Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men der var Tvistemaal nok tilbage mellem
ham og Christian I, bl. a. Striden om Gotland,
som efter Erik af Pommern’s Afrejse var
blevet taget i Besiddelse af den danske Konge,
og Karl hævnede sig da paa sin Medbejler til
S.’s Krone ved i Spidsen for en statelig Hær
at gøre Indfald i Skåne, som blev hærget paa
det frygteligste, og da de Danske svarede paa
Angrebet ved paa lgn. Maade at hjemsøge de
sv. Grænseprovinser, lagdes derved Grunden til
et Nationalhad mellem de to Folk, som ikke
før kendtes. Ogsaa indadtil kendetegnes Karl’s
Regering ved stadig Uro, idet Prælaterne og
mange af de verdslige Herrer, ledede af de
mægtige Familier Oxenstierna og Vasa, var ilde
stemte mod ham; navnlig var den myndige og
stridbare Ærkebiskop Jöns Bengtsson
Oxenstierna hans bitre Fjende, og da Kongen 1457
var i en mere end alm. vanskelig Situation,
stillede den krigerske Prælat sig personlig i
Spidsen for en Oprørshær, hvormed han drog
mod Sthlm, som Karl maatte forlade ad
Søvejen for at søge Tilflugt i Danzig.
Christian I kom nu til S., hvor han blev hyldet
og kronet; men ogsaa mod ham rejste der sig
snart en stærk Misstemning særlig hos Almuen,
der følte sig haardt trykket af de tunge
Skatter, Kongens efter 1460 mere end sædvanlig
pinlige Pengeforlegenhed nødte ham til at
paalægge, og 1463 blev Bøndernes Forbitrelse saa
stærk, at Ærkebiskop Jöns Bengtsson, der
under Kongens Fraværelse i Finland forestod
Regeringen, fandt sig foranlediget til at eftergive
en nylig udskreven Skat. Men herover blev
Christian I saa vred, at han lod
Ærkebiskoppen fængsle og føre til Danmark, hvad der
fremkaldte et Oprør i S., hvor Karl’s Parti nu
atter fik Overtaget ved den krigerske Bisp i
Linköping, Kettil Karlsson Vasa’s Hjælp, saa
at Karl kunde vende tilbage til S. (Aug. 1464).
Da Ærkebiskoppen imidlertid var vendt tilbage
til Uppsala, efter at være forsonet med
Christian I, maatte Karl Jan. 1465 atter forlade sit
Rige, hvorpaa Christian igen tog Styret. Men
Misstemningen mod ham havde ikke lagt sig,
Slægterne Thott, dengang den rigeste i S., og
Bonde pustede til Ilden, og 1467 lykkedes det
dem, trods Prælaternes Modstand, at faa Karl
kaldt hjem, og denne holdt sig nu, skønt han
maatte kæmpe med Opstandsforsøg, paa
Tronen, indtil Døden endte hans stormfulde Liv
(15. Maj 1470). Paa sit Dødsleje udpegede han
sin Halvsøsters Søn, Sten Gustafsson
Sture som den værdigste til at tage Styret efter
ham, og denne kloge og dygtige Mand blev
da ogsaa trods Modstand fra Raadets Side
valgt til Rigsforstander. Christian I besluttede
nu at bruge Magt mod sine sv. Undersaatter
og landede med en veludrustet Hær ved Sthlm,
som Sten Sture havde forladt for at skaffe
Hjælp. Paa Brunkeberg tæt uden for Byen
havde Christian indtaget en stærk Stilling, men
alligevel lykkedes det Svenskerne under Sten
Sture’s og Nils Bosson Sture’s Anførsel at
tilføje Kongen et afgørende Nederlag (10. Oktbr
1471), og Christian lod fra nu af S. være
uantastet. Sten Sture kunde da i en Aarrække
arbejde paa Udviklingen af Næringsvejene, hvad
der navnlig kom Almuen til Gode; thi Sten
Sture var en Folkets Mand trods sin adelige
Byrd, en Ven af Borger og Bonde, medens
hans Standsfæller saa skævt til den folkekære
Rigsforstander. Da derfor Kong Hans i
Danmark (Christian I var død 22. Maj 1481) efter
at have underskrevet en streng Haandfæstning
for dette Rige tilbød det sv. Rigsraad at ville
indgaa paa en lgn. for S.’s Vedk., var Uvillien
i Raadet mod Sten Sture en medvirkende Grund
til, at Unionspartiet ved den saakaldte
Kalmar-Reces (1483) fik sat igennem, at Hans blev
valgt til Konge i S. mod at udstede en
Haandfæstning, der foruden at sikre Raadet et
vidtstrakt Myndighedsomraade gav Adelen Ret til
at have befæstede Borge og til at opsige
Kongen Huldskab og Troskab, hvis han ikke
overholdt Haandfæstningen. Støttet paa de lavere
Stænder (ogsaa en Del af Gejstligheden var
velsindet mod ham p. Gr. a. hans varme
Interesse for den aandelige Kultur, hvad han bl.
a. viste ved at sørge for, at Universitetet i
Uppsala kunde aabnes 1477) vidste Sten Sture,
skønt han selv havde underskrevet Recessen,
i 14 Aar at hindre dennes Ikrafttræden, hvad
der bidrog til, at Spændingen mellem ham og
Raadet efterhaanden voksede sig saa stærk, at
et Brud maatte komme. Dette hidførtes ved
Forholdene i Finland, der havde faaet en yderst
farlig Nabo i det russ. Rige, efter at dette var
genfødt af Ivan Vasiljevitsch. Russerne, med
hvem Kong Hans havde sluttet Forbund 1493,
gik over den sv. Grænse med en stor Hær og
anrettede frygtelige Ødelæggelser, hvad Sten
Sture p. Gr. a. Uenighed med sin
Underbefalingsmand, Svante Nilsson Sture (en
Søn af ovenn. Nils Bosson Sture), der trods
alle Rigsforstanderens Forestillinger nægtede
at forblive ved Hæren, ikke kunde hindre. Da
Sten Sture var kommet tilbage til Sthlm, gav
Raadet, der med Glæde greb denne Lejlighed
til at komme ham til Livs, ham Skyld for den
uheldige Krigsførelse og afsatte ham fra hans
Værdighed, men han vilde ikke bøje sig for
Raadet og beredte sig ved Almuens Hjælp til
Kamp mod Herrerne. Kong Hans, der
skyndsomt havde ført en Hær til Sthlm, hvor Sten
Sture blev indesluttet, slog imidlertid den
tililende Dalkarlehær ved Rotebro (28. Septbr
1497) og tvang Sten Sture til at overgive
Stockholm, hvorefter Hans blev hyldet som Konge
af S. (25. Novbr). Kong Hans søgte efter
bedste Evne ved Mægling mellem Partierne at
vinde Sten Sture’s Tilhængere for Unionen,
men hvor lidet det lykkedes ham, viste sig
efter Nederlaget i Ditmarsken (Febr 1500), idet
der i Aug. 1501 udbrød Oprør i S., hvor Sten
Sture nu atter blev Rigsforstander, medens
Kong Hans, der blev overvældet med
Klagemaal af Stænderne paa et Møde i Sthlm, maatte
forlade denne By efter at have overgivet dens
stærke Slot til sin Dronning, Christine af
Sachsen, for at hun skulde forsvare det, indtil der
kom Hjælp (Oktbr s. A.). Den heltemodige
Dronning holdt Slottet i 8 Maaneder, indtil
Hungersnøden tvang hende til at aabne det for
Sten Sture’s dygtige Medhjælper Hemming
Gadh (Maj 1502). Hermed var S. foreløbig tabt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
