Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Symbol - Symboler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til et Hus ell. en By af dem, der hidtil havde
haft dem i Forvaring ell. Eje, højtidelig blev
overgivne til en ny Besidder. I vore Dage er
saadan S. kun lidet fremtrædende i Retslivet;
dog er der nogle Rester tilbage, saaledes
Haandslaget ved Køb og Salg, Opløftelsen af
de tre Fingre ved Aflæggelsen af Eden o. desl.
(Sign. Michelet: Origines du Droit français
cherchées dans les symboles et formules du
Droit universel [Paris 1880]). Forsk. Tal er
der ligeledes fra gl Tid tillagt særegen Bet. (se
Talsymbolik). Dyresymbolikken har især
haft stor Betydning og udbredt Anvendelse
i Middelalderen. Man havde dengang endog
egne Værker, som gav Oplysning om
derhen hørende Forhold, saaledes de saakaldte
Bestiarier (sammenlign ogsaa
Fysiologus). Visse Dyr antoges at være Udtryk for
bestemte Dyder og Laster, Løven paa Styrke og
Mod, Hunden paa Troskab, Enhjørningen paa
Uskyld, Ørnen paa kongelig Værdighed,
Paafuglen paa Hovmod, Svinet paa Umaadelighed
i Mad og Drikke o. s. v. De fire Evangelister
symboliseres fra gl Tid, hver ved et levende
Væsen, Matthæus ved Mennesket, Markus ved
Løven, Lukas ved Oksen, Johannes ved Ørnen.
De vilde Dyr, der ofte afbildes uden paa
Kirker, særlig i den romanske Tid, antyder, at
udenfor Kirken hersker de vilde, raa Magter,
men i Kirken er Fred og Ro (sign. Evans
Animal Symbolism in ecclesiastical Architecture
[New York 1896]). En lgn. Tanke ligger til
Grund for de gl. Døbefonters Udsmykning.
Udenpaa er de ofte prydede med fantastiske
Uhyrer, der symboliserer de raa Magter, der
hersker i Verden, men i Kampen mod hvilke
man i Daabens Vande, ved Optagelsen i
Kirken, finder Hjælp og Kraft. Nogle af de
ældre Symboler har holdt sig til vore Dage,
saaledes Korset som Sindbillede paa Tro, Ankeret
paa Haab, Hjertet paa Kærlighed. I
Æstetikken har S. ogsaa stor Bet. Fremfor alt
anvendes det i en vid Maalestok i Poesien, særlig i
Folkepoesien. I den gl. hedenske Kultus
anvendtes S. paa forsk. Maade. Visse med
Gudsdyrkelsen i Forbindelse staaende Formularer,
der var kendte af dem, hvem der var meddelt
flere Oplysninger end alm. Tempelbesøgende, ell.
af dem, som var indviede i Mysterierne,
anvendtes ved Sammenkomster som Kendetegn og
Legitimation, hvorved man blev i Stand til at
holde uvedkommende og nysgerrige borte.
Noget lgn. gælder om nyere Tiders hemmelige
Selskaber, i hvilke S. spiller en stor Rolle. I
den kristne Kirke anvendes Ordet S. om
Sakramenterne, ligesom især om de Tegn og det
Materiale, der bruges ved disse, saasom Vand,
Brød, Vin. I Ordets lat. Form (Symbolum)
bruges S. i den kristne Kirke om
Trosbekendelser (se Symboler). (Litt.: Art. Symbolism
i Hastings Encyclop. of Rel. a. Ethics. Vol. XII,
1921, hvor videre Litt. er angivet).
(V. S.). Edv. L.
Symboler (gr.), Udtalelser vedrørende
Punkter i den kristelige Tros- og Sædelære fra hele
Kirkens ell. et enkelt Kirkesamfunds Side. Er
S. mere udførlige, kaldes de symbolske
Bøger ell. Bekendelsesskrifter.
Sprogbrugen er dog langtfra fæstnet m. H. t.
disse forsk. Udtryk. Ved S. i egl. Forstand bør
man rettest forstaa saadanne kirkelige
Udtalelser ell. Bekendelser, der har faaet jur.
bindende Kraft. S.’s Bet. er en dobbelt, samlende og
vejledende indadtil, vidnende og bekendende
udadtil. Kirken er nemlig nødt til at præcisere
og klarlægge Kristendommens
Sandhedsindhold, for at de umyndige kan ledes til videre
Indsigt, for at de udenforstaaende let kan
oplyses om, hvad Kristendom er, og for at alle
Kirkens Medlemmer kan samles i fælles
Erkendelse, samtidig med at falske Opfattelser
afvises. Historien viser da ogsaa, at Kirken
meget tidlig førtes ind paa at danne S. Maaske er
der Tilløb til Symboldannelse endog i den
allerførste Aposteltid. Apostlene og deres
Disciple efter dem synes i hvert Fald snart at
have samlet visse let overskuelige
Hovedpunkter af Kristendommens Indhold og anvendt
dem i deres Prædikener og Undervisning. En
kort Bekendelse er sikkert ogsaa tidlig bleven
knyttet til Daaben. Det nye Testamente giver i
det højeste dog kun Antydninger til en
begyndende Symboldannelse, saaledes Ap. Gern. 2,
22 ff., 1. Pet. 3, 18 ff. og 1. Tim. 6, 13. Hos de
ældste Kirkefædre er Symboldannelsen
imidlertid i fuld Gang. Navnet S. anvendes endnu
ikke, men Begrebet forefindes under
Benævnelsen regula fidei. Begrebet er imidlertid ikke
klaret, navnlig skelner man ikke skarpt mellem
Tradition i Alm. og S. i Særdeleshed. Men da
de store Konciler begynder, begrænses Navnet
S. efterhaanden til disses Afgørelser (se
Koncilium).
Fælles for alle Kirkeafdelinger i hele
Kirkens Historie er kun tre S., nemlig den
saakaldte apostolske Trosbekendelse
(s. d.), det
nikænokonstantinopolitanske S. (s. d.) og det Athanasianske
S. (s. d.). Hovedmassen af S. er derimod
særkirkelig.
Inden for de forsk. Kirkeafdelinger gør der
sig i øvrigt i vore Dage forsk. Opfattelser af S.
gældende. De to kat. Kirkeafdelinger støtter
S.’s Autoritet paa Kirkens Autoritet. Kirken ei
for dem ufejlbar, og hvad et helligt,
almindeligt Koncilium har vedtaget, er inspireret af
Helligaaiiden. S. opfattes nærmest som Tillæg
ell. Forklaringer til den i Skriften givne
Sandhedsaabenbaring, og de bør efter kat.
Betragtning have samme Autoritet som den hellige
Skrift. Den græsk-katolske Kirke
opstiller først og fremmest som S. de syv
saakaldte økumeniske Koncilers Beslutninger,
nemlig i Nikaia 325, i Konstantinopel 381, i Efesos
431, i Kalkedon 451, i Konstantinopel 553 og
681 og i Nikaia 787. Men som symbolske
Skrifter gælder desuden flg. specifikt gr.-kat, der
har vundet alm. Anerkendelse inden for denne
Kirkeafdeling: Gennadius’ Bekendelse fra c.
1455, Peter Mogilas’ fra 1643, Beslutningerne
paa Synoden i Jerusalem 1672 og Metrofanes
Kristopulos’ Bekendelse fra 1625. Det sidste
Skrift staar dog paa Grænsen af de symbolske
Bøger. Den romersk-katolske
Kirke har været langt mere produktiv end den
gr.-kat., og det kan ofte her være vanskeligt at
skelne mellem, hvad der blot er den gængse
Lære, og hvad der tillige er ophøjet til at have
officiel bindende Kraft som S. I den gr.-kat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
