Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
heldig gennemført Møntregulering (1777) ordnede
Pengevæsenet, Hær og Flaade sattes i
fortræffelig Stand, og den aandelige Kultur, der
allerede i Frihedstiden, navnlig ved Hattenes
Omsorg, var fremmet betydelig, tog nu ved
Gustaf’s varme Interesse for Litteratur og Kunst
et saa stort Opsving, at den gustavianske
Tidsalder har sat dybe Spor i det sv. Aandsliv. Til
Videnskabens og Kunstens Fremme stiftedes
ell. fornyedes Maler- og Billedhuggerakademiet,
Musikakademiet, Vitterhets-, Historie- og
Antiqvitetsakademiet og det sv. Akademi, et stort
Teater byggedes, og Kunstnere, Digtere og
Videnskabsmænd understøttedes med rund Haand.
Denne lykkelige Tid, der prægedes af det
hjerteligste Forhold mellem Konge og Folk,
endte omkr. 1783, da der begyndte at rejse sig
Misstemning mod Kongen p. Gr. a. hans
letsindige Finansstyrelse; man klagede over den
ødsle Hofholdning, og Almuen forbitredes
særlig over, at Kongen havde gjort
Brændevinsbrændingen til et Statsmonopol, og da det mod
Kongen fjendtlig sindede Adelsparti pustede til
Ilden, gav den forandrede Folkestemning sig
saa kraftigt et Udtryk paa Rigsdagen 1786, at
Gustaf, overrasket og ubehagelig berørt
herved, hurtig afskedigede Stænderne. For at
genvinde sin tabte Popularitet ved en heldig ført
Krig besluttede han, da han havde maattet
opgive sin Plan om at erobre Norge, at angribe
Rusland og fandt Lejligheden dertil passende,
da Katharina II var optagen af en Krig mod
Tyrkerne. Skønt han ikke, iflg. Forfatningen,
maatte begynde en Angrebskrig paa egen
Haand, fandt han dog et Paaskud til at lade
en sv. Hær rykke ind over Grænsen mod
Petrograd (1788); men da en russ. Flaade drev
de Svenske tilbage ved Hogland, maatte Hæren
vende om og tage Stilling bag Kymmeneelv, og
snart efter gjorde Anjalaforbundet (s. d.) alle
videre Operationer umulige. Paa Efterretningen
om, at Danmark havde erklæret Krig (se
Karl af Hessen), skyndte Gustaf sig
tilbage til S., hvor han genvandt sin Folkeyndest
ved den Hurtighed og Energi, hvormed han
traf Foranstaltninger til at standse den norske
Hærs Fremrykning mod Göteborg, ligesom han
fik England og Preussen til at true Danmark
til at slutte Fred. Støttende sig paa den ham
gunstige Folkestemning, sammenkaldte han 1789
en Rigsdag i Sthlm, hvor han forelagde
Stænderne den saakaldte »Forenings- og
Sikkerhedsakt«, et tillæg til Forfatningen af 1772,
hvorved Kongen fik Ret til at begynde Angrebskrig
og i øvrigt blev saa godt som uindskrænket af
Stænderne, der dog beholdt Bevillingsmagten.
Raadet mistede sin dømmende Myndighed, der
gik over til en egen Højesteret. De tre ufrelse
Stænder bifaldt Forslaget, der da erklæredes
for vedtaget ogsaa af Adelen, skønt en stor Del
af denne Stand stemte imod. Kongen vendte
derpaa tilbage til Finland, men havde ikke
noget Udbytte af Felttoget, da den sv.
Skærgaardsflaade i Svensksund led et betydeligt
Nederlag (4. Aug. 1789); men da Nederlaget
n. A., efter at den sv. Hovedflaade 3. Juli med
Ære, meh med store Tab havde kæmpet ved
Viborg, var genoprettet ved den glimrende
Sejr i Svensksund (9. Juli), og Svenskerne
ogsaa til Lands havde vundet nogle Fordele,
kunde S. ved Freden i Värälä (s. A.) trække
sig ud af Krigen uden Tab. Næste Aar forlangte
Gustaf paa Rigsdagen i Gefle nye Bevillinger,
da han agtede at stille sig i Spidsen for en
europæisk Koalition, som skulde støtte Ludvig
XVI’s Trone; Bevillingen vedtoges, men
Kongens Optræden ved denne Lejlighed vakte en
saa voldsom Forbitrelse hos det Adelsparti, der
siden 1789 var Gustaf’s svorne Fjender, at nogle
til denne Kreds hørende Mænd dannede en
Sammensværgelse med det Formaal at rydde
Kongen af Vejen, hvad Anckarström (s. d.)
paatog sig, og saaret af hans Kugle 16. Marts døde
Gustaf III 29. Marts 1792.
Gustaf IV Adolf, Gustaf III’s Søn og
Efterfølger, var ved Faderens Død endnu
umyndig, hvorfor hans Farbroder, Hertug Karl af
Södermanland, overtog Regeringen som hans
Formynder. Den godmodige, men svage, af
mystisk Frimurervæsen optagne Regent
fjernede Gustaf III’s Tilhængere fra Styrelsen og
Hoffet og omgav sig med sine Venner, bl.
hvilke Reuterholm (s. d.) fik en uheldig
Indflydelse paa Tingenes Gang under
Formynderregeringen. Denne stillede sig i Beg. i et venligt
Forhold til Frankrig og afsluttede endog en
Subsidietraktat med Republikken, men disse
liberale Tendenser afløstes snart af udpræget
reaktionære Synsmaader, der gav sig Udslag i
smaalig Forfølgelse mod alle, der ansaas for
smittede af Jakobinismen. Det vakte derfor alm.
Glæde; at den unge Konge ved sin
Regeringstiltrædelse (1796) afskedigede Reuterholm og
kaldte »Gustavianerne« tilbage til Hoffet, men
man indsaa dog snart, at Gustaf, der med al
sin Hæderlighed var en ringe begavet,
snæversynet, egenraadig og til det yderste stivsindet
Mand, næppe vilde være i Stand til at bruge
sin uindskrænkede Magt til Rigets Bedste under
de daværende politiske Forhold i Europa, der
let kunde bringe Landet i en farefuld
Situation. Den første Halvdel af hans Regeringstid
var dog forholdsvis ret heldig for S., der 1801
undgik Krig med England, da Rusland efter
Slaget paa Reden svigtede sine Forbundsfæller,
Danmark og S., hvorved Neutralitetsforbundet
opløstes. Men da Gustaf, opfyldt af et glødende
Had til Napoleon, 1805 havde tiltraadt
Koalitionen mod Frankrig, brød Ulykkerne ind over
S. Efter Slaget ved Jena gik en fransk Hær under
Bernadotte ind i Lauenburg, hvor de der
staaende sv. Tropper blev fangne, men det
lykkedes dog at holde en Del af Pommern fri for
Fjender ved Hjælp af en Vaabenstilstand, der
blev afsluttet, efter at Kongen havde forladt
Hæren (1806). Men n. A. opsagde Gustaf
Vaabenstilstanden, skønt Napoleon i Mellemtiden
havde sejret over Russerne, og Følgen heraf
var, at Pommern gik tabt, medens den sv. Hær
maatte gaa over til Rügen og kun blev reddet
ved en heldig Kapitulation. Napoleon ønskede
nemlig ikke at have S. til Fjende og søgte
derfor at vinde Gustaf ved hensynsfuld Optræden
over for sv. Tropper. Ikke desto mindre
sluttede Kongen sig til England, efter at Alexander
I og Napoleon havde sluttet Fred i Tilsit (1807),
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
