Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa, at Margrete ingenlunde gjorde sig til
Talsmand for nogen fælles skandinavisk
Nationalfølelse baseret paa Modsætningen til de stadig
indtrængende Tyskere. Vanskelighederne ved
dette System, hvor Unionen i Virkeligheden
ikke var andet end et dansk Supremati, blev
klare efter Margrete’s Død 28. Oktbr 1412.
Erik af Pommern, en voldsom, lidenskabelig
Natur, stædig til det yderste i Fastholdelsen
af sine Planer, men uden Evne til at
gennemføre dem, var ikke i Stand til at fortsætte sin
store Forgængerindes Værk, og længe varede
det ikke, inden man fra S. og Norge hørte
Klager over den slette Regering, navnlig fra
S., hvor man i den Grad var utilfreds med
Erik’s Styrelse, at Unionen af en stor Del af
Nationen blev fuldstændig forhadt. Erik’s
Anseelse fik et ubodeligt Knæk ved hans højst
uheldige Krig med de holstenske Grever; til
den alm. Misfornøjelse med den slette Mønt
og de svære Skatter kom for S.’s Vedk. desuden
Stridigheder angaaende Ansættelse af Ærkebisp
samt den stadig voksende Utilfredshed med,
at Kongen næsten altid opholdt sig i Danmark
og alligevel ikke vilde indsætte en Regering i S.
ved at udnævne en Drost og en Marsk, der
kunde tage Vare paa Rigets indre Styrelse;
navnlig var det de efter Margrete’s Mønster
af Erik indsatte fremmede Lensmænd og
Fogeder, der ved deres Udsugelser og lovløse Færd
satte Almuens Taalmodighed paa en haard
Prøve, medens de synes at være kommet i et
noget bedre Forhold til den sv. Adel.
I Dalarne og Västmanland var Forbitrelsen
stor hos Bønderne, og her fik de en Talsmand
i en Bjergværksbruger af Frelsestand, den
djærve Engelbrekt Engelbrektsson,
der to Gange drog til Danmark for at søge
Hjælp hos Kong Erik selv; da han blev afvist,
samlede han en stor Bondehær og befriede i
Løbet af 4 Maaneder det meste af S. for Erik’s
Fogeder og Lensmænd (1434). Det i Vadstena
forsamlede Rigsraad, som nok kunde have
ønsket et og andet forandret i Kongens
Styremaade, men endnu mere frygtede
Folkerejsningen med de radikale Maal, Bønderne havde
paa deres Program, blev tvunget til at opsige
Kongen Huldskab og Troskab, og da Erik i
Efteraaret s. A. efter et kort Ophold i Sthlm
havde afbrudt Underhandlingerne om Fred og
Forlig, valgtes Engelbrekt paa en Rigsdag i
Arboga (Jan. 1435), den første i S., hvor der
var mødt Afsendinge fra Købstæderne, til
Høvedsmand for S. Om Efteraaret kom Erik igen
til Sthlm, hvor Unionspartiet bragte et Forlig
til Veje, og Kongen udnævnte Kristiern Nilsson
Vasa til Drost, medens Karl Knutsson
Bonde blev Marsk; men da Erik ikke holdt
Forliget, valgte en ny alm. Rigsdag i Arboga
(Jan. 1436) Karl Knutsson til Høvedsmand for
S., da Rigsraadet og Herrerne saa skævt til
den folkekære Engelbrekt. Efter dennes Drab
(27. Apr. 1436) søgte det unionsvenlige Parti
i Rigsraadet atter at komme overens med Kong
Erik ved at fremsætte Forslag til en Fornyelse
af Kalmar-Unionen med tidssvarende
Ændringer; men da Kongen ikke vilde optage
Forhandlinger herom, valgtes Karl Knutsson 1438
til S.’s Rigsforstander (dette er første Gang,
denne Benævnelse forekommer i S.). Et
afgørende Brud med Erik fremkom dog først
næste Aar, da det sv. Rigsraad ligesom dets
Kolleger i Danmark og Norge erklærede Erik
for afsat, hvad denne besvarede med at
opgive Rigerne og tage Ophold paa Gotland.
Efter at hans Søstersøn Christoffer af
Bayern var valgt til hans Efterfølger i
Danmark og Norge, fulgte man dette Eksempel i
S., hvor Karl Knutsson’s Modstandere havde
Overtaget, og Unionen, dog endnu mere
svækket og uklar end tidligere, traadte saaledes
atter i Kraft 1440. Kong Christoffer maatte
imidlertid underskrive en Haandfæstning,
hvorved Raadet fik Magten, idet Kongen ikke maatte
udnævne ny Medlemmer af Rigsraadet uden
dettes Samtykke, hvilket ogsaa udkrævedes ved
Bortgivelsen af Len. Den godmodige, muntre
Christoffer, der opfyldte sine Forpligtelser
efter bedste Evne, var vel lidt af de højere
Stænder, men ikke af Almuen, der kaldte ham
»Barkekongen«, fordi Fattigfolk under en
Misvækst maatte blande Bark i Melet. Overhovedet
var den sv. Almue ikke gunstig stemt mod
Unionen, som derimod støttedes af Prælaterne
og en stor Del af Adelen, der foretrak en
Unionskonge fremfor en Indfødt, fordi de mente
under ham lettere at kunne faa Lov til selv at
raade. Hvad der længst har bevaret Mindet om
Christoffer af Bayern i S., var hans, dog til dets
Ægthed benægtede, Stadfæstelse af en Revision
af Magnus Eriksson’s Landslov, der nu (1442)
i sin ny Skikkelse under Navn af Kong
Christoffer’s Landslov blev S.’s Lovbog, skønt det
først efter en 150-aarig sejg Kamp med den
gamle Landslov lykkedes helt at fortrænge
denne.
Christoffer af Bayern’s uventede Død (6. Jan.
1448) vakte Forhaabning hos Karl Knutsson
om atter at komme til Magten i S., og det
lykkedes ham da ogsaa, efter at han var vendt
tilbage fra Finland, som han havde været
forlenet med siden 1440, og havde holdt sit
Indtog i Sthlm i Spidsen for 800 Riddere og
Svende, at vinde saa stærk Stemning for sig, at han
20. Juni 1448 blev valgt til S.’s Konge, og da
Christian I Septbr s. A. blev Konge i Danmark,
var Unionen altsaa opløst. En kort Tid saa
det endogsaa ud til, at Norge vilde opgive
Forbindelsen med Danmark, idet Christian I
vel 3. Juli 1449 i Marstrand blev valgt til
Konge, men et Parti i det nordenfjeldske Norge
valgte Oktbr s. A. Karl Knutsson, der 20. Novbr
s. A. blev kronet i Trondhjem, hvad dog ikke
fik blivende Følger, idet det sv. Rigsraad, hvor
Karl Knutsson havde mange Uvenner,
bestemte, at 12 sv. og 12 danske Rigsraader skulde
træde sammen for at afgøre Spørgsmaalet om
Norges fremtidige Stilling til S., og paa et
Møde i Halmstad (Maj 1450) bestemtes det da,
at Christian I skulde være Konge i Norge.
Tillige blev man enige om, at naar en af de nuv.
Konger i S. og Danmark døde, skulde den
efterlevende vælges til Konge i det andet Rige,
og for den da tilkommende Union blev
Grundlinierne dragne. Med Harme og Bitterhed
maatte Karl Knutsson finde sig i denne Afgørelse,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
