Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Instruktioner. Saa fulgte 16. Novbr
Vælgerforeningens betydningsfulde Møde i Aabenraa,
hvor man efter længere Diskussion naaede til
Enighed om at kræve 1) en bloc-Afstemning
indtil en Linie fra Flensborg Fjord Nord om
Flensborg, langs Skelbækken, Sønderaa og Vidaa ud
til Vesterhavet og Nord om Sild, 2) Stemmeret
for alle 20 Aar gamle Mænd og Kvinder, som
var født og havde hjemme i Nordslesvig ell.
havde boet der mindst 10 Aar ell. var født der,
men udvist af de preuss. Myndigheder; endv. 3)
skriftlig Afstemning uden Indflydelse fra de
hidtidige Magthaveres Side, og hertil føjedes
endelig flg.: »Vi betragter det som en Selvfølge,
at tilstødende Distrikter i Mellemslesvig, som
rejser Kravet, har Ret til ved en særlig
Afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme
tilbage til Danmark«. Denne Resolution fik
Tilslutning fra alle Sider, idet dog de deltagende
Flensborgere tog visse Forbehold (»Flensborg
hører efter vor Mening med til Nordslesvig, om
end ikke til det danske Nordslesvig«, og
Afstemningen i Mellemslesvig burde efter deres
Opfattelse foregaa samtidig med Afstemningen i
Nordslesvig). Dagen efter, 17. Novbr, fandt et
mægtigt Folkemøde .Sted paa »Folkehjem«, hvor
H. P. Hanssen talte og Resolutionen godkendtes.
Den overraktes derpaa 20. Novbr til den
danske Gesandt, og 26. Novbr berørte den danske
Regering officielt Spørgsmaalet over for den
tyske. 17. Decbr indsendtes der til
Udenrigsministeriet i Kbhvn Petitioner fra 4277
dansksindede Mellemslesvigere (3401 fra Flensborg,
876 fra Landdistrikterne) med Krav om fri
Afstemning, og da de tyske Myndigheder
haardhændet havde søgt at hindre
Petitionsbevægelsen, anmodede Vælgerforeningen 30. Decbr om,
at Fredskonferencen maatte blive gjort bekendt
med dette Forhold. 14. Jan. 1919 udfærdigedes
Instruksen for den danske Gesandt i Paris,
Kammerherre Bernhoft. Regeringen ønskede
Ordningen gennemført som angivet i
Aabenraaresolutionen; hvis Afstemning ikke kunde
opnaas, vilde Danmark modtage det i
Resolutionen definerede Nordslesvig uden Afstemning og
ligeledes enkelte Sogne i Mellemslesvig med
utvivlsomt dansktalende Flertal. Derimod
kunde man ikke gaa med til, at Flensborg og
nærmeste Omegn forenedes med Danmark uden en
forudgaaende Tilkendegivelse fra den
paagældende Befolknings Side. Endelig ønskede man
Afstemningens Frihed sikret ved Omraadets
Rømning for tysk Militær og Indsættelse af en
blandet dansk-tysk Kommission med norsk
(svensk) Opmand. Instruksen godkendtes af
Rigsdagens Forhandlingsudvalg 17. Jan., og
samtidig med dens Afsendelse rejste Magister
H. V. Clausen til Paris som Regeringens
sagkyndige Tillidsmand.
Den hjemlige Flensborgbevægelse, som havde
taget Fart straks efter Nytaar, vandt større og
større Tilslutning og satte sit Præg paa en ny
Resolution, der enstemmigt vedtoges af
Vælgerforeningen 8. Febr. Bevægelsens Hovedformaal
var at sikre Flensborgs og det dansktalende
Mellemslesvigs Genforening med Danmark.
Imidlertid kom der ogsaa stærkt Liv i den
jævnsidesløbende Danevirkebevægelse, som støttedes
af Petitioner fra Sydslesvig og af kongerigske
Udsendinges Arbejde i Paris, og hvis Opgave
var at gennemføre en Tilknytning af Landet ned
til Sli—Danevirke. Under disse Omstændigheder
tilskyndedes Regeringen til at faa det officielle
Standpunkt klarlagt for Fredskonferencen, og
efter længere Forhandlinger, der tilsigtede en
fuldkommen Enighed om Kravene (bl. a.
Stemmeretsreglerne), afrejste en Delegation paa
4 Rigsdagsmedlemmer og 4 Sønderjyder til
Paris, hvor de ankom 3. Marts. Allerede 21. Febr
var de danske Synspunkter forelagt
Timandsraadet (et af Konferencens Udvalg), og
Delegationen fik nu 6. Marts et Møde med den
belgisk-slesvigske Kommission, der skulde behandle
Spørgsmaalets Realitet. 8. Marts havde den
belgisk-slesvigske Kommission sin Indstilling til
Timandsraadet færdig, gaaende ud paa tysk
Rømning indtil Kappel-Tønning, Stemmeret som
af Delegationen foreslaaet, Afstemning i
Nordslesvig senest 3 Uger efter Rømningen, i
Mellemslesvig senest 5 Uger efter første
Afstemning og Administration i Afstemningstiden af en
Kommission paa 5 Mand (3 Allierede, en norsk
og en svensk).
Medens dette foregik, arbejdedes der
energisk af Danevirkebevægelsens Førere paa at faa
Afstemningen udstrakt til Linien
Sli—Danevirke (3. Zone). Dels søgte man at paavirke
Fredskonferencens ledende Personligheder, dels
indsendte man en Adresse til den danske
Regering og Rigsdag (64000 Underskrifter). Da de
tyske Delegerede 7. Maj fik overrakt
Fredsbetingelserne, overraskedes man ved i
Artiklerne 109—14, der vedrørte Slesvig, at finde
baade Kravet om Hjemmehørighed inden for
Afstemningsomraadet for de Stemmeberettigede
strøget og en 3. Afstemningszone (indtil Slien—S.
om Slesvig By—Reideaa—Trene—Ejder) tilføjet.
Om dette sidste havde der imidlertid hersket
Enighed inden for Kommissionen helt fra
dennes første Møde (26. Febr), og den 3. Zone
skyldtes afgjort ikke dansk Initiativ.
Den danske Regering følte sig overrumplet og
ønskede at tage offentligt Forbehold; men
Forhandlingerne med de politiske Partier viste
vaagnende Uenighed, og ved et lukket
Rigsdagsmøde 12. Maj vedtog man (med 124 Stemmer
mod 30) kun en Resolution, der understregede
Grundlaget for Delegationens Henvendelse i
Paris. Mødets Resultat meddeltes derpaa til den
fr. Regering. Den tyske Delegation indgav 29.
Maj sine Modforslag til de stillede
Fredsbetingelser. Hvad S. angaar foreslog den
Afstemning (kommunevis) indtil en Linie, der i
Mellemslesvig gik noget sydligere end Grænsen for
1. Zone. Endvidere skulde den tyske
Administration opretholdes, men underordnes en
dansk-tysk Kommission med sv. Opmand. I de
Allieredes Svar 16. Juni, som fastsatte Fristen
for Tysklands Underskrift til 12 Dage, toges
intet Hensyn til den foreslaaede Ændring; men
3. Zone var strøget som Afstemningszone og ved
en Forglemmelse tillige som Rømningszone.
Dette sidste vakte stærk Bevægelse i danske
Kredse, hvad der satte sit Præg paa det
politiske Forhandlingsudvalgs Møde 28. Juni og fandt
Udtryk i en Vælgerforeningsresolution af 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
