Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den sidste Nedisning og i Tilslutning til Isens
Forsvinden har imidlertid Mennesker i stedse
større Flokke søgt op mod Norden; de
saakaldte mandelformede Stenredskaber,
karakteristiske for den Periode af den ældre
Stenalder, der plejer at kaldes Solutréperioden, c.
15000 Aar før vor Tid, er blevet trufne i
Skåne, Bohuslän, Västergötland og Dalsland,
dermed ogsaa angivende den Indvandringslinie
til S., der forekommer sandsynligst: over det
da med Fastlandet forbundne Skåne og den
til det danske Kulturomraade hørende svenske
Vestkyst. Endnu under den ældre Stenalders
sidste Periode, den danske
Køkkenmøddingstid (Ertebølletiden), som er blevet beregnet at
ende henved 4000 Aar før vor Tidsregnings
Beg., er imidlertid Bebyggelsen i de
gammelsvenske Landskaber antagelig i Hovedsagen
indskrænket til de Egne, der ligger de
gammeldanske nær, Egnene omkr. Göta Elv og
Vänern. Derfra skrider den saa efterhaanden
frem over Vättern og det nordvestlige
Östergötland til den udstrakte Havbugt, som Uppland
og Mälardalen paa den Tid dannede, samtidig
med, at en Indvandringsstrøm fra Skåne og
Blekinge langs S.’s Østkyst synes at kunne
paavises. I den yngre Stenalder er Bebyggelsen
skredet saa vidt frem, at Syd f. Dalelven alle
nuv. centrale Jordbrugsbygder, for saa vidt de
laa over Havfladen, var talrigt befolkede, og
den sv. Bygd maa betragtes som i sine
Hovedtræk udviklet allerede for c. 4000 Aar siden.
Efter alt at dømme har dog det Kulturtrin,
hvorpaa disse sv. Indbyggere har befundet sig,
været mere primitivt end det samtidigt i de
gammeldanske Lande fremherskende. Ifølge O.
Montelius var de Mennesker, som først tog S.
i Besiddelse, Germaner af Langhovedernes
(Dolikocefalernes) Type, medens i den yngre
Stenalder ogsaa Korthovederne (Brakycefaler)
er indvandrede, dog uden nogen Sinde at have
dannet Hovedmassen af Befolkningen N. f.
Skåne. I det mellemste Europa blev efter den
ældre Stenalders Afslutning den korthovede
Race den fremherskende, og kun i S. og Norge
bevaredes den dolikocefale Race i Hovedsagen
ren, saaledes at endnu den Dag i Dag i S.
87 % af Befolkningen bestaar af Langhoveder.
M. H. t. disse vanskelige Spørgsmaal er
imidlertid Meningerne i høj Grad delte; det
eneste, man med Bestemthed kan sige, er, at
ingen væsentlige Omdannelser af den sv.
Racekarakter har fundet Sted siden Stenalderens
Slutning.
De banebrydende Forskninger, Montelius
paa Grundlag af det tidligere opstillede
Treperiodesystem har foretaget, har klarlagt
Udviklingens forskellige Hovedtrin frem til
den historiske Tid. Hans Resultater er i
Hovedsagen følgende. Fra den yngre
Stenalders Begyndelse kan der skelnes mellem
4 Perioder, karakteriserede af forsk. Gravskik;
under den ældste, der har været meget lang,
fandt Begravelser Sted i Jordgrave; den
anden Periode er Stendyssernes, den tredie
Jættestuernes og den fjerde Hellekisternes Tid; i
de to tidligere var Brugen af Metaller ukendt,
i de senere kendte man Kobber og Guld.
Stenalderens Slutning falder i Beg. af det 2.
Aartusind før vor Tidsregnings Beg.; herefter
falder indtil det 7. Aarh. før Kristi Fødsel den
som »Bronzealderen« betegnede Periode, hvis
Selvstændighed som Periode betragtet dog i
den seneste Tid er blevet bestridt med den
Motivering, at Stenaldergenstandene stadig var
i Brug som Arbejdsredskaber. Jernalderen, hvis
Begyndelse maa være faldet under det 7. Aarh.,
deles af Montelius i en førromersk Jernalder
frem til omtr. Tiden før Kristi Fødsel, den
rom. Jernalder, da Indflydelsen fra den rom.
Kultur i stedse større Udstrækning naaede
Norden, til omkr. 400 e. Kr.,
Folkevandringstiden omkr. 400 til omkr. 800 og Vikingetiden
omkr. 800 til omkr. 1050. De Kulturforhold,
som har udmærket disse Perioder, var i
Hovedsagen fælles for hele det skandinaviske
Omraade, og de Detailoplysninger, der derom er
givne for Danmarks Vedk. (se Danmark,
S. 697) gælder, set i det store, ogsaa S.
Allerede i Bronzealderen har her, efter hvad
Gravfundene viser, eksisteret mægtige Høvdinge, og
de af Tacitus nævnte svionum civitates,
Svionernes (Sveaernes) Riger, i Egnene omkring
Mälaren, »mægtige foruden ved Mænd og
Vaaben ogsaa ved Flaader«, kan ikke være
opstaaede senere end i den ovenn. førromerske
Jernalder. S. f. Sveaerne boede Göterne, fra hvis
Omraade der, ligeledes i den førromerske
Jernalder, mulig har fundet en Udvandring Sted
til Landene S. f. Østersøen, hvorfra senere i
2. Aarh. e. Kr. Goterne og andre østgermanske
Folk drog ned ad Sortehavet til og i
Folkevandringstiden kom til at spille en betydende
Rolle ved den klassiske Kulturs Sammenbrud,
samtidig med, at de fra Middelhavslandene
formidlede de Kulturstrømninger opad mod
Norden, hvorom de store Guldfund i
Götalandskaberne og paa Østersøøerne bærer Vidne.
Sent og yderst sparsomt falder Historiens
Lys over de to sv. Nabofolks ældste i egl.
Forstand hist. Skæbner. Ved Siden af de
Vidnesbyrd, Arkæologernes Iagttagelser har
kunnet fremdrage, indskrænker Kildematerialet
for Tiden før omkr. 1000 e. Kr. sig til i
Hovedsagen følgende: den norsk-islandske
Skjaldedigtning i den Udstrækning, dens Angivelser
viser sig at kunne staa for moderne Kritik,
kortfattede Notitser hos de klassiske
Forfattere, først og fremmest Tacitus, Prokopius og
Jordanes, det oldengelske Digt Beowulf og for
en noget senere Tid Ansgar-Legenden,
Wulfstan’s Rejsebeskrivelse i Alfred den Store’s
Orosius-Oversættelse samt frankiske Annaler.
De Slutninger, hvortil man er kommet paa
Grundlag af disse Kilder, er imidlertid p. Gr.
a. Kildematerialets Knaphed og Mangetydighed
saa afvigende fra hverandre, at en
Samarbejdning næppe er mulig. Det Standpunkt, som,
at dømme efter hvad der er fremkommet i
den hist. Litt., lige indtil ganske nylig deltes
af de fleste sv. Arkæologer og Historikere,
gaar tilbage til en af K. Stjerna i »Svear och
Götar under folkvandringstiden i S.« med stort
Skarpsind udformet Teori. Den gaar i
Hovedsagen ud paa følgende. Efter Oldsagsfundene
at dømme har der i Tiden 400—550 e. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
