Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Symboler - Symbolik - symbolisere - Symbolisme - Symbolister - symbolske Bøger - symbolsk Teologi ell. Symbolik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirke er den oldkirkelige Tankegang, at kun
et økumenisk Koncilium kan danne S., og at
Enkeltmands Værk derfor først bliver Symbol
ved at anerkendes af et Koncilium, i alt
væsentligt fremherskende. Men i Romerkirkens
Tankegang er der i Aarhundredernes Løb sket
en Forskydning. Ikke alene opfattes de
specifikt rom.-kat. Koncilers Afgørelser som
ligestillede med de gl. økumeniske Koncilers, men
ligesom den hele Kirkes Autoritet meget tidlig
blev overført paa Koncilet, saaledes er dettes
Autoritet atter bleven overført paa Paven,
officielt dog først ved Vatikanerkoncilet 1869—70.
Hvad Paven udtaler officielt paa Kirkens
Vegne om Tro og Lære, er inspireret af
Helligaanden og har som Følge deraf symbolsk
Karakter. For Fremtiden vil Konciler altsaa være
unødvendige for den rom.-kat. Kirke, da S.
kan skabes af Paven. Bl. den store Mængde
Konciliebestemmelser, Pavedekreter,
Encyklikaer o. s. v., der alle har symbolsk Gyldighed
i den rom.-kat. Kirke, og som jævnlig øges,
kan især fremhæves de økumeniske Koncilers
Afgørelser (for saa vidt Rom har billiget dem),
Tridentinerkoncilets og Vatikanerkoncilets samt
de derefter flg. pavelige Udtalelser. — I
Modsætning til det kat. Syn paa S. hævder begge
de protestantiske Kirker energisk, at
S.’s Autoritet maa støttes paa den hellige
Skrifts Autoritet. Kun fordi og for saa
vidt S. stemmer med Skriften, har de
kirkelig Autoritet efter protestantisk Opfattelse, og
deres Autoritet er stedse en afledet Autoritet.
Man vil derfor i vore Dage ikke længere øve
nogen Symboltvang (s. d.).
Symbolforpligtelsen gælder kun S.’s Aand, ikke deres
Bogstav, og man kan principielt intet indvende
mod at forandre et Samfunds S., naar blot
Forandringen ikke sker efter Enkeltmands
Tykke, men paa lige saa officiel Maade, som da
vedk. S. indførtes og opstilledes. I Enkeltheder
er der nogen Forskel i Symbolbetragtningen
inden for de to Kirker. Den lutherske
Kirke, som har et klarere Blik for
Betydningen af Samfundets Enhed og Traditionens
Bevarelse, har kun produceret forholdsvis faa S.
og har ikke ændret dem i Tidernes Løb. Det
er ogsaa de samme S., som gælder i alle
lutherske Landskirker. Dog maa hertil bemærkes, at
ikke alle Landskirkerne har antaget samtlige
S. De lutherske S. er den augsburgske
Konfession, Melanchthon’s Apologi for denne, de
schmalkaldiske Artikler, Luther’s store og lille
Katekismus og Konkordieformelen. De er
samlede i Konkordiebogen. I Danmark og
Norge gælder — foruden de økumeniske S.
— kun den augsburgske Konfession og Luther’s
lille Katekismus som S. Den reformerte
Kirke har produceret overmaade mange S.
og har ikke sjældent ændret dem i Tidernes
Løb ell. produceret nye. Hver Landskirke har
nemlig gennemgaaende ønsket at have sine
egne S. Man har derfor ikke et eneste fælles
S. Dordrecht-Synodens Afgørelser er det S.,
som har vundet den største Udbredelse blandt
Landskirkerne, men ikke alle godkender det.
I Schweiz, i forsk. tyske Stater, Ungarn, Polen,
Frankrig, Belgien, Nederlandene, Skotland og
Nordamerika er der inden for hver reformert
Landskirke blevet dannet eet ell. flere S. I
allernyeste Tid er der dog inden for den reformerte
Kirke en Bevægelse for at skabe et fælles
reformert S. En særlig Stilling indtager den eng.
Staskirkes S. (se anglikansk Kirke),
der næsten repræsenterer en egen Konfession.
(Litt.: De gr. S. er udgivne af J.
Michalcescu i »Die Bekenntnisse der
griechisch-orientalischen Kirche« [Leipzig 1904]; de
rom.-kat. af Denzinger i Enchiridion [Würzburg
1900 og oftere]; de lutherske af I. T. Müller
i »Die symb. Bücher der evang.-luth. Kirche«
[Gütersloh 1898 og oftere] og de reformerte af
Karl Müller i »Die Bekenntnisschriften der
reformierten Kirche« [Leipzig 1903). Hele
Konkordiebogen er overs. paa Norsk af Caspari
og Johnson [Oslo 1882] og de for Danmark
og Norge gældende S. af Alfred Th.
Jørgensen i »Den danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter, oversatte med Anmærkninger og
hist. Indledning« [1900]. Se i øvrigt Litt. under
de enkelte S. og under symbolske
Teologi).
A. Th. J.
Symbolik, se Symbol og symbolsk
Teologi.
symbolisere (gr., lat), udtrykke, forklare
ved Hjælp af Sindbilleder, Symboler
(s. d.).
Symbolisme kaldes navnlig den i Frankrig
i 1880’erne opstaaede litterære Strømning, der
reagerede mod Naturalismen og dens mest
udprægede Repræsentant Zola.
Symbolister blev en ny Betegnelse for de Dekadenter
(s. d.), der livstrætte vendte sig bort fra
den realistiske Virkelighedsroman og
Parnas-Digternes maleriske eller plastiske Poesi.
Symbolisterne søgte fra Realiteterne til de
store og dunkle Symboler, fra Dagslyset til
Mystikken, Drømmen, Sjælelivets Natside; deres
Digtning blev livssky, livsræd, ensom,
forundret, vag som Musik. Verlaine, Mallarmé eg
Maeterlinck er S.’s mest kendte Digtere paa
Fransk. Men Bevægelsen bredte sig ogsaa
udefter, til Tyskland (Stefan George), til
Danmark (Tidsskriftet »Taarnet«) og Norge
(Obstfelder). Som alle litterære Strømninger i
Nutiden forsvandt den omtr. lige saa hurtig, som
den dukkede op, uden at danne varig Skole
nogensteds.
S. Ms.
Symbolister, se Symbolisme.
symbolske Bøger, se Symboler.
symbolsk Teologi ell. Symbolik, i nyere
Tid undertiden benævnet
Konfessionslære, er en Gren af den systematiske Teologi,
nærmest beslægtet med Dogmatikken. Dens
Opgave er, kortelig udtrykt, gennem en
Fremstilling af de kirkelige Symbolers Indhold at
give en Oversigt dels over den fælles kirkelige
Lære, dels over de enkelte Kirkesamfunds
Hovedlærdomme. Men Maaden, hvorpaa Kirkens
og Kirkeafdelingernes Karakteristik gives, kan
ganske vist være højst forsk. og retter sig ikke
alene efter Forf.’s konfessionelle Stade og
Individualitet, men ogsaa efter, hvor stor en Rolle,
de hist. Momenter i Fremstillingen spiller. En
betydelig Forskel giver det endvidere, om man
ved Redegørelsen for de enkelte Kirkesamfunds
Lære nøjes med deres Symboler i egl.
Forstand som Materiale, ell. om man drager mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
