Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Juli. Man fandt det højst uheldigt for
Afstemningsfriheden i 2. Zone, at Rømningen
standsede faa km Syd for Flensborg, og Resolutionen
herom overbragtes til den fr. Gesandt i Kbhvn.
I det sønderjydske Udvalgs Møde 23. Juli kom
Spørgsmaalet paa ny under Debat; men
Regeringen fastholdt Umuligheden af at faa 3. Zones
Rømning genoptaget og samlede Bestræbelserne
om ved andre Midler at sikre
Afstemningsfriheden i 2. Zone. 30. Juli godkendtes
Regeringens Holdning ved et offentligt Møde i
Rigsdagen (70 Stemmer mod 67).
Efter Fredens Ratificering blev i Efteraarets
Løb den internationale Kommission, som skulde
administrere Afstemningsomraadet, valgt. Dens
Medlemmer blev Sir Charles Marling (England,
Formand), Paul Claudel (Frankrig), Thomas
Heftye (Norge) og O. F. von Sydow (Sverige).
Da Ratifikationerne var udvekslede 10. Januar
1920, og Fristerne begyndte at løbe, traadte
Kommissionen i Virksomhed og offentliggjorde
14. Jan. en Proklamation til de to Zoners
Befolkning. Dens Sæde blev fra 26. Jan.
Flensborg, og her holdtes i den flg. Tid under stor
Jubel danske Møder, mens fr. og eng. Tropper
besatte de forsk. Købstæder for at sikre Ro og
Orden. De tyske Styrker havde i Forvejen
rømmet Landet.
Under Højtryk arbejdedes der nu af begge
Parter rundt om i Nordslesvig. Møder,
Valgopraab, Plakater og Presseartikler fulgte Slag
i Slag. Den Splittelse inden for vore Rækker,
som Grænsestriden havde skabt, var blevet
skarpere under Efteraarets Rømningsdebat.
Vælgerforeningen havde været Skuepladsen for
heftige Brydninger, som ved et Nyvalg 30. Novbr
reducerede det hidtidige Flertal (H. P.
Hanssen’s Gruppe) til 26 Medlemmer, mens det
tidligere Mindretal (Flensborggruppen) fik 28, og
der valgtes 6 Arbejderrepræsentanter. P. Gr. af
de sidstes Holdning var Ledelsen dog stadig
hos »den nordslesvigske Gruppe«. Da
Afstemningsdagen i 1. Zone nærmede sig, dæmpedes
Striden, og 8. Febr sendte Rigsdagens
sønderjydske Udvalg enstemmigt en Velkomsthilsen til
alle de hjemvendende »uden Hensyn til Sprog,
politiske ell. sociale Anskuelser«. Under
Vælgerforeningens Løsen: »Sønderjyder! Nu er
Dagen der, vi vil hjem . . . hjem til Danmark!«
gik man 10. Febr i forrygende Vejr til
Afstemningen i 1. Zone. Der afgaves 75431 danske og
25329 tyske Stemmer. Danske Mindretal
fremkom kun i Aabenraa (45 %), Sønderborg (44 %),
Tinglev (43 %), Højer (27 %), Højer
Landsogn (38 %), Tønder (23 %) og Udbjerg (17 %).
Forøvrigt laa Procenttallene i 91 af de samlede
119 Sogne mellem 71 og 98.
Al Interesse samlede sig nu om Kampen i 2.
Zone. Som Modtræk mod den danske Agitation
udformedes i Rensborg 1. Marts et
slesvig-holstensk Selvstyreprogram, og i det hele var
det overvejende de gl. slesvig-holstenske
Slagord, der benyttedes paa tysk Side —
Preussertiden havde intet Løsen kunnet skabe. Møder
hele Zonen over, Husagitation og
Udgivelsen af Flyveskrifter paa begge Sprog, store
Friluftstilkendegivelser og en hidsigere og
hidsigere »Plakatkrig« prægede Ugerne. Den
store Tilstrømning af Stemmeberettigede fra
baade Nord og Syd satte i de sidste Dage
Tempoet yderligere op, og under uhyre
Spænding fandt Afstemningen Sted 14. Marts.
Udfaldet blev 12859 danske og 51309 tyske
Stemmer, deraf i Flensborg By 8944 danske (1349
Tilrejsende) mod 27081 tyske (7695 Tilrejsende).
I Landdistrikterne opnaaede vi størst
Stemmetal paa Før (30—33 %), i Hanved (29 %),
Ladelund (24 %) og Valsbøl (22 %).
Dette Udfald blev for mange Danske en
bitter Skuffelse. Et Haab om at genforene
Flensborg og delvis Mellemslesvig med
Moderlandet maate opgives, og fra tysk Side satte
man til Gengæld Kræfterne ind paa
Gennemførelsen af en allerede under
Afstemningskampen krævet »Tiedielinie«: fra Graasten
Nord om Tinglev, Syd om Løgumkloster og
Nord om Højer til Havet. Denne Linie afvistes
skarpt af den danske Regering ved
Cirkulærnote af 20. Marts og kom overhovedet ikke
under Diskussion. Ogsaa de Danske i 2. Zone
fortsatte Kampen for deres store Maal ved
Resolutioner til Rigsdagen (Vælgerforeningens
Flensborggruppe, 22. Marts), ved Henvendelser
til Kommissionen (8911 Underskrifter, 28. Marts)
o. l. Man haabede paa en Udsættelse af
Kommissionens Afgørelse, saa et dansk
Ministerskifte kunde finde Sted forinden og derved
et kraftigere Arbejde blive taget op til Forsvar
for de danske Interesser i 2. Zone.
29. Marts faldt Ministeriet Zahle. Det afløstes
30. Marts—4. Apr. af Ministeriet Liebe, som
atter veg for Ministeriet Friis
(4. Apr.—5. Maj). Imidlertid voksede den Tanke frem at
søge Mellemslesvig og Flensborg
internationaliserede. Den fremkom 7. Apr. i Henvendelse til
Kommissionen fra 5275 Beboere i 2. Zone, og
formuleredes yderligere i en Henvendelse af
9. Apr. (10524 Underskrivere), støttet af en
nordslesvigsk Adresse, der overgaves baade til
Kommissionen og den danske Regering og
Rigsdag (14. Apr., 21804 Underskrivere). I
Rigsdagen havde Tanken været drøftet i et Møde
11. Apr., og Meningerne havde været stærkt
delte. Som Leder af et rent
Forretningsministerium kunde Statsminister Friis ikke tage
Standpunkt til Adressen.
Da underskrev Kommissionen sin Indstilling
16. Apr. Alle dens Medlemmer foreslog, at 1.
Zone, enkelte ubetydelige Grænsereguleringer
fraset, skulde tilfalde Danmark. I et Særvotum
henstillede Claudel og Heftye, at Grænsen
lagdes Syd om Aventoft, Sønderløgum, Ladelund
og Medelby Sogne, saa ogsaa disse kom med
hjem. Et tidligere i den danske Regering
behandlet Spørgsmaal om ved en Henvendelse
til de Allierede at faa den endelige Afgørelse
udskudt, til danske Nyvalg havde bragt
politisk Klarhed, blev nu realiseret (27. Apr.), og
man modtog imødekommende Svar. Allerede
Dagen før (26. Apr.) havde Valget fundet Sted
og skabt et parlamentarisk Flertal af Venstre
og Konservative, hvorpaa Ministeriet Neergaard
dannedes 5. Maj. Samtidig forberedte en
mellemslesvigsk Delegation paa 5 Medlemmer en
Rejse til Paris, hvor man principielt vilde
anmode om Flensborgs Indlemmelse i Danmark,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
