Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paavise det uimodsigeligt ved samtidige
Vidnesbyrd, men fra 8. Aarhundrede af har vi
aramæiske Indskrifter fra S., nemlig fra Sendjerli
(s. d.). I 16. Aarhundrede f. Kr. begyndte de
ægyptiske Konger af 18. Dynasti at foretage
Krigstog til S. Store Strækninger af S. maatte
snart bøje sig for den mægtige Konge Thotmes
III, der her forefandt en Mængde Smaariger,
beherskede af Konger (Megiddo 1478). Hans
Efterfølgere beholdt Herredømmet over større
Dele af Landet, hvad der tydelig fremgaar af
Brevene fra Tell-el-Amarna. Men disse viser
for øvrigt ogsaa, at Kong Amenofis eller
Amenhotep IV, der i Ægypten afskaffede Dyrkelsen
af Amon og i Stedet indførte en Soldyrkelse,
ikke formaaede at haandhæve det ægyptiske
Herredømme over S. Der tales i Brevene oftere
om Fremtrængen af et Folk, hvis Navn læses
Habiri. Dette Folk har man ment ikke var
noget andet end Hebræerne, hvis Navn godt
kunde gengives paa denne Maade. Efter
»Amarnatiden« fulgte en kritisk Periode, hvor Ægypten
kom til Kræfter, og et Sammenstød med
Hittiterne, der stadig satte sig fastere i Nordsyrien,
blev uundgaaeligt; det kom med Slaget ved
Kadesh (ved Orontes-Floden, 1288), der ikke
afgjorde Sagen til endelig Fordel for nogen af
Parterne, og ved Overenskomsten mellem
Ramses II og Hattusil III af 1272 ophørte
Rivaliseringen. Assyrerne fortæller om, at Kong
Tiglath Pilesar I foretog Angreb paa Nordsyrien i
12. Aarhundrede, men de Egne, der berøres,
tilhører udelukkende de allerlængst mod N.
liggende Dele af S. (Hos ham nævnes Palmyra for
første Gang). Om hele det øvrige Land meddeles saa
godt som intet før hen i 9. Aarhundrede, da
Assyrerkongerne Assur-nasir-pal og
Salmanassar III trængte længere frem i Landet (Karkar
854). I denne Mellemtid mellem 13. og 9.
Aarhundrede f. Kr. mellem Ramses II og
Assurnasir-pal falder rimeligvis Indvandringen i det
sydlige S. saavel af Israelitterne som af
Filisterne. Ved Aar 1000 blomstrer det israelitiske
Rige op under David, der underlægger sig flere
mindre Naboriger, men allerede under Salomo
(omtrent 965—925) begynder hans Rige at falde
sammen. Fra 9. til 7. Aarhundrede satte
Assyrerkongerne sig efterhaanden i Besiddelse af
stadig større og større Dele af S. Der blev gjort
Ende paa Rigerne i Hamat, Damaskus (732) og
Samaria (722), og de dertil hørende Landskaber
blev assyriske Provinser. De fleste andre
Smaariger blev skatskyldige, men forsøgte for øvrigt
oftere at afryste Aaget Da Assyrien forfaldt,
kom S. en kortere Tid til at staa under
Ægypterkongen Neko 610; men allerede 605 (Slag
ved Karkemish) forjoges Ægypterne af
Babylons Konge, Nabukodonosor (Nebukadnezar),
der nu blev Landets Overherre. S. stod
derefter under Babylon, indtil Kyros 538 gjorde
Ende paa det babylonske Rige; det kom derefter
til at tilhøre Perserne og efter Achæmenidernes
Riges Fald Makedoneren Alexander den Store.
Ved Delingerne efter hans Død blev S. til sidst
tildelt Seleukos, hvis første Kongesæde var
Babylon, men han flyttede siden sin Residens til
det nybyggede Antiocheia i S. Da Seleukiderne
snart mistede de store østlige Besiddelser og
siden det meste af Lilleasien, kom Riget til i
det væsentlige at bestaa af S. Men det
indbefattede dog ikke hele S. Ægyptens Hersker
Ptolemaios I satte sig 312 i Besiddelse af den sydlige
Del, som hans Efterfølgere længe beholdt.
Til sidst kom vel ogsaa denne Del til at staa
under Seleukiderne, der saaledes beherskede
hele S. Men dette varede ikke længe. Under
Antiochos IV Epifanes udbrød der et farligt
Oprør i Palæstina, som endte med, at Jøderne
rev sig løs og dannede en egen Stat. Efter at
S. i lange Tider havde været sønderrevet af
indbyrdes Kampe, kom største Delen af det under
Armeniens Konge Tigranes 83—69. Ved
Pompejus blev største Delen af S. 64—63 f. Kr.
underlagt Romerne, der snart ogsaa gjorde den
tidligere jødiske Stat til Provins. Kun en Del af
det sydlige (med Byen Damaskus) var
uafhængig af Rom, idet den stod under Nabatæernes
Konger, der herskede i Petra (Sela) i det gamle
Edom. Til sidst blev ogsaa Nabatæernes Rige
inddraget under Romerstaten og forenet med
S. Dette viste sig imidlertid snart at være til
stor Skade for Landet, da Romerne ikke
formaaede at værge Indbyggerne mod
Ørkenbeboernes røveriske Indfald, hvilke Nabatæerne
tidligere havde holdt borte. For øvrigt var den
romerske Tid i det hele ret lykkelig for det
meste af S., da det i denne Periode var fri for
de ødelæggende Borgerkrige, som tidligere
havde sønderrevet Landet. Kun Jødeland var to
Gange Skuepladsen for grufulde Begivenheder,
først under det store Oprør, der endte 70 med
Jerusalems Ødelæggelse, og siden under
Bar-Kokba’s Oprør i Hadrian’s Dage. Hovedstaden
i S., Antiocheia, var i Kejsertiden meget rig og
blomstrende og Romerrigets trediestørste Stad.
I Salihijje ved Eufrat (Europos) fandtes i 1920
overraskende Levn af syrisk Malerkunst fra
2.-3. Aarhundrede. I 3. Aarhundrede kom S. i
et Par Aar til at høre til Zenobia’s Rige, men
Aurelian bragte 273 atter S. under Rom. Efter
at Konstantin var flyttet til Konstantinopel, og
Riget 395 var blevet delt, kom S., der imidlertid
var blevet kristnet, under det østromerske
Rige. 608—22 tog Perserne S. fra dette, men de
forjoges atter af Heraklios. Byzantinerne
skulde dog ikke beholde Landet ret længe; 633
kom Araberne og lagde S. under Kaliferne
(Jarmuk 636). Efter 660 flyttede Moavija til
Damaskus, og S. blev saaledes for en Tid
Hovedlandet i Kalifernes store Rige. Men ved
Omajjadernes Fald (Zab 750) forlod Herskerne
Damaskus og opslog deres Sæde i Bagdad. S. blev
nu atter Provins, først af Kalifatet i Bagdad,
men siden (fra 977) kom det under Ægyptens
Sultaner. 1090 indtoges S. af Seldshukkerne, der
i den følgende Tid maatte dele Herredømmet,
dels med Sultanerne i Ægypten, dels med andre
muhammedanske Herskere (Atabek’er o. a.),
dels med Korsfarerne, der 1099 oprettede
Kongeriget Jerusalem (s. d.). Dette Rige var dog
stadig meget svagt og mistede idelig Stykker af
sit Landomraade, indtil 1291 Europæernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
