Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den ny Paavirkning saa stærkt frem, at den
dannede mere end en Brydning inden for det
gamle; den slog først ret ud i politisk Digtning.
Paa denne Baggrund af uselvstændige
Digtere virkede Almqvist’s mangfoldige
Produktion dobbelt straalende; han var som de bedste
Tegnérider i Pagt baade med Tegnér,
Fosforisme og Göticisme og blev den originaleste
Fuldbyrdelse af alle æstetiske Retninger. I sin
bindstærke »Törnrosens bok« forkyndte han, mere
romantisk end nogen før ham, hvorledes den
salige Hensynken i »det Hele«, i Guddommen,
skulde skabe en ny Slægt, i hvilken hvert
enkelt Menneske skulde have Poesien i sit Indre,
selv være som et Digt med Kærlighedens og
Skønhedens Budskab i Hjertet; men til denne
oprindelige, mystisk-æstetiske Betragtning
sluttede sig, efter at han havde nærmet sig til
»Aftonbladets«’s Kreds, vigtige sociale Formaal, og
han udsendte det ene Folkeskrift efter det
andet, udgav blandt andet de ypperlige
Folkelivsskildringer og Novellen »Det går an«, der
kom det virkelige Liv nærmere end noget
Digterværk før hans Tid. Saaledes fuldbyrdede han
Romantikken med sin mystiske Digtning og
viste Vej til ny Kilder for
Litteraturudviklingen samtidig med, at han arbejdede i Traad
med den ny politiske Digtning, som i den
paafølgende Menneskealder lagde Beslag paa al
Interesse hele Europa over.
Liberalismens og
Frihedsbevægelsens Tid (1830—60).
Julirevolutionen i Frankrig kaldte overalt i
Europa mere liberale Krav til Live; i S. havde
de første Frihedsbestræbelser taget til Orde
allerede i 1820’erne i J. Johansson’s Tidsskrift
»Argus«; men først da den frisindede Lars
Johan Hierta 1830 i »Aftonbladet« skaber
et letlæst aktuelt Blad, som ved sin Kvikhed
og sit udmærkede Stofvalg gør Epoke i den
svenske Presses Historie, tog de liberale Ideer
Fart, og hurtig delte de æstetiske Partier sig
i to politiske Lejre, den liberale (»rabulistiske«)
særlig i Sthlm og den konservative
(»ultraistiske«) med Standkvarter i Uppsala og med
Geijer til Chef. Det var opr. Kærlighed til
Fortiden, som bestemte Geijer og hans Fællers
(»den historiske Skoles«) reaktionære
Tilbøjelighed og f. Eks. lod den patriarkalske Rääf
ivre mod Indførelse af Dampskibe og
Jernbaner; men Skolen led et stort Tab, da dens
Fører gav Liberalismen noget Medhold, og denne
saaledes, om end ikke med fuld Ret, kunde
paaberaabe sig hans Autoritet for sine
Bestræbelser. Disse gik ud paa Frihed paa alle
Omraader. »Aftonbladet« agiterede for
Næringsfrihed, Trykkefrihed (Inddragningsmagtens
Ophævelse; se nedenfor under Presse),
Toldlempelser, modernere Skoleplaner,
Repræsentationsreform o. m. m. Hierta, som
forstod at knytte de ypperste Kræfter til sit
Blad, som Palmær, Crusenstolpe, Lindeberg,
Almqvist, Sturzen-Becker o. fl., var en
lidenskabelig og nøgtern Forkæmper for
Reformerne; de litterære Forkæmpere for liberale
Anskuelser hæftede sig enten ved praktiske
Formaal, som de ivrede for i Tendensromaner, ell.
de hengav sig til Digtning i svulmende Lyrik
til Frihedens Pris.
Romandigtningen har sine første Dyrkere bl.
Forfatterinderne. Fredrika Bremer tog
den engelske borgerlige Roman til Mønster og
gav ypperlige Skildringer af svensk Hjemliv;
men efterhaanden grebes hun paa sine
Udenlandsrejser af sociale Ideer og var særlig
virksom for Kvindeemancipationen, ofrede i
»Hertha« det kunstneriske for Tendensen og øvede
en overordentlig Indflydelse paa den svenske
Kvindes Kultur; hendes Kolleger Sofia von
Knorring og Emelie
Flygare-Carlén, som begge paavirkedes af Almqvist til
Folkelivsskildring, naaede ikke at faa den Bet.,
om end den sidste opnaaede stor Popularitet
i Ind- og Udland. Fru Knorring’s Fortællinger
mindede meget om de danske
Hverdagshistorier, medens der bl. Fru Carlén’s talrige
friske Skildringer af Kystbefolkningens Liv var
enkelte tendentiøse, hvori Arveretsspørgsmaalet
og Læseriet angrebes; men den mest produktive
Forfatterinde var dog den senere optrædende
M. S. Schwartz, der en hel Menneskealder
igennem rettede sine Tendensromaner imod
Fødselshovmod; trods den gode Villie havde
Tendensforfatterinderne mere Held med sig i
Skildringen af Hus- og Familielivet, derimod
havde de samtidig optrædende Forfattere K.
A. Wetterbergh, August Blanche, K. A. Kullberg,
Ridderstad, Crusenstolpe, N. O. Sparre samt
Gumælius, Zeipel og andre af de tidligere
optrædende Romantikere størst Betydning i deres
sociale, politiske og historiske Skildring. K. A.
Wetterbergh havde saaledes en ikke
ringe social Betydning ved de »Genremålninger«,
hvori han udtalte sin dybe Medfølelse med de
Fattige og Fortrykte, ligesom Blanche med
afgjort Held udsendte den ene Samling
Virkelighedsskildringer efter den anden og i disse
naaede langt videre end i sine
Sensationsromaner, en Genre, hvori særlig Ridderstad’s
Fantasi var produktiv, medens Kullberg
dyrkede den frivole Genre. Crusenstolpe’s
Romaner var politiske Tidsskildringer, som
satte en Ære i at tegne Carl XIV og hans Hof
saa sort som muligt; Mellin, P. G. Sparre
(»Snapphanerne«), Gumælius og Zeipel forfattede
hist. Romaner. Der var en Læselyst hos
Publikum, som stadig maatte have Næring, derfor
florerede Romanskriveriet, men det blev
bestandig ringere Ting, som bødes. Den
begyndende Virkelighedsskildring slog mere og mere
over i Tendensdigtning, kun dertil førte
Frihedsbegejstringen og Politikken Romanen.
Dramaet havde derimod kun faa Digtere og ingen
egentlig ypperlige Forfattere; Aug. Blanche
bearbejdede en Del udenlandske Komedier,
hvori Datiden fandt den stockholmske
Lokalfarve truffen paa en Prik; desuden vakte den
produktive Joh. Jolin Bifald ved sine,
oftest ligeledes bearbejdede Lystspil; endelig
optraadte Börjesson og gjorde Lykke med
»Erik XIV«, men ikke med sine følgende
Stykker; der manglede ham som de andre
sporadisk optrædende Dramatikere, Nicander,
Stagnelius, Ridderstad, Beskow o. fl.,
kombinerende og ordnende Evne, derimod havde de i
Reglen Fantasi og Lyrik nok; F. A. Dahlgren
gav et friskt og fornøjeligt Folkelivsbillede i
i »Värmlänningarne«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
