Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De tyske Herrer kom nu i Besiddelse af en
betydelig Part af Rigets Len og Borge; men
da de behandlede S. som et erobret Land,
gjorde sig skyldige i alle Haande Udsugelser
og optraadte over for Bønderne paa samme
Maade, som de var vant til over for tyske
Livegne, rejste Bønderne sig til Fordel for
»den gode og ærlige Kong Magnus«; og da
Kong Haakon i Norge samtidig hermed førte
en stor Hær ind i S. og uhindret lagde sig
foran Sthlm, vilde det have været ude med
Albrecht, hvis ikke Stormændene af begge
Partier havde fundet det formaalstjenligt at
fremtvinge et Forlig (1371), ifølge hvilket Magnus
skulde løslades mod at betale Løsepenge, men
overlade Albrecht Riget (dog beholdt Magnus
Dalsland, Värmland og en Del af
Västergötland). Albrecht maatte desuden forpligte sig til
at anerkende Raadets Myndighed, ikke besætte
ledige Pladser i Raadet uden dettes
Samtykke og ikke give Rigets Borge og Len til
Fremmede (dette er den første Haandfæstning, der
omtales i S.’s Historie). Magnus drog til sin
Søn i Norge, hvor han var afholdt af
Befolkningen, og her druknede han paa en Sejltur i
Nærheden af Bergen (5. Decbr 1374). Han var
den sidste Konge i S. af Folkungestammen.
Albrecht var efter Forliget 1371 ganske
afhængig af Raadet og ude af Stand til at raade Bod
paa Folkets Klager over Stormændene, der
skaltede og valtede med Riget efter Behag,
begik blodige Voldshandlinger (ogsaa mod
Kirken), traadte Retten under Fødder over for
Almuen og tilrev sig Kronens Gods i vid
Udstrækning. En af de værste af disse
Voldsmænd, men samtidig en sjælden dygtig
organisatorisk Kraft med banebrydende Ideer
paa det økonomisk-administrative Omraade,
var den rige Bo Jonsson Grip, der ejede
Jordegods af umaadelig Størrelse hele Riget over.
Efter hans Død (1386) vilde Albrecht ved at
optræde som Formynder for hans Arvinger
gøre sig til Herre over hans uhyre
Besiddelser; men skete dette, vilde Kongen faa Midler
i Hænde, der vilde sætte ham i Stand til at
afryste Adelens Aag og fratage den alt det
Krongods, den havde tilrevet sig. Frygten for
den overhængende Fare og de antityske
Stemninger, som i høj Grad paavirkede de sv.
Stormænds Holdning over for Albrecht, bragte dem
til at søge Bistand i Danmark hos Dronning
Margrete, der ogsaa, efter at de var gaaet ind
paa de af hende stillede Betingelser, lovede
dem Hjælp mod Kong Albrecht (1388). En
dansk-norsk Hær rykkede under Anførsel af
Henrik Parow ind i S., hvor den forenede sig
med en sv. Hær under Marsken Erik Puke, og
da Albrecht, som havde hentet Tropper i
Tyskland, mødte sine Modstandere ved Åsle i
Nærheden af Falköping (24. Febr 1389), led han
et fuldstændigt Nederlag og blev fanget i
Slaget, hvor de tre Rigers Bannere for første
Gang havde vajet Side om Side.
Unionstiden (1389—1521).
Margrete blev nu hyldet som Regentinde
ogsaa i S., i hvis Styrelse hun viste samme
Klogskab og Kraft som i Danmark og Norge,
idet hendes Fasthed og myndige Optræden
var parret med et Maadehold og en
Besindighed, der efterhaanden bragte al
Modstand til at lægge sig, fordi hun, hvor det
var muligt, hellere for frem med Lempe
end anvende Magt. Stormændene maatte finde
sig i at tilbagegive alt det Krongods, de
havde faaet i Eje siden 1363, og maatte gaa
ind paa at nedrive deres befæstede Borge;
al Ejendom med ulovlig tiltagen Frälseret
skulde atter være skattepligtig, og
Rigsraadet fik ikke mere Lejlighed til at gøre sin
Indflydelse gældende i samme Grad som før.
Over for Gejstligheden viste Margrete sig
meget gunstig stemt, og Almuen beskyttedes mod
Overgreb af de Store, hvad Dronningen paasaa
paa sine Rejser rundt i Landet, hvor Bønderne
ogsaa fandt sig i de svære Skatter, som de
urolige Tider nødvendiggjorde. Albrecht’s
Tilhængere fortsatte nemlig Kampen med Sthlm
som Udgangspunkt, og da de vendiske Stæder
stadig bragte den belejrede By Undsætning,
holdt Staden, hvor tyskfødte Borgere havde
Magten, ud i hele 9 Aar, og først da
Hansestæderne selv kom til at lide under det
overhaandtagende Sørøveri, der dreves af
»Viktualiebrødrene«, som under Paaskud af at
skulle skaffe Fødemidler til Sthlm plyndrede
baade fra Ven og Fjende, lykkedes det ved
Lübecks Mægling at stifte Forlig mellem
Albrecht og Margrete (1395), ifølge hvilket
Albrecht skulde løslades mod inden 3 Aar at
betale Løsepenge, Sthlm skulde imedens holdes
besat af Hansaen; skete Betalingen ikke inden
den angivne Frist, skulde han opgive alle
Fordringer paa S., og Sthlm skulde overgives til
Margrete. Da Løsesummen ikke blev betalt,
tilfaldt altsaa Sthlm Dronningen 1398, og
hermed var den lange Ufredstid til Ende. Aaret
før havde Margrete ladet sin Søsterdattersøn,
Erik af Pommern, som hun 1389 havde
skaffet Hylding som Arvekonge i Norge og 1396
faaet valgt til Konge i Danmark og S., krone
i Kalmar, og her fremlagdes da (Juli 1397) som
Kompromis mellem Margrete og Stormændene
et Udkast, hvis endelige Ratificering dog
aldrig er blevet gjort, til en Foreningsakt for de
3 Riger, den saakaldte Kalmar-Union (s. d.),
ifølge hvilken de forenede Riger under et
gensidigt Forsvarsforbund skulde have fælles
Konge og fælles Udenrigspolitik, men hvert Land
bevare sin Selvstændighed, hvad den indre
Styrelse angik. Den Omstændighed, at Unionen
efter det forelagte Udkast synes ret løs, skønt
Margrete bør have haft al Anledning til at
gøre den saa fast som muligt, er af Erslev
blevet forklaret paa flg. Maade. Den bedste
Garanti for Unionens Styrke har Margrete
fundet i et stærkt Kongedømme, og til Fordel for
dette har hun undertrykt de begyndende
Stænderinstitutioner, formindsket Rigsraadets
Indflydelse og ophævet de store Rigsembeder; saa
vidt gørligt har hun samlet al Myndighed i
Kongens Person. Jævnsides dermed har hun
imidlertid søgt at gøre Foreningen holdbar ved
at nedtrykke Norges og S.’s Selvstændighed til
Fordel for Danmark, ud fra dette Rige har
hun styret Norge, med danske Hjælpere har
hun regeret S. Særlig paafaldende er det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
