Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Telefon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er i den nyere Tid af Huntley og Mellet i
Amerika bragt i en temmelig fuldkommen Form,
der dog ingen praktisk Betydning har faaet, da
Taleoverføring kun er mulig paa faa Hundrede
Meter.
I den elektriske T. omsættes
Lydsvingningerne til elektriske Strømme, der kan ledes
over betydelig større Afstand og derefter atter
omsættes til Lyd. Paa temmelig primitiv Maade
lykkedes denne Omsætning med et af Tyskeren
Philipp Reis 1860
konstrueret
Apparat. En praktisk
anvendelig T. er
dog først angivet
af Amerikaneren
Graham Bell
1876. Bell’s T. fik efter forsk. Forsøg den i
Fig. 1 viste Form, hvor P er en tynd
Jernplade, Membran, udspændt foran
Staalmagneten NS, hvis ene Pol er omgivet med en af
mange Vindinger silkeisoleret Kobbertraad
dannet Spole D. Gennem Klemskruerne c og d
er Traadspolen forbundet med to
Ledningstraade til et ganske lgn. Apparat paa
Modtagerstationen. Taler man ind i Tragten M,
sættes P af Lydbølgerne i svingende Bevægelse
(500—1300 Svingninger i Sek.), hvorved
Afstanden mellem Membran og Magnetpol varierer,
hvilket atter foraarsager en Variation af det
magnetiske Felt i Luftrummet mellem disse.
Som Følge heraf induceres elektriske Strømme
(se Induktion) i Traadspolen D og
Forbindelsesledningerne til Modtagertelefonens
Traadspole, hvis Elektromagnetisme i Takt
med de ankommende Strømimpulser af
vekslende Retning forstærker ell. svækker den
permanente Magnets Tiltrækning af Jernpladen P
og saaledes sætter denne i en ganske lignende
Svingningstilstand som Afsendermembranen,
hvorved Talen gengives. Bell’s T. anvendes
endnu i forbedret Form som Høretelefon
(Modtager). Efter Forslag af Siemens (1878)
benyttes nu altid en hesteskoformet Staalmagnet, saa
at begge Poler (forsynet med Polsko af blødt
Jern, hvorom Traadspolerne er lagt) vender
mod Membranen. Fig. 2 viser en saadan
topolet T. konstrueret af Ericsson i Sthlm. I
en nyere Udførelsesform er en lille omtrent
ringformet Magnet anbragt i en flad,
cylindrisk Daase, hvis Laag dannes af Membranen
(Daasetelefon). — T. gengiver alm. Tale
klart og uden mærkbar Forvrængning.
Lydstyrken er dog kun ringe, hvorfor Membranen
maa holdes i kort Afstand fra Øret. I de
seneste Aar er til specielt Brug konstrueret T.’er
med kraftig Lydgengivelse, saakaldte
»Højttalere« (se Magna vox). — Som
Afsenderapparat er T. mindre egnet, da de af
Membransvingningerne inducerede Strømme er
svage og kun muliggør Taleoverføring paa faa
km’s Afstand. Forsk. Opfindere beskæftigede
sig derfor straks efter T.’s Fremkomst med
Fremstilling af bedre Afsenderapparater. Efter
flere Forslag af
Edison (Kultelefonen 1877), Berliner
og andre fremkom
Hughes 1878 med et
Afsenderapparat, der
p. Gr. a. sin meget
store Følsomhed benævntes Mikrofonen.
Princippet for denne fremgaar af Fig. 3. I et
elektrisk Kredsløb fra det galvaniske Element E
gennem Telefonen T er indskudt de løst paa
hinanden hvilende Kulstænger (Retortkul) b
og c. Saa længe Systemet er i Hvile, vil
Strømmen gennem Telefonen være konstant og
dennes Membran i Ro. Den letteste Bevægelse
af Træpladen A (f. Eks. under Paavirkning af
Lydsvingninger) vil foraarsage Rystelser og
dermed Variation af den elektriske
Overgangsmodstand ved Berøringsstederne mellem
Kulstængerne. Strømmen i Kredsløbet vil derfor
variere paa tilsvarende Maade og frembringe
lgn. Svingninger af T.’s Membran. Mikrofonen
er senere underkastet forsk. praktiske
 |
| Fig. 1. Bell’s Telefon. |
 |
| Fig. 2. Ericsson’s Telefon. |
 |
| Fig. 3. Mikrofonens Princip. |
 |
| Fig. 4. Kulkornsmikrofon. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
