Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svigerfader til Eriks Broder Johan og støttede
dennes Planer om at blive polsk Lensfyrste i
Livland og Estland, hvad der vakte Erik’s
Mistanke om, at Broderen hemmelig modarbejdede
S.’s Interesser. Han lod derfor (1563) Hertugen
fængsle og dømme til Døden som Højforræder
uden dog at lade Dommen fuldbyrde, idet han
nøjedes med at holde Johan indespærret, men
herved havde han uigenkaldelig brudt med sine
Brødre og Adelen, og samtidig hermed
styrtede han S. i en ny og ødelæggende Krig.
Forbitret over, at Danmark ved at sætte sig i
Besiddelse af Ösel syntes at ville optræde som
Medbejler til Herredømmet over den finske
Bugt, havde han lagt den danske Handel her
Hindringer i Vejen, hvad der i Forbindelse
med andre Stridspunkter, særlig Spørgsmaalet
om Retten til at føre de tre Kroner i det
danske Rigsvaaben, gav Anledning til en
langvarig Krig 1563—70 mellem S. og
Danmark-Norge (se nordiske Syvaarskrig),
en Krig, der blev ført med en saadan
Grusomhed fra begge Sider, at Nationalhadet
mellem Svenskerne og deres Frænder
opflammedes i en sørgelig Grad. Den Kraftudfoldelse,
S. i disse Aar saa sig i Stand til at præstere,
viser bedst, hvor stærkt det Rige var, som
Gustaf Vasa havde efterladt sig, men trods sin
Overlegenhed til Søs og sin betydelige Hær
trak S. alligevel det korte Straa i Kampen,
fordi Erik XIV i sin tiltagende Sindssygdom
efterhaanden var kommen i en saadan
Ophidselsestilstand, at han ganske tabte
Herredømmet over sig selv, saa Forrædere alle Vegne
og begik det ene Fejlgreb efter det andet. Det
sørgeligste Udslag af hans Vandvidsanfald var
(1567) Drabet paa flere Medlemmer af
Sture-Slægten, det saakaldte »Sture-Mord« (se
Sture), en Udaad, der bagefter fyldte ham med
Anger og bragte ham til, af Frygt for dens
Følger, at løslade Johan og søge Forlig med
ham og Karl, der skulde have de dem
fratagne Rettigheder tilbage. Men Hertugerne, der
ikke stolede paa Forligets Holdbarhed, samlede
deres Tilhængere om sig og rykkede i Spidsen
for en Hær mod Sthlm, hvor de holdt Erik
indesluttet. Göran Persson (s. d.) blev greben
og henrettet, og i Septbr 1568 overgav Erik
sig og erklæredes for afsat (om den
ulykkelige Konges senere Skæbne se Erik XIV).
Hertug Johan, der Jan. 1569 hyldedes af
Stænderne som Johan III, var en
vankelmodig og forfængelig Mand, der forbandt
Herskesyge og høje Tanker om sin kgl. Værdighed
med en udpræget Mangel paa Evne til at styre
et Rige, hvorfor ogsaa S. i hans Regeringstid
stadig gik tilbage, idet Finanserne kom i
Uorden, Mønten blev forringet, Næringsvejene
forfaldt, Forsvarsvæsenet forsømtes og
Embedsmændene lodes uden Tilsyn, medens Kongen
fordybede sig i teol. Studier og satte Landet i
Uro ved sine Kirkeforordninger. Udadtil fik
Riget imidlertid snart efter Johan’s
Tronbestigelse Fred (naar undtages den trods
Vaabenstilstanden Fornyelse atter og atter
opblussende Krig med Russerne). Med Polen, der
1565 erhvervede Livland (se
Sværdridderne), ophørte Krigen af sig selv, da Johan
var bleven S.’s Konge, og Syvaarskrigen
afsluttedes ved Freden i Stettin (1570), der
tilvejebragtes ved kejserlig Mægling paa flg.
Betingelser: S. betalte Danmark 150000 Rigsdaler
i Krigsomkostninger og opgav sine Krav paa
Gotland, medens den danske Konge opgav sine
Fordringer paa S.’s Krone og derved
anerkendte Kalmar-Unionen som ophævet;
Spørgsmaalet om Retten til at føre de tre Kroner i
Rigsvaabnet udskødes til en senere Afgørelse.
Samtidig sluttedes Fred med Lübeck, der ved
denne Lejlighed for sidste Gang optraadte som
krigsførende Magt. Men medens Danmark, der
ved Fredsslutningen maatte betragtes som den
sejrende Part, ikke havde lidt synderlig ved
Krigen, mærkedes dennes Følger længe i S., og
dette i Forbindelse med Misvækst og den alm.
økonomiske Tilbagegang under den slette
Regering vakte en stærk Misstemning i
Befolkningen, særlig hos de lavere Stænder, der maatte
bære største Delen af de trykkende
Skattebyrder, som ikke forslog til at afhjælpe den
finansielle Nødstilstand, medens Kongen brugte
store Summer til sit Hof og til kostbare
Byggeforetagender. De ufrelse Stænder havde
desuden god Grund til Klage over Johan III’s
Forkærlighed for Adelen, som han i Bevidstheden
om, at det var ved dens Hjælp, han havde
vundet sin Krone, paa alle Maader
begunstigede, bl. a. ved at forøge Rigsraadernes Antal og
derved Rigsraadets Indflydelse, ved en
betydelig Udvidelse af Grevernes og Friherrernes
Privilegier og af de dem tillagte Len af Krongods,
hvad der blev til stor Skade for Statskassen,
og ved en yderligere Nedsættelse af
Rostjenesteforpligtelsen. Hvad der imidlertid mere end
noget andet bidrog til at fjerne Nationens store
Flertal fra Johan III, var hans despotiske
Indgriben i Kirkeforholdene, idet han, der under
sine teol. Studier var kommen ind paa Tanken
om en Forening af de forsk. Kirkesamfund,
havde sat sig for at ville udsone den kat. Kirke
med den protestantiske, i hvilken Anledning
han havde givet Jesuitterne Adgang til S. og
forhandlede med en pavelig Legat om sin
Overgang til Katolicismen, der saa skulde
genindføres i S., naar Paven var gaaet ind paa
de af Johan forlangte Ændringer i Lære og
Kirkestyrelse. Da Paven nægtede at føje Johan
heri, opgav han Planen, men beholdt en stor
Del af den katolske Ritus i den Liturgi, han lod
udarbejde (»den røde Bog«), og som han fik
Stænderne til at billige (1577), hvorpaa den
blev paatvungen Menighederne, hvis Præster
i Tilfælde af Modstand mod Indførelsen af den
ny Ritus blev afsatte, ligesom Univ. i Uppsala
lukkedes af samme Grund. Det var Johan’s
første Gemalinde, Katharina Jagellonica (en
Datter af Sigismund August af Polen), der
havde bragt ham til at hælde over mod
Pavekirken, og det var hende, der havde sat
igennem, at deres Søn Sigismund blev opdraget i
den katolske Tro, da han som Katolik vilde have
Udsigt til ved Tronledighed i Polen at blive
valgt til Konge i dette Rige, hvorved han
engang i Tiden vilde forene Polens og S.’s Kroner
paa sit Hoved. Det lykkedes virkelig efter
Stefan Bathory’s Død at faa Sigismund valgt til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
