
fosforistiske Skole, hvoriblandt de tidlig afdøde
Elgström og Ingelgren samt Sondén
og v. Zeipel, paavirkedes af hans allegoristiske
og mystiske Poesi og frigjorde sig først senere
fra den fosforistiske »Karbunkel«-Poesi for
som K. F. Dahlgren, paavirket af Bellman
og Oehlenschläger, at slaa sig løs i komisk
Digtning og frisk Foraarsbegejstring, eller som
A. A. Grafström i mild lyrisk Digtning at
nærme sig til den gl. Skole; kun enkelte
vedblev at digte i Troskab mod Skolens Program
som den elegiske J. Börjesson og Julia
Nyberg (Euphrosyne), der havde sin Styrke
i sværmeriske og følelsesfulde Smaadigte, men
ikke havde Held, naar hun forsøgte sig med
Symbolikken eller filosofiske Dybsindigheder.
Den dybere og inderligere religiøse Stemning
tolkedes smukt af Hedborn, der ved sine
Salmer paavirkede det Salmebogsarbejde, som
særlig ved Wallin’s Produktion saa Lyset 1819.
Prosalitteraturen havde en Del Dyrkere i
Romanen; Palmblad’s Noveller hensatte de
eventyrlige, idealiserede Begivenheder til
Østerland og Indien, medens Levijn satiriserede
over hjemlige Forhold, og K. F. Dahlgren’s
komiske Sans overførtes ogsaa til Noveller og
Romanproduktion, og endelig udfoldede
Udgiveren af det fosforistiske Tidsskrift »Svea« G. V.
Gumælius senere en stor Virksomhed som
Romanforfatter i Walter Scott’s Smag.
Fosforisternes Romantik med det farverige,
overmættede Sprog betegnede Tidens
kunstneriske Strømning; den sluttede i ensidig,
overforfinet æstetisk Livsopfattelse: Sammen med
den kunstneriske Stræben gik en etisk-national
Vækkelse, opstaaet som Reaktion mod
Napoleon’s Forsøg paa at udslette al national
Forskellighed. Ønsket om at kalde Fædrelandssind og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
