Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - syrisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mellemstandpunkt, som efter en Flertalsbeslutning ved
Koncilierne i Efesos 431 og i Kalkedon 451 blev
fastslaaet som det ortodokse. Rabbulâ,
Biskop i Edessa 411—35, hældede en Tid til
Nestorianerne, men sluttede sig dog til Konciliet i
Efesos; efter hans Død blev Nestorianismen
imidlertid herskende i Østen, især i
Perserriget; den fastsloges gennem et Koncil i
Seleukia under Aqâq 486. Den østlige Nestorianisme
styrkedes yderligere, da Kejser Zenon’s Edikt
489 udjog Nestorianerne, som derpaa søgte til
Persien. Nisibis, hvor Nestorianeren Bar
Sauma blev Biskop 435, blev et Hovedsted
for den nestorianske Teologi. Saaledes skiltes
det østsyriske Aandsliv fra det vestlige, hvor
den monofysitiske Lære hyldedes. Sin
kraftigste Forkæmper havde den her i Jaqob
Bûrde’ânâ (d. 578). efter hvem de syrisktalende
Monofysiter kaldes Jaqobiter; de agiterede
ogsaa i Østen, men trængte her aldrig igennem.
Den Spaltning, der saaledes indtraadte i den
syriske Kirke, har sat dybt Mærke i
Litteraturen; den præger Skrift og Sprog, og som omtalt
mærkes den i Bibeloversættelserne. Stærkest
træder den frem i den egentlige kirkelige
Litteratur, der beskæftiger sig med Gudstjenesten,
Dogmet og Retten.
Litteraturen lader os kende Liturgien
baade før og efter Spaltningen. Et Par Blade
med den eucharistiske Liturgi fra 6.
Aarhundrede viser Karakteren af den gamle syriske
Messe. Den jaqobitiske Liturgi er afhængig af
de græske, den tillægges »Herrens Broder
Jaqob«, den nestorianske er udformet i 7.
Aarhundrede; endelig findes paa Syrisk en Liturgi
for Melkiterne, der fulgte den byzantinske
Ortodoksi. Hertil slutter sig Beskrivelsen af
Kirkeaaret og dets Fester fra nestoriansk Side ved
Thomas af Edessa og andre, indtil disse
Værker i Begyndelsen af 14. Aarhundrede
afsluttedes af en Katolikos Timotheos II. Fra
monofysitisk Side ved Môshê bar Kêfâ (9.
Aarhundrede) og andre. Grundlaget for den syriske
Kirkeret var Konciliebeslutningerne,
Justinians Ret og ledende Kirkefyrsters Afgørelser.
Det maa herved bemærkes, at der ikke sattes
Skel mellem kirkelig og borgerlig Ret, idet
Menighederne havde Jurisdiktionsret, ogsaa under
det muhammedanske Herredømme. Baade
Nestorianere og Jaqobiter henførte deres Ret til
apostolsk Grundlag, hvilket gav sig Udtryk i
Værker som »Apostlenes Didaskali« fra 3.
Aarhundrede og de derpaa byggede »apostolske
Konstitutioner«. Nestorianerne føjede hertil
Beslutninger af to »Apostelkoncilier«, hvortil
kom Vedtægterne fra Synoden i Seleukia 410.
Disse tillige med andre samledes i en
nestoriansk »Synodebog« under Henânishô’ kort før
800; dertil føjedes Bearbejdelser af den
justinianske Ret og Oversættelser fra Pehlevi af
syrisk-persiske Metropoliters Afgørelser. Ogsaa
Jaqobiterne havde et særligt »apostolsk«
Retsværk, oversat fra Græsk, i 8 Bøger, hvis to
første udgjorde »vor Herres Jesu Christi
Testamente«. Dertil sluttede sig Afgørelser af
Rabbûlâ, Jaqob fra Edessa og andre. Baade
nestoriansk og jaqobitisk Ret samledes i større
Kodifikationer i 14. Aarhundrede, den nestorianske
af ’Abdîshô i »De kirkelige Retsbestemmelsers
Tavle«, den monofysitiske af Bar Hebræus i
»Vejledningernes Bog«. Den egentlige
Teologi dyrkedes ved de forskellige Skoler. Den
nestorianske Teologis Centrum, Skolen i Nisibis,
fik en betydelig Leder i Narsai (d. 502), hvis
Værk fortsattes af Mâr Abhâ (d. 552), som
blev Katolikos i Seleukia og stiftede en Skole
der. Denne Retning havde tre store
Autoriteter, Diodor af Tarsos, Nestorios og Theodor af
Mopsuestia. Omfattende Fremstillinger af Læren
frembragtes ikke i den ældre Tid. I Homilier,
i Breve og enkelte Afhandlinger behandles ofte
særlige Spørgsmaal. Med stor Iver studerede
og kommenterede man Bibelen, men af de
nestorianske Kommentarer er der kun opbevaret
faa, f. Eks. den 791 affattede »Skolionbog« af
Theodoros bar Kônî. Den monofysitiske Teologi
sluttede sig til Severus af Antiokia, hvis
Værker blev oversat. Dens Hovedrepræsentanter
var Filoxenos (d. c. 523), Jacob af
Serûg (d. 521), Jaqob fra Edessa (d. 708) og
andre. De har alle behandlet teologiske
Spørgsmaal i Breve. Filoxenos, hvis Initiativ en
Bibeloversættelse skyldtes, forfattede to
Afhandlinger om Treenigheds- og Inkarnationslæren.
Ogsaa denne Kirkeretning skrev Kommentarer,
af hvilke flere er opbevaret, saaledes den
saakaldte »Kædekommentar« til hele Bibelen, der
afsluttedes i 9. Aarh. Ligesom Kirkeretten fik
ogsaa Læren sine sammenfattende Fremstillinger i
13. og 14. Aarhundrede, den nestorianske ved
’Abdîshô i »Perlernes Bog«, den monofysitiske
ved Severus bar Shakkû (d. 1241) i
»Skattebogen« og ved Bar Hebræus i »Helligdommens
Lampe«.
Den syriske Kirke var i udpræget Grad en
Munkekirke, i hvilken det kristelige Liv var
identisk med Askese og Kamp mod den
medfødte Natur. De, der vilde virkeliggøre det
kristne Ideal, trak sig derfor tilbage i
Ensomhed i Ørkenen og paalagde sig allehaande Savn
og Selvplagerier. Men tidligt opstod der ogsaa
en Mængde Klostre, der ofte blev
Lærdomssæder, og som var de to Kirkeretningers faste
Borge. Et særlig betydningsfuldt Kloster var
Tûr ’Abdîn ved Nisibis; et Sæde for
monofysitisk Lærdom blev Thomasklostret ved
Qênneshrê (»Ørnerede«) SV. f. f. Edessa, grundlagt af
Jôchannân bar Aftônjâ (d. 538); her levede i 7.
Aarhundrede Severus Sêbôkt, og herfra udgik
Jaqob fra Edessa (d. 708). Munkeidealet har i
høj Grad givet sig Udtryk i Litteraturen
gennem Helgenlegender, der knytter sig
nær til de ovenfor omtalte Martyrberetninger.
Afholdenhed fra menneskeligt Selskab, fra
Ægteskab, fra Føde, Klæder, Renlighed, dertil
Stræben efter Martyriet karakteriserer disse
Legender. Gennem Askesen opnaas Hellighed
og dermed Magt over Naturen, hvorfor den
Hellige stadig søges af Menneskeskarer, som
ønsker Helbredelse og anden Velsignelse.
Saaledes skildres f. Eks. Søjlehelgenen Shem’ôn i
en Biografi fra 472, og mange andre slutter sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
