Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tandkød - Tandlyd - Tandlæge, -kunst - Tandlægekunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tandkød, se Tænder.
Tandlyd, se Dentaler.
Tandlæge, -kunst, se Tænder.
Tandlægekunsten (Historie). De ældste
Spor af T., man har fundet, stammer fra
Ægypten. I Papyrus Ebers (c. Aar 3700 f.
Kr.) tales der om Tandsygdomme og Midler
derimod. At en Tand var syg, erkendtes af den
pulserende Smerte. De Kure, som anbefaledes
mod Tandpine, var Tygning, Skylning og
Indgnidning med Medikamenter af forskellig Art.
Tandpulver
nævnes. Man
har været
tilbøjelig til at
tro, at
Ægypterne lavede
Plomber og
kunstige
Erstatninger for
Tænder, som var
gaaet tabt,
fordi man har
fundet smaa
Guldstykker i
Mumiers
Munde. Men hidtil
har intet af
disse Fund
bevislig kunnet
henføres til T.
I en Grav ved
Sidon i
Fønikien (3.
Aarhundrede f. Kr.) har man fundet en Underkæbe
af et Menneske, hvor to Hjørnetænder og fire
Fortænder var sammenbundet med Guldtraad.
To af disse Tænder lader til at have tilhørt
et andet Individ. I samme Grav fandtes
Genstande, der kunde tyde paa, at Arbejdet var
ægyptisk.
I en Papyrus fra 1400 f. Kr. findes Udtrykket
»en Orm bider hans Tand«. Endnu tidligere
findes paa en babylonisk Lertavle en
Besværgelse mod Ormen, der foraarsager Tandpine.
Denne Forestilling, som bunder i, at en
Dæmon i en Orms Skikkelse har gnavet sig et
Hul i Tanden og er vandret ind i den, gaar
igennem Oldtiden og Middelalderen og holder
sig helt op i vore Dage (jfr Udtrykket
»ormstukken«). For at fordrive Ormen anvendtes
Røgning med forskellige Midler.
Græske Læger har tidlig udøvet T. Hos
Hippokrates (f. omtrent 460 f. Kr.) findes
mange Tandlidelser beskrevet. »Tandpine
opstaar«, siger han, »naar Slim kommer ind under
Tandens Rod. — Man skal trække Tanden
ud, hvis den er angrebet og bevægelig, men
hvis den hverken er angrebet eller bevægelig
og dog foraarsager Smerte, skal man udtørre
den ved Brænding. Tyggemidler gør ogsaa
Nytte«. Et andet Sted anbefales Aareladning.
Hos Romerne omtales allerede i »De tolv
Tavlers Lov« (omtrent 450 f. Kr.) Tænder, som
var »forbundet med Guld«, og i romerske Grave
har man fundet smaa fine protetiske
Guldarbejder. Rimeligvis var dette etruskisk Kunst.
Etruskerne har meget tidligt af Guld og Ben
lavet Erstatning for Tænder. Paa Kejsertiden
fandtes udøvende Tandlæger i Rom. Digterne
Horatius og Martialis taler baade om
Plombering og kunstige Tænder, men af
Plomber har man aldrig fundet Spor. Celsus (1.
Aarhundrede e. Kr.) skrev i sit Værk De
medicina ogsaa om Tænderne. Mod Tandpine
ordinerer han, at man skal give Afkald paa Vin og
i Begyndelsen ogsaa afholde sig fra Mad. Skal
Tanden trækkes ud, maa man først lægge et
Peberkorn eller et Efeubær i dens Hul for at
søge at sprænge Tanden i Stykker. Trække ud
gør Celsus meget nødig. Den græske Læge
Galenos, som praktiserede i Rom (2.
Aarhundrede e. Kr.), skelner ved Tandpine mellem
en pulserende Smerte i Tandens Indre (det,
man nu kalder Pulpitis) og en Smerte i
Tandkødet (Gingivitis).
De arabiske Forfattere bringer ikke
noget synderlig nyt paa dette Omraade. Det er
Grækernes og Romernes Metoder om igen:
Aareladning, Kopsætning, Blodigler paa
Tandkødet samt mange sammensatte Midler til
Skylning af Munden og Tygning. Disse Midler
indeholdt i Reglen adstringerende, desinficerende og
smertestillende Stoffer. En enkelt Gang
anbefales Midlet lagt direkte i Tandens Hul, hvilket
maa betegnes som et Fremskridt. Lægen
Razes (sidste Halvdel af 9. Aarhundrede) er
maaske den første, som har beskrevet Forsøg
paa at plombere (Plombe af latinsk Plumbum,
Bly) en Tand, d. v. s. at indlægge i Hullet et
Materiale, som kunde forblive deri. Han
prøvede med en Blanding af Alun og Mastiks,
hvorved han fik en blød Masse, som med
Lethed lader sig indføre i Tandens Hul og
størkner under Vand. Imidlertid holder den sig kun
faa Dage i Mundhulen. Abul-Kasim, en
arabisk Læge i Cordova (11. eller 12.
Aarhundrede) omtaler meget nøjagtigt Metoder til at
fjerne Tandsten og viser ogsaa i sin Kirurgi
Billeder af de Instrumenter, han bruger hertil
og til anden Behandling af Tænder.
Udtrækning anvender de arabiske Læger meget nødig,
men Abul-Kasim beskriver i hvert Fald
omstændeligt, hvordan denne Operation foregaar.
Til at begynde med løsnes Tandkødet fra
Tanden, derpaa skal denne rystes med
Fingrene eller med en let Tang, og først derefter
maa Lægen lægge an med en stærk Tang og
trække Tanden ud. Som Middel mod skæve
Tænder angives, at man somme Tider kan
trække den uregelmæssigt voksende Tand ud
eller save en alt for lang af. Hvis Tænder er
blevet løse, skal de bindes sammen med en
Guld- eller Sølvtraad. Og hvis Tænder er gaaet
tabt, kan Mellemrummet udfyldes med andre,
kunstige, lavet af Okseben, som fæstnes ved
Nabotænderne med Guld- eller Sølvtraad,
ganske som hos Romerne.
Medens Araberne holdt fast ved Oldtidens
medicinske Lærdomme fra de gamle Forfatteres
Værker, var det i Europa
Folkemedicinen, som blev den fremherskende i hele
Middelalderen. Samme Midler og Metoder gaar
med nogen Variation igen hos de fleste
Folkeslag. De virksomste Medicinmænd var de
»kloge« Mænd og Koner, som kunde læse de
 |
| Den hellige Apollonia. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
