Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oldtidsbegejstring til Live var (1811)
Anledningen til Stiftelse af »Götiska förbundet«, og først
efterhaanden fik dette Forbund tillige den
litterære Opgave at fremme en national Kunst.
Allerede Stiftelsesaaret udgaves »Iduna, en
skrift for den nordiska fornålderns älskare«
med antikvarisk Indhold, men efterhaanden
med stadig mere rent litterært Stof, hvoriblandt
de fleste af Geijer’s Digte. Forbundets
Ophavsmand var Jakob Adlerbeth, der
betragtede dets Udvikling som sit egl. Livsmaal,
men den mest nordiske blandt dets
Medlemmer var den svenske Gymnastiks Fader P. H.
Ling. Hans Maal var Nationens Genfødelse;
derfor arbejdede han dels paa Gymnastikken,
som han satte i System og gav videnskabeligt
Grundlag, og dels paa ved sin Digtning at
fremelske Minderne om den nordiske Oldtid
med dens Kraft og Sundhed; som Digter var
han bedst i sine lyriske Ungdomsdigte, men i
den Epik og Dramatik, hvor han vil kalde den
gamle Gude- og Helteverden til Live, blev han
bred og svulstig; hans Figurer blev aldrig ret
levende, men hans vilde Kraft, Fantasi og
glødende Begejstring gav sig ofte skønne og
gribende Udtryk. Erik Gustaf Geijer var
den Personlighed inden for det oprindelige
Forbund, som øvede størst Indflydelse paa den
svenske Kulturudvikling; hans Digte gengiver
Oldtidslivet i sand, mandig og klar Form og
blev hurtig Folkets Eje; som Historiker virkede
han i samme götiske Retning, men optraadte
tillige som Filosof og gjorde et betydeligt Arbejde
til Udvikling af den Personlighedsfilosofi, som
senere udvikledes af svenske Tænkere; men
hans søgende Aand befandt sig i bestandig
Udvikling, og hans udvidede Studier førte ham
omsider (1838) til et »affall« fra den tidligere
konservative Politik, og han slog i
»Litteraturbladet« til Lyd for sine mere liberale
Anskuelser. Samtidig med Geijer virkede i Forbundet
K. A. Nicander og Bernh. v. Beskow;
men den førstes smægtende Længsel og stigende
Forkærlighed for sydlandske Emner og den
sidstes Beundring og Efterligning af Tegnér’s
Stil gjorde, at de begge hurtig blev trætte af
Göticismen; Beskow, hvis veltalende
»Minnesteckningar« er holdte i den akademiske Stil,
blev en Menneskealder igennem Akademiets
Sekretær; begge berigede i øvrigt Litteraturen
med Skuespil.
Fosforisternes og Göternes forskelligartede
Bestræbelser var i Beg. af 1820’erne trængte
saa stærkt ind i den alm. Bevidsthed, at alle
Digterne maatte tage Kending af Partiernes
Smag, og kun de allerfærreste undgik
Efterligning til den ene af Siderne; dog var enkelte
Forfattere (Neutrerna) optraadt med bestemt
Fordring paa ikke at ville indrangeres i
Partierne; blandt disse fjernede Wallin og
Franzén sig fra deres oprindelig
akademiske Anlæg, medens Erik Sjöberg og E. J.
Stagnelius frigjorde sig for en tidlig
fosforistisk Paavirkning, og Esaias Tegnér
udviklede sig paa Basis af en gotisk og akademisk
Smagsretning. Wallin lutredes gennem den
nyere Tids religiøse og poetiske Stemninger,
hans stadige Stræben væmmedes ved Jordelivets
Smaalighed, og i hans Salmer og Taler udtaltes
dette med Fynd og Alvor, medens Franzén i
sine Salmer og Fanny-Digte fra en oprindelig
idyllisk og harmonisk Livsopfattelse er slaaet
over i en sværmerisk transcendental, som dog
forenedes med udpræget Didaktik. Politiske
Anskuelser fjernede Sjöberg (Vitalis) fra
Fosforisterne, som han til sidst direkte angreb,
endskønt flere af hans sentimentale Digte forraadte
fosforistisk Manér; derimod fjernede hans
ironiske og komisk-satiriske Digtning ham stærkt
fra Skolen, som hans sygelig selvstændige Natur
følte sig saaret ved at blive indrulleret i, og
hans trange Kaar fødte Melankoli, der i
Digtningen ofte slog ud i rent Misantropi, men i
Virkeligheden dækkede over en dyb Trang til
Ømhed. Stagnelius havde ikke haft et saa
personligt omvekslende Forhold til Skolen; thi
hans Upsala-Ophold henlevedes under trange
Kaar og Sygelighed, der gjorde ham
indesluttet og gav hans Digtning den Længsel efter
Fred i den oversanselige Verden, som han
beklagede, at Jordelivet var affaldet fra; den
mystiske Iklædning for hans Længsel er
Sammensmeltning af gnostisk og romantisk Filosofi.
Den mandigste og selvstændigste Personlighed
var dog Tegnér, hvis Poesi fremkaldte saa stor
Begejstring, at en yngre Slægt ikke kunde
undgaa at efterligne hans Billedpragt og retoriske
Manér. Han valgte af Nyromantikken det, som
passede for ham, blandede götisk Patriotisme
med fosforistisk Farverigdom, men gav det
akademisk Klarhed, og i »Frithiofs saga« vandt
han Sejren; den blev Kulminationspunktet for
de sammenløbende romantiske Bevægelser.
Efter den Tid udviklede han sin Billedpragt i
Kraft og Klarhed, medens den flg. Litteratur
betegnedes baade ved en Skare Efterlignere og
Nyforsøgere, blandt hvilke Almqvist betegnede
Nyromantikkens fuldstændige Opløsning.
Allerede Beskow havde sluttet sig til Tegnér’s
Manér, men er dog forholdsvis original blandt de
mange uselvstændige Imitatorer. Asser
Lindblad, der døde tidlig, fik ikke engang vist, at
han kunde overvinde Imitationsstadiet, men der
var foruden ham flere, om hvem man straks
bemærkede, at de saakaldte poetiske Billeder
inspirerede deres Digtning mere end selve
Livet; det var dem umuligt at bekrive enkelt og
naturligt, alt skulde omskrives og billedforklares
i Lignelser, som kun kunde opstaa i
Studerekammeret og ikke gav den læge Læser nogen
som helst Forestilling. Selv om disse
Efterlignere som Studentersangeren J. Nybom
vedblev at kvinkelere Smaadigte gennem et langt
Liv, eller om de tav som den elegiske K. V.
Böttiger, der blev Mindeskriftforfatter, eller
den melankolske og absolut selvstændige B. E.
Malmström, der blev Litteraturhistoriker
og Antifosforismens Historieskriver, blev deres
Lyre hurtig forstemt. Først efterhaanden
trængte Byronismen frem og gav Tegnérider og
Fosforister Ironien og Verdenssmerte at tumle
med i Stedet for de bestandig mere indviklede
Billedomskrivninger. Tegnér’s senere Digtning
viste allerede det ny Fysiognomi, Vitalis,
Malmström og Nybom viste det samme i indbyrdes
afvigende Former, men først senere trængte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
