Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sværdet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Orienten har saavel som Occidenten sine
berømte Klingesmede, og Kunsten at kunne
damascere en Klinge — sammensvejse den af
forsk. udmærkede Bestanddele —, saa den
baade blev haard, skarp og bøjelig paa een Gang,
siges at stamme fra Damaskus.
Historien har dog især fremhævet Passau
(ældst), Solingen og Toledo som Arnesteder for
Forfærdigelsen af saadanne ypperlige Vaaben.
Og mange og lange er de Rækker af
Slægtnavne paa dygtige Smede, der findes optegnede,
hvis Kunst og Hemmelighed med Hærdningen
gik i Arv fra Fader til Søn gennem Aarh. I
Solingen findes den Dag i Dag Bærere af
saadanne berømte Navne, der stadig beskæftiger
sig med Forfærdigelsen af Vaaben; men nu ad
fabriksmæssig Vej. Nævne kan vi Weyersberg,
Kirschbaum, Henckells o. s. v.
Passau spillede allerede i 12. Aarhundrede en
førende Rolle, Solingen tog dog snart
Berømmelsen fra den. Italien, Frankrig, England,
Sverige, Danmark og Rusland har haft deres
Klingesmede; men de bedste S. leverede dog
Toledo og Solingen.
Hvor højt skattet et udmærket forarbejdet S.
var af sin Ejer, og med hvilken Veneration et
saadant betragtedes, derom vidner noksom de
mange Sagn om berømte S.’s eventyrlige
Egenskaber og de mange Navne paa disse, vi finder
opbevarede; af nordiske skal vi kun nævne:
»Tyrfing« og »Skrep«, af germanske og
frankiske Wieland’s »Mimung«, Roland’s »Durndart«,
som Tiderne har forvansket til »Dyrendal«.
De ældste Tiders S., f. Eks. de ægyptiske,
assyriske, græske, romerske, germanske og
nordiske, er som Regel korte, tveæggede med
bred spids Klinge, meget kort Greb og uden
Dækning for Haanden, særlig egnet til Stød
(Fig. 1). I Almindelighed forfærdiget af fint
hærdet Bronze, Angelen — Klingens
Fortsættelse — er beviklet med Traad eller — hyppigst
— beklædt med Horn-, Træ- eller Metalplader,
fastholdte med Nitter, hvorved Grebet dannes.
Dette afsluttes af Sværdknappen foroven, der
efter Tiderne har forskellig Form.
Derefter udvikles den simple Parerstang —
Korsfæstet —, der holder sig Middelalderen
igennem (Fig. 4). De ældste af disse Tiders S.
med temmelig lang Klinge har ingen Od, men
er afrundede for Enden (Fig. 2). De var kun
egnede til Hug, f. Eks. Vikingesværdet fra
8.—10. Aarh. En særlig Form var den enæggede
berømte »Sax« ell. »Scramasax« (Fig. 3).
Allerede i 15. Aarh. begyndte S. — Riddersværdet
— at blive forsynet med Bøjler til
Dækning for Haanden, særlig Bøjler, der fra
Fæstet griber ned om Klingens Bryst. De
kulminerer i Renaissancens 1,10 m lange, smalle,
tveæggede Stød- og Hugsværd (Fig. 5) og i
Rapiren med helt lukket Skaal i 16.—17. Aarh.
Derefter forkortes atter Klingen noget, og S.’s
sidste egl. Repræsentant er Pallasken med
fuldt Kurvefæste (Fig. 8), der begynder i 17.
Aarh. og i noget ændret Form endnu er i Brug
i vor Tid ved forskellige Staters Rytteri. Denne
Type kaldes fejlagtig Claymore — skotsk
Sværd —, der i Virkeligheden har to
nedadbøjede lige Parérstænger.
Tre særlige Former for S. fra 15.—17. Aarh.
bør endnu nævnes, nemlig: den korte
Oksetunge ell. »Malchus« (s. d.) samt de to
Arter, der var i Brug hos Landsknægtene —
Fodfolk —, den korte »Landsknægt« (Fig. 6) og
det mægtige Tohaandssværd (Fig. 7), der bares
af »Sværdsvingerne«. Det var undertiden over
1,60 m langt med 60 cm langt Fæste, begrænset
af den lange Tværparerstang, hvorunder atter
findes 2 korte Parerhorn ell. Hager. I
Modsætning til alle andre S. hørte til dette ingen
Skede, men en Læderbelægning et Stykke
under den mægtige Tværparerstang tillod, at det
kunde bæres paa Skulderen. Skederne var i
Reglen af Træspaaner overtrukne i de ældste
Tider med Oksehud, senere med garvet Læder.
I vor Tid er Skederne som Regel af Metal.
Skeden afsluttes forneden af en Metaldupsko,
foroven af Mundstykket.
Den alm. Bæremaade for S. har været ved
venstre Side, enten i Livrem ell.
Skulderbandoler, — en Tid hos Romerne og i
Middelalderen ved højre Side. De orientalske S. har med
Undtagelse af det indiske, der i Formen kun
afviger fra det europæiske i Henseende til
Fæstet, mest Slægtskab med Sabelen (s. d.),
hvorfor de ikke er fremstillede her.
C. H.
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
 |
| Fig. 3. |
 |
| Fig. 4. |
 |
| Fig. 5. |
 |
| Fig. 6. |
 |
| Fig. 7. |
 |
| Fig. 8. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
