Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syrien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rechlin, »S.’s Stellung in der Weltwirtschaft«
[Greifswald 1920]; Samné, La Syrie [Paris
1920]; Springett, Secret Sects of Syria and
the Lebanon [London 1922]).
M. V.
Historie. Det Land, vi kalder S., og
som kun til Dels har skarpe naturlige Grænser,
har næsten aldrig i den lange Tid, vi kender
dets Historie, dannet nogen Enhed eller Helhed,
hverken i national eller i politisk Henseende.
Enten har det været delt i flere, i Reglen
indbyrdes uenige, ja imod hinanden ofte fjendtlig
stemte Smaastater, eller ogsaa har Landet været
Provins af fremmede Riger. Sammenlignet med
Ægyptens, Mesopotamiens og Persiens Imperier
har syriske Statsdannelser kun spillet en
beskeden verdenshistorisk Rolle; men kommercielt
og militært har S. haft Betydning gennem alle
Tider. Vigtige Handelsveje gaar derigennem, og
det har i Fønikerne huset et Folk, der i
fremragende Grad løste de Opgaver, som
handelsgeografisk set laa for dem. Hermed er ogsaa
givet Vigtigheden for Nabo-Imperierne af den
militære Kontrol med S., der tillige ifølge sin
Beliggenhed er Broen mellem disse; det er som
et Glacis, hvis defensive Vigtighed for Ægypten
kommer paa Højde med dets offensive
Betydning for de østlige Riger. Dets smalle Passage
har været Hærvejen mellem Afrika og Asien fra
Faraoner i det 3. Aartusind f. Kr. til Allenby i
vore Dage; Næsset ved Nar-el-Kelb (N. f.
Beirut) bærer Indskrifter til Minde om ægyptiske,
assyriske, babylonske, græske, latinske,
arabiske, franske, tyrkiske og tyske Ekspeditioner.
Overfor Mangelen af en betydningsfuld
selvstændig politisk Indsats maa stilles S.’s
Formidling af ægyptiske, mesopotamiske og ægæiske
Kulturelementer, og navnlig er det jo en syrisk
Smaastat, der tilkommer »den Pris klarest og
renest at have udtalt Monoteismens enkle og
altomfattende Verdensanskuelse blandt de
mange Røster, der i Oldtidens Østen søger frem
mod samme Tanke« (Th. A. Müller).
Om Landets forhistoriske Tid ved vi kun lidt,
trods Fund af Stensager, saavel under aaben
Himmel som i Huler, beboede i forhistorisk
Tid; der mangler ikke Fund fra den ældste
palæolitiske Periode (Cheleén), saa lidt som en
senere Tids Dysseanlæg. Hvad den historiske
Tid angaar, er Kildematerialet for selve S.
endnu yderst sparsomt; de utallige Ruinhøje i
Nord-S. er praktisk talt urørte; men de nye
franske Gravninger i Fønikien har kastet Lys
over kulturelle Forhold allerede i den ældste
historiske Tid. Enkelte spredte Oplysninger kan
hentes fra oldbabylonske Indskrifter, men den
væsentligste Kilde til Kendskab om Landets
ældste Historie er de ægyptiske Optegnelser,
som begynder kort efter 3000 f. Kr., men
flyder rigeligere i 2. Aartusinde f. Kr., og som
læses dels i hieroglyfisk Skrift paa
Mindesmærker fra Ægypten (foruden paa et Par enkelte
ægyptiske Tavler i selve S.), dels i hieratisk
Skrift paa Papyrusruller. Til disse Kildeskrifter
slutter sig en anden i Ægypten (i
Tell-el-Amarna) opdaget Gruppe Aktstykker paa brændte
Lertavler, affattede med babylonsk Kileskrift,
og som indeholder Breve og Indberetninger fra
ægyptiske Statholdere i S. foruden Breve fra
indfødte Fyrster fra Nordsyrien og tilstødende
Egne, endvidere Dokumenterne i de hittitiske
Kongers Arkiv i Bogazköi (Lilleasien), der er
blevne tilgængelige for Videnskaben efter Hugo
Winckler’s storartede Fund i 1906. Fra den
følgende Tids Historie haves mange værdifulde
Efterretninger i de assyriske Kongers historiske
Indskrifter, der er affattede i assyrisk
Kileskrift. Foruden disse fra fremmede Folk
stammende højst vigtige Kilder er der ogsaa fra
Landet selv levnet os gamle Optegnelser, som er
af allerstørste Betydning for at lære særlig det
aandelige Liv i Landet at kende i Oldtids Dage,
nemlig det gamle Testamentes paa Hebraisk
(og Aramæisk) affattede Bøger (med de sig
dertil sluttende apokryfiske Bøger) og endelig det
ny Testamentes Skrifter. Til de følgende Tiders
Historie dannes vor Hovedkilde af den græske
Litteratur, saavel fra Grækenland selv som fra
de Lande uden for Europa, der blev stærkt
paavirkede af græsk Civilisation (hvortil ogsaa S.
hører), ligesom længere hen i Tiden den
latinske, den byzantinske eller sen-græske, den
syriske og den arabiske Litteratur. Fra
Middelalderen af kommer hertil endvidere europæiske
Folks Beretninger lige til vore Dage. Fra
Landet selv stammer desuden Indskrifter, Mønter,
foruden Kunst- og Industrigenstande fra
forskellige Tider, med hvilke de mere litterære
Kilder stadig maa sammenholdes.
Vistnok c. 3000 f. Kr. har S. været beboet af
Semitter; en ægyptisk Kilde nævner ved den Tid
et Stednavn, som sandsynligvis er semitisk. Fra
denne »amoritiske« Befolkning stammer efter
en almindelig Antagelse det gamle, semitiske
Dynasti i Agade i Nord-Babylonien (c. 2600).
Om man for Alvor kan tale om et »amoritisk
Imperium« (A. T. Clay), er Genstand for
megen Tvivl, og den mangelfulde Undersøgelse af
den syriske Oldtids Bopladser vanskeliggør
Bedømmelsen af Professor Clay’s vidtgaaende
Slutninger. Ægyptiske og babylonske
Ekspeditioner — efter Cedertræ fra Libanon — er
bevidnede gentagne Gange i 3. Aartusinde. Dette
er kendetegnet ved en tydelig ægyptisk
Indflydelse i det fønikiske Kystland; i et Tempel i
Byblos laa ægyptiske Votivgaver fra de ældste
ægyptiske Dynastiers Tid. Henimod c. 2000
synes store Bevægelser i S.’s Befolkning at have
fundet Sted; under Tryk Nord fra er Hittiter
gaaet mod Syd fra deres Rige i Lilleasien
(Erobring af Aleppo og Karkemish c. 1900 og
sml. Efterretningen om det 1. babylonske
Dynastis Fald for et hittitisk Angreb c. 1800),
og Dele af S.’s Semitter kan derved være
drevne Syd paa og som Hyksos (= ȯrkenens
Fyrster«) have naaet Ægypten.
I 2. Aartusinde f. Kr. finder vi i det sydlige
S. kanaanitiske Folk, som taler Mundarter af
det Sprog, hvis bedst kendte Repræsentant er
Hebraisk. I Norden finder vi Hittiterne (der
ikke var Semitter). I Mellemsyrien tales
rimeligvis allerede i 2. Aartusinde f. Kr. aramæiske
Mundarter. Sikkert nok kan vi endnu ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
