Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uden at bryde sig om, at S. derved fik Rusland
til Fjende, og da snart efter ogsaa Danmark
allierede sig med Frankrig, blev altsaa S.
udsat for Angreb fra to Sider. Forgæves søgte
man at faa Gustaf til at slaa ind paa en anden
Politik, og da han end ikke foretog sig noget
for at sætte Riget i ordentlig Forsvarsstand,
havde Fjenderne let Spil. Heldigvis for S. blev
der dog ikke noget af den danske Landgang i
Skåne, der skulde foretages med Bistand af en
fr.-sp. Hjælpehær under Bernadotte, da
Planens Iværksættelse hindredes af den eng.
Flaade, lige saa lidt som den norske Hær under
Christian August (se Augustenborgske
Linie) var nogen virksom Fjende. Derimod
fik det russ. Angreb (Marts—Novbr 1808) de
sørgeligste Følger for S.; det uindtagelige
Sveaborg med 2200 Kanoner, Skærgaardsflaaden og
store Forraad af Ammunition faldt ved
Forræderi i Russernes Hænder, og da den finsk-sv.
Hær med dyb Harme paa Kongens Befaling
maatte opgive sine heldige Stillinger over for
den ikke synderlig stærkere Fjende, der nu ved
nyankomne Forstærkninger fik en saa betydelig
Overmagt, at de heltemodige Anstrengelser, der
udfoldedes af Adlercreutz, Sandels og Döbeln
(se Finland), var til ingen Nytte, gik
Finland for bestandig tabt for S. Da Russerne i
Vinteren 1808—09 angreb selve S. paa tre forsk.
Steder, medens Vestgrænsen paa ny truedes af
Danmark-Norge, saa det ud til, at Rigets
Sønderlemmelse stod for Døren, og da Kongen
ikke vilde høre Tale om Fredslutning, den
eneste Udvej til Redning, besluttede en Kreds af
Patrioter at fjerne ham fra Tronen, koste hvad
koste vilde. 13. Marts 1809 arresterede da
Adlercreutz (s. d.), fulgt af nogle Officerer,
Kongen, hvorpaa den gamle Hertug Karl overtog
Regeringen, medens Adlersparre (s. d.) efter
at have sluttet Vaabenstilstand med den norske
Statholder Christian August førte sin Hær mod
Sthlm. De sammentraadte Rigsstænder
erklærede nu Gustaf IV Adolf for afsat og hans
Efterkommere for udelukkede fra Arveret til
Tronen, hvorpaa Hertug Karl valgtes til Konge
(5. Juni s. A.). Om Gustaf’s senere Liv se
Gustaf IV.
Karl XIII besvor 6. Juni den af Stænderne
vedtagne nye Forfatning (den endnu gældende),
der gav Kongen den udøvende Magt, men med
et for Stænderne ansvarligt Statsraad ved
Siden, medens den lovgivende blev delt mellem
Rigsdag og Konge, hvorpaa han, da han var
barnløs, opfordrede Stænderne til at tage
Be-stemmeJse om Tronfølgen. Paa Rigsdagen
arbejdede et Parti for Valg af Frederik VI af
Danmark til Tronfølger, men hans Kandidatur
bortfaldt, da han ikke vilde give
Danmark-Norge en fri Forfatning; et andet Parti
foreslog Prins Gustaf, den afsatte Konges Søn, men
Stemningen herfor var stærkt begrænset;
derimod samledes en stor Majoritet om den
danske Statholder i Norge, den folkekære
Christian August af Augustenborg, og han blev da
valgt 18. Juli s. A.; han modtog med Glæde
Valget og antog som sv. Kronprins Navnet
Karl August. Saa snart
Tronfølgerspørgsmaalet var afgjort, skyndte Regeringen sig at
faa Ende paa Krigen med Rusland; dette skete
ved Freden i Fredrikshamn (17. Septbr s. A.),
den tungeste, S. nogen Sinde har indgaaet; thi
hele Finland afstodes til Rusland. Med
Danmark blev Freden sluttet i Jönköping (10. Decbr
s. A.) uden Tab for S., og Frankrig rømmede
Vorpommern, imod at S. tiltraadte
Kontinentalsystemet. Imidlertid havde Karl August taget
Ophold i S.; men da han pludselig døde under
et Ophold i Skåne (28. Maj 1810), maatte
Stænderne atter sammenkaldes til
Tronfølgervalg. Regeringen ønskede Karl August’s
Broder, Hertug Frederik Christian af
Augustenborg, valgt, men da mange ansaa det for
heldigt, at den nye Kronprins var en dygtig
Hærfører, blev Opmærksomheden henvendt paa
den fr. Marskal Bernadotte, og med Napoleon’s
nødtvungne Samtykke valgtes da denne 18.
August s. A. Denne udmærkede Feltherre og
Statsmand blev straks efter sit Komme til S.
Rigets virkelige Regent og forstod med stor
Klogskab at stille S. i et venskabeligt Forhold
til England og Rusland uden at bryde med
Napoleon; men da denne i Slutn. af 1811 sendte
truende Noter til S., der for et Syns Skyld
havde erklæret England Krig, men ikke
overholdt Fastlandsspærringen, og fr. Tropper
besatte sv. Pommern, tog Karl Johan
(saaledes kaldte Bernadotte sig nu) sit Parti, idet
han indsaa, at Napoleon’s umættelige
Herskesyge snart maatte føre ham til Undergang; han
indledede derfor Forhandlinger med Rusland,
med hvis Kejser han, medens Napoleon
marcherede mod Moskva, havde et Møde i Åbo,
hvor Alexander I lovede ham sin Medvirkning
til Erobringen af Norge, mod at S. stillede sig
ved Ruslands Side i Kampen mod Frankrig.
Det flg. Aar (1813) rykkede da Karl Johan i
Spidsen for en sv. Hær ind i Sachsen, hvor
han udkastede Operationsplanen for de
Allieredes Forsvar af Elb-Linien, men holdt sin
Hær borte fra aktiv Deltagelse i Kampen (kun
ved Dennewitz medvirkede Svenskerne med
deres Artilleri). Efter Slaget ved Leipzig fulgte
Karl Johan ikke med de Allierede paa deres
March mod Rhinen, men drog med sine
Svenskere og et russ. Hjælpekorps ind i Holsten,
hvor han efter flere Træfninger med den danske
Hær undgik en afgørende Kamp, ved at den
modløse Frederik VI gik ind paa at slutte Fred
i Kiel (14. Jan. 1814), hvor han afstod Norge
som et selvstændigt Rige til Karl XIII, mod at
S. afstod svensk Pommern til Danmark. Efter
dernæst at have deltaget i Afslutningen af
Felttoget mod Frankrig (heller ikke her tog den
sv. Hær aktiv Del i Krigen, men blev staaende
i Belgien) gik han mod Norge, hvis Forening
med S. blev fastslaaet ved Overenskomsten af
4. Novbr s. A. (se nærmere under Norge).
Wien-Kongressen godkendte Resultaterne af
Karl Johan’s Politik, og S. havde derfor, da
Karl XIII døde (5. Febr 1818), atter vundet
en anset Stilling mellem Europas Stater.
Huset Bernadotte (fra 1818).
Karl XIV Johan kom ikke til at optræde
som sv. Krigsherre, idet der herskede
uafbrudt Fred i hans Regeringstid, hvad ogsaa
har været Tilfældet under hans Efterfølgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
