Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teglbrænding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fliser) og bestaar i en Glødning, hvorved Leret
omdannes kemisk og bliver haardt og stærkt.
Jo flere fremmede Iblandinger der er i Leret,
des lettere smelter det sammen til et glasagtigt
Legeme, og særlig forøger Alkalier, Kalk og
Jernoxyd Lerets Smeltelighed og forringer
altsaa Ildfastheden. Naar Leret indeholder saa
ringe Mængder af disse Stoffer, at det kan
taale en Temperatur af 1600° uden at blive blødt,
kaldes det ildfast. Stoffer, der først begynder
at blødgøres ved 1800°, kaldes høj-ildfaste. At
Ler ved Tilsætning af Metalilter, Alkalier m. m.
bliver glasagtigt i tilstrækkelig høj Temperatur,
benytter man sig af ved Fremstilling af Glasurer.
Under Brændingen vil for det første Vandet
og den eventuelt tilstedeværende Kulsyre
uddrives og alle de organiske Stoffer brænde
bort, hvorved Massen bliver porøs. Senere, naar
Tenroeraturen har naaet sin rette Størrelse
(900—1100°), vil en Del af Lerets Bestanddele (Kalk-
og Jernforbindelserne) være saa nær ved deres
Smeltepunkt, at de bliver bløde og sammenkitter
Kaolinen og Sandet, idet nogle af Hulrummene
udfyldes. Stiger Temperaturen endnu højere,
bliver alt Leret blødt og flydende, mens Sandet
endnu staar sig og bevarer Genstandens Form,
men alle Mellemrummene mellem
Sandskornene bliver udfyldte med smeltet Ler, og
samtidig lejrer disse sig tættere, saa at Rumfanget
formindskes. Lervarer af denne Beskaffenhed
er uigennemtrængelige for Vand og kaldes
Klinker (s. d. og Sintring). Jo højere
Temperatur Brændingen sker ved, des mere
forsvinder altsaa Lerets Porøsitet, men des stærkere
og vejrfastere bliver samtidig Produktet.
Den Farve, Leret antager, afhænger dels
af Lerets kemiske Sammensætning, dels af
Brændingstemperaturen. Jo renere Leret er,
des hvidere bliver Farven. De alm. jern- og
kalkholdige Lersorter brænder sig enten røde ell.
gule, efter som Jernet ell. Kalken har Overtaget.
Er Leret kalkfrit, men indeholdende mindst 1
Del Jernilte paa 3 Dele Aluminiumilte, bliver
Farven rød, dog kan den, hvis Temperaturen
bliver for høj, gaa over i det grønlige ell.
sortagtige, idet Jerntveilte omdannes til Jernforilte.
Er der ogsaa Kalk til Stede, vil Farven kun
blive rød, saa længe Kalkmængden er under 1,5
Gange Jerniltemængden; er Kalkmængden 1,5—3
Gange Jerniltemængden, bliver Farven rødgul,
og er Kalkmængden endnu større, bliver
Farven gul, idet der dannes et farveløst
Kalk-Jerntveilte-Silikat. De kalkrige Lersorter, der
brænder sig gule, kræver dog særlige
Forholdsregler ved Brændingen, hvis ogsaa Overfladen
skal blive ren gul; thi hvis Røgen faar
Lejlighed til at afsætte Svovlsyre paa Varerne f. Eks.
Murstenene, bliver disse flammede ɔ: røde
paa de for Røgen tilgængelige Flader og gule,
hvor de har været dækkede af andre Sten;
Forskellen mellem gule og flammede Sten
ligger derfor kun i Brændingen, mens Leret er
det samme. Hvad enten Leret brænder sig
rødt ell. gult, vil Tonen blive des mørkere, jo
højere Temperaturen har været.
Den mest primitive Maade at brænde Stenene
paa er i Miler. Paa aaben Mark stables
Stenene op i store Bunker med kvadratisk
Grundrids og 3—4 m høje, idet der mellem hvert
Lag Sten og i de lodrette Fuger anbringes et
1,5 cm tykt Lag Kulsmuld. Naar Milen er
færdig, tættes Fugerne foroven og paa Siderne
med vaadt Ler. Nede ved Jorden er der
udsparet vandrette, gennemgaaende Fyrkanaler
fyldte med Brænde, og naar dette antændes,
forplanter Ilden sig efterhaanden rundt i hele
Milen. Skønt Brændselet udnyttes daarlig, er
Metoden ofte meget billig, idet der kan spares
store Transportudgifter, men Stenene er af
højst forsk. Beskaffenhed; de i Milens Indre er
stærkt gennembrændte, delvis smeltede og
skæve, mens de ydre Sten ikke kommer i Glød,
saa de faar en hvidlig Farve og ofte indeholder
brændt Ler i deres Indre.
Af Ovne til T. haves mange forsk.
Konstruktioner. I deres simpleste Form bestaar de
af et muret overhvælvet Kammer, i hvilket
Stenene stables med Mellemrum for Trækken,
mens Ildstedet findes under Gulvet, der er
gennembrudt, saa at Flammerne kan slaa op
imellem Stenene og ud gennem Røghuller i
Hvælvingen. Brændingen maa ledes med Forsigtighed;
fyres der for stærkt i Begyndelsen vil
Fordampningen fra Stenenes Overflade ske saa hurtigt,
at den indre Fugtighed ikke faar Tid til at
trække ud, og Stenene vil da faa Revner i
Overfladen. Den stærke Fyring vil ogsaa bevirke, at
de nederste Sten bliver meget varme, medens
de øverste endnu er kolde, og den store
Dampmængde fra de nederste Sten vil da fortætte
sig paa de øverste, og det dannede Vandlag vil
optage Sod, Aske og Svovlsyre fra Røgen, saa
at Stenenes Farve bliver uren. Man begynder
derfor med at smøge Stenene ɔ: opvarme
dem langsomt til en saadan Temperatur (c.
120°), at der ikke mere kan fortætte sig Vand
paa dem; derpaa bringes Temperaturen op til
den rette Højde, og naar Stenene er
gennembrændte, lukkes der for Lufttilførslen, saa at
Afkølingen sker langsomt. Ved hurtig Afkøling
svinder Stenen hurtigere i Overfladen end i
Midten, hvorved der opstaar indre Spændinger,
der gør Stenen skør. Hele Brændingsprocessen
med Indsætning og Udtagning varer gerne c.
3 Uger.
Disse Ovne er uøkonomiske, idet al Varme,
der ved Fyringens Ophør er i Stenene og
Ovnens Murværk, gaar
til Spilde;
derfor bruges
nu om
Stunder næsten
altid
Ringovne (se
Kalk) til
Brænding af
Mursten. Derimod bruger man periodiske
Ovne af nyere Konstruktion, naar en
ringe Mængde særlige Produkter skal
brændes, for Eksempel blaa Sten, glaserede Sten,
fine Façade- og Formsten, Tagsten og
saltglaserede Rør. Figuren viser Tværsnit i en
saadan periodisk Ovn med overslaaende
Flamme: fra en Række Ildsteder i Ovnens
Langside slaar Flammen ind i Ovnens øvre Del
og derfra ned gennem de stablede Varer til
Aftrækket ved Gulvet. De fineste Lerfliser og
 |
| Periodisk Teglbrændingsovn. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
