Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - syrisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skrift om Indien, men navnlig fik han
Betydning ved sine Digte, af hvilke en Samling skal
have indeholdt 150 Numre. En Discipelkreds
fortsatte hans Virksomhed, hvis Virkninger
strakte sig langt mod Øst og Vest. Alt dette er
dog kun kendt paa anden Haand. Derimod
findes en Samling Thomasakter baade
paa Syrisk og Græsk, og det er sandsynligt, at
Originalen er syrisk; det er gnostisk prægede
Skildringer af Judas Thomas’ Undere, hvorved
han i Indien omvendte mange til et helligt,
d. e. asketisk Liv. Til gnostiske Kredse synes
ogsaa Salomon’s Oder at høre, men disse
er sikkert oversat fra Græsk. Overhovedet har
der utvivlsomt været en rig gnostisk Litteratur
paa Syrisk, hvor ogsaa Manichæer, Markioniter
o. a. har været repræsenteret. Denne Litteratur
fik sin Afslutning med Gnosticismens
Overvindelse, der i den syriske Kirke for en væsentlig
Del skyldtes en enkelt Mand, nemlig Afrêm
(d. 373). Han virkede som Lærer og
Skoledanner i Nisibis og Edessa og staar som den
centrale Skikkelse i den ældre s. L. Hans Værker
er bevaret i mange Haandskrifter og til Dels i
Oversættelser, især til Græsk, men derfra videre
lil Latin og andre Sprog. Hans Prosa omfatter
Bibelforklaring, Fremstilling af den nikænske
Teologi, Værker mod Kætterne o. a.; størst
Betydning fik hans Digte, gennem hvilke han
vilde overvinde Virkningerne af den gnostiske
Poesi. De omfatter Læredigte, Polemik,
Hymner til Fester, til hellige Personer,
Forherligelse af det asketiske Liv, Lovprisning af Gud
og Gudsmoderen, undertiden ogsaa Skildringer
af Samtidens Begivenheder. I Vestsyrien
repræsenteredes Digtningen af Bâlai (d. 432), og
Qûrillônâ. Samtidig med Afrêm virkede
ved Mosul Afrâhât, som i 22 »Homilier« gav
en Fremstilling af den kristelige Lære. Hans
Hjemsted tilhørte det persiske Omraade; her
havde blodige Forfølgelser kuet de Kristne i 4.
Aarh., men under Jazdegerd I standsede de
omkring 400. Medvirkende hertil var Mârûtâ
fra Maiperqat, der vandt Perserkongens Tillid;
han organiserede den persiske Kirke, hvoraf
fremgik forskellige Synodalakter og rituelle
Dokumenter, og der skabtes stærkere
Sammenhæng mellem Vesten og disse østlige Dele af
Kirken. De stærke Forfølgelser, som de Syrisk
talende Kristne periodevis var udsat for, baade
i de Egne, der hørte til Romerriget, og dem, der
stod under Perserne, har sat stærke Spor i
Litteraturen gennem Samlinger af
Martyrakter. De ældre Forfølgelser, saaledes under
Decius (249—51), har muligvis været
Udgangspunkt for nogle af de talrige legendariske
Akter. Fra Samosata haves nogenlunde samtidige
Beretninger om et Martyrium fra 308; de
persiske Forfølgelser, særlig vinder Sâpûr II i 4.
Aarh., er skildret i Samlinger, der ordnedes af
Mârûtâ og en Katolikos Achai (d. 415),
hvortil slutter sig Fortællinger, som i »Byen Bêt
Selôk’s Historie« (6. Aarh.) o. a.
Martyrhistorien blev en yndet opbyggelig Læsning sammen
med egentlige Helgenlegender, og Martyriets
Grusomheder antager i de senere Legender ofte
barokke Former. Interessen strakte sig ogsaa
til fremmede Menigheders Martyrier; antagelig
fra Begyndelsen af 6. Aarh. stammer saaledes
en Himjariternes Bog, der skildrer de
Kristnes Martyrium i Sydarabien, et Værk
hvoraf betydelige Fragmenter fornylig er
fremdraget af A. Moberg i Lund.
Et vigtigt Led i den ældre s. L. udgør
Bibeloversættelserne. Den alm. anvendte
syriske Bibel, der anerkendtes af alle Sekter,
er Peshittâ (»den simple«). Den trængte
igennem i 5. Aarh., vistnok under Indflydelse
af Biskop Rabbûlâ (d. 435). Oprindelig
manglede Krønikerne, Esra og Nehemias i det
gl. Testamente, ligesom Johs. Aabenbaring og
de smaa Katolske Breve mangler i det nye
Testamente. Den første Begyndelse til
Bibeloversættelsen er maaske gjort af den jødiske
Menighed i Adiabene, efterhaanden føjedes
mere til, sluttelig ogsaa »apokryfe« Skrifter fra
den hellenistisk-jødiske Bibel.
Evangeliecitaterne hos Afrêm og andre forud for Rabbûlâ’s Tid
stemmer ikke med Peshittâ, men med andre,
ældre Oversættelser. Den ene af disse er
Diatesseron, en Evangelieharmoni
(sammenarbejdet Udtog af de 4 Evangelier), der
skyldes Tatian (Slutningen af 2. Aarh.), men nu
kun er kendt gennem Citater. Den anden
Evangelieoversættelse kaldes i Modsætning til dette
»blandede Evangelium« for de adskiltes
Evangelium; den kendes i to
Haandskrifter, dels codex Cureton i Britisk Museum
(udgivet 1858), dels codex Sinaiticus, en Palimpsest,
som fandtes 1892 i Katharinaklostret paa Sinaj
af Mrs. Lewis. I de første Aarhundreder, da
disse Evangelieoversættelser brugtes, havde man
som Bibel tillige Oversættelsen af det gamle
Testamente, der danner Grundlaget for Peshittâ,
samt af Pauli Breve. Da den store Spaltning
var indtraadt mellem Monofysiter og
Nestorianere, forsøgte de to Retninger at skaffe sig hver
sin Bibeloversættelse. Monofysiterne fik c. 500
ved Foranstaltning af Filoxenos en
Oversættelse af den græske Bibel, kaldet den
filoxeniske, af hvilken kun Evangelierne og
lidt af Jesaia er bevaret, og 616—17 fik de en
Oversættelse af Origenes’ Septuagintatekst, som
findes i hans Hexapla; denne, der besørgedes
af Paulus fra Tellâ, kaldes derfor den
syrohexaplariske. En Revision af den
filoxeniske i nær Tilslutning til den græske Tekst er
den heraklensiske, udført af Thomas
af Herakleia 615—16. Paa samme Maade havde
Nestorianerne faaet en Oversættelse af hele
Bibelen fra Græsk ved Mâr Abhâ (d. 552).
Samtidig med at Kampen mellem Kirken og
Gnosticismen afsluttedes i Litteraturen omkring
400, begyndte inden for Kirken Kampene om
Kristi Natur. Nestorios, som var Patriark i
Konstantinopel, men stammede fra Østen,
hævdede, at Kristus havde to Naturer, en
guddommelig og en menneskelig, som var skarpt
adskilt. Over for ham stod Monofysiterne, som
hævdede, at Kristi guddommelige Natur helt
opslugte hans menneskelige, og midt imellem stod
Kyrillos fra Alexandria, der indtog et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
