Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1890 var Tallene henh. 69, 48 og 45, og i 1913:
26, 86 og 50. En Henvendelse fra faa, ofte
endog indvandrede Sognebeboere var tit
tilstrækkelig til disse Forandringer i Kirkens ældgamle
Sprog, og alt som den tyske
Religionsundervisning bredte sig i Skolerne, blev ogsaa den
danske Konfirmation afskaffet ell. indskrænket i
Sognene helt op til Grænsen. Denne Tvang
søgte Befolkningen at møde ved Oprettelsen af
Kirkeligt Samfund for
Nordslesvig (1894) og ved Grundlæggelsen af
Frimenigheder. De ældste af disse dannedes i
Rødding, Bovlund, Visby og Forballum, men efter
1895 opstod ny i Haderslev, Aabenraa,
Sundved og Skærbæk. De fleste af disse lod smukke
Kirkebygninger opføre; men da Befolkningens
Hovedmasse var kirkelig konservativ og hang
fast ved de gl. Kirkebygninger og den
overleverede Gudstjeneste i disse, fik
Frimenighedsbevægelsen først i Tidens Løb afgørende
Indflydelse paa Nordslesvigs Kirkeliv, fremmet ved
Myndighedernes hensynsløse Sprogtvang og
Konsistoriets utilslørede Fortyskningsiver.
Det her antydede store Samlingsarbejde,
støttet af en dygtig ledet Presse (»Dannevirke«,
»Modersmaalet« i Haderslev, »Hejmdal« i
Aabenraa, »Dybbøl-Posten« i Sønderborg og
»Flensborg Avis« i Flensborg) og ledsaget af et
kraftigt politisk Opsving tvang ofte Tyskerne
over fra Angreb til Forsvar. Regeringens
haarde Haand var dem ikke nok, »Nordmarkens
betrængte Tysker« blev stadig udstillet til Ynk
og Beklagelse, og for at værne ham maatte de
betræde Danskernes Veje. 1890 dannedes en
Tysk Centralforening for det
nordlige S., der ikke alene skulde lede den egl.
Valgagitation, men ogsaa modvirke alle øvrige
Formaal, som de danske Sammenslutninger
havde sat sig. Den oprettede tyske
Bogsamlinger, lod afholde Foredrag og grundlagde Blade,
som paa Dansk skulde virke for Tyskhedens
Udbredelse, ja den indlod sig endogsaa paa at
omplante den danske Folkehøjskole for paa
slesvigsk Grund at danne et
Fortyskningsmiddel mere. Den fik derved et Skær af Plagiat
ell. Efteraberi over sig, men da den lededes
med fuldkommen Hensynsløshed, planmæssigt
anvendte Angiveri og ikke veg tilbage for
Udbredelse af løgnagtige Beretninger, opnaaede
den stor Indflydelse og uddybede Hadet mellem
de to Folk paa en hidtil uanet Maade.
Efter Rigsdagsvalget 1898, da de Danske gik
frem med 1100 ny Stemmer, svang den tyske
Forening sig endogsaa op til at blive en Art
Biregering og fremmede den Tvangs- og
Udvisningspolitik, der efter den daværende
Overpræsident v. Köller gaar under Navnet
Köller-Politikken. Nominelt rettedes Slagene
imod Folkets Ledere, de saakaldte Agitatorer;
men da de som preussiske Undersaatter og
lovlydige Mænd ikke kunde naas, fandt man paa
at lade Befolkningen hefte solidarisk, og det gik
derfor sædvanligvis ud over Førernes Tyende,
Slægtninge og Venner, for saa vidt som de var
danske Undersaatter. I Aarene 1898—1903
udvistes i alt henimod 1000 Mennesker fra
Nordslesvig, mest Tjenestefolk og Mænd i ganske
underordnede Stillinger, hvis hele Brøde bestod
i, at de tjente hos danske Principaler. Rene
Bagateller ell. helt opdigtede Paahit kunde
fremkalde Udvisninger med Kone og Børn og
med kun 24 Timers Varsel. Hertil sluttede sig
Forsøg paa at angribe Forældreretten
i Tilfælde, hvor Børnene besøgte danske Skoler
N. f. Grænsen, og den mere muntre
Tjenestedrengekrig, der skulde forhindre danske
Husbonder i at faa deres Hyrdedrenge fritagne
for Skolepligten i Sommermaanederne. Til sidst
udmundede disse Forfølgelser i
Optantlaveri. Mænd, der i en Menneskealder havde
været behandlede som preussiske Undersaatter
og maaske endogsaa beklædt offentlige
Æreshverv, erklæredes pludselig for Optanter, fordi
de engang i de forvirrede Tider umiddelbart
efter Anneksionen havde afgivet en
Optionserklæring uden at gennemføre samme.
Henimod 500 Mænd stempledes helt uventet som
danske Undersaatter, og adskillige af dem
behandledes med usædvanlig Haardhed og
fordreves fra Hjem og Ejendom efter en
skandaløs Rettergang med underkøbte ell. falske
Vidner.
Men endogsaa den preussiske Ørn kan blive
træt af at fange Fluer. Efter 1903
afslappedes Köller-Politikken, i Aaret 1904 udvistes kun
18 Personer, og om der end stadig forefaldt
mærkelige Udslag af det gl. Tvangsstyre,
befandt Nordslesvig sig dog øjensynlig under en
mildere Kurs. Denne hidrørte dog ikke i nogen
Grad fra de i selve Landsdelen virkende
Kræfter. Af storpolitiske Grunde ønskede den
kejserlige Regering at komme i et nabovenligt
Forhold til Danmark, og efter forsk. Fyrstebesøg og
langvarige Forhandlinger enedes de to
Regeringer om Konventionen af 11. Jan. 1907,
hvori Preussen forpligtede sig til at optage i
Preuss. Undersaatsforhold de hjemløse
Optantbørn, der var fødte før den danske
Indfødsretslov af 19. Marts 1898. De egl. Optanter
berørtes ganske vist ikke af denne Lov, men da
»Hjemløsheden« ikke længere kunde nedarves,
vilde det egl. Optantspørgsmaal efterhaanden
falde bort, og kun Børn, fødte før 1898 af
indvandrede danske Forældre, var vedvarende
hjemløse, idet de hverken havde dansk eller
Preuss. Statsborgerret og var udsatte for den
vilkaarligste Behandling, indtil der ogsaa for
dem aabnedes Adgang til Naturalisation (1916).
Regeringen i Berlin syntes at ville gaa videre
ad Forsoningens Vej, men den tyske Forening
gjorde forbitret Modstand, en saakaldet
Værnekomité i Haderslev udsendte forvrængede
og usandfærdige Beretninger til den tyske
Presse, og støttet af Altyskerne rejstes en
Avislarm, der fik Provinsregeringen til at bøje af.
Kursen blev atter skrappere med Udvisninger,
nægtet Bosættelse og smaalige Politichikaner,
og samtidig forberedtes et Angreb paa
Ejendomsforholdene og Nordslesvigs Jord. Allerede
i Köller-Tiden havde Staten opkøbt en Del
større Ejendomme, der overgaves til tyske
Domæneforpagtere, og disse Bestræbelser
fortsattes senere. Ligeledes oprettedes Rentegaarde,
hvis Besiddere nærmest maatte betragtes som
afhængige Statsarvefæstere, og 1909 sluttede sig
hertil et slesvigholstensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
