Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teller, Carl Philip - Téllez, Gabriel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Teller, Carl Philip, dansk
Vandbygningsingeniør og Prof. ved Polyteknisk
Læreanstalt, f. 9. Juni 1860 i Kbhvn, d. smst. 25. Febr
1909. T. tog 1882 Ingeniøreksamen ved
Polyteknisk Læreanstalt, blev 1882 Ingeniørassistent
ved Kbhvn’s Havnevæsen, i hvilken Stilling han
i 16 Aar medvirkede ved de betydelige Arbejder
paa Refshaleøen, Reden m. m. og navnlig ved
Anlægget af Frihavnen. 1898 blev han (efter
Holmberg) Professor i Vandbygningsfagene ved
Polyteknisk Læreanstalt, til hvilken Stilling han
gennem sine teoretiske Kundskaber og
betydelige praktiske Virksomhed var udmærket egnet.
Samtidig fortsatte han sin praktiske
Ingeniørvirksomhed, bl. a. ved Projektering af
Spærredæmning med Strømregulerings- og
Sluseanlægget i Kalvebodstrand, Udvidelsen af Svaneke,
Masnedsund og Hundested Havne o. fl. a. Han
var bl. a. Medlem af Øhavnekommissionen og
andre af Ministeriet nedsatte Kommissioner
vedrørende Vandbygningsspørgsmaal. Fra 1900 til
sin Død var han et meget virksomt Medlem af
Gentofte-Hellerup Sogneraad og beklædte flere
kommunale Tillidshverv.
J. M.-P.
Téllez [’tæljæþ], Gabriel, sp. Dramatiker,
f. Oktbr 1571, vistnok i Madrid, d. 12. Marts
1648 i Soria. Først i den nyeste Tid er der
fremdraget paalidelige biografiske Data ang.
denne betydelige Digter, der i
Litteraturhistorien er bedst kendt under det Pseudonym,
Tirso de Molina, som han stadig
benyttede i sit Forfatterskab. Han studerede i
Alcalá, 1601 aflagde han Munkeløfte i
Merced-Ordenen, og som Medlem af denne kom han
viden om: han levede efterhaanden i Sevilla,
Galicien, Madrid, Toledo, Salamanca og
foretog endog en Rejse til Haïti for at visitere
Klostre. I sin Orden nød han stor Anseelse,
bande for sit hæderlige Levned og for sine
Evner som Prædikant; der betroedes ham
derfor ofte Bogcensur samt det ene Embede efter
det andet, saaledes 1626 som Prior
(Comendador) i Trujillo, 1632 som Ordenens
Historiograf (Cronista), samtidig udnævntes han til
Definidor general (omtr. d. s. s. Provincial) for
Kastilien, og 1645 blev han endelig Prior for
Klostret i Soria. Det kan ikke nægtes, at disse
Kendsgerninger staar i mærkelig Strid med
hans Digterpersonlighed, ikke fordi vi her
møder en Munk, som skriver for Teatret — ogsaa
Lope de Vega og Calderón var gejstlige —,
men fordi just T.’s dram. Digtning i det hele
smager meget lidt af Klostret. Han er nemlig
en dristig og kaad Lystspildigter, der kender
meget til Livets Skyggesider, ogsaa meget til
Kvindehjertets Psykologi, og ofte slaar
Gækken løs i høj Grad i sin Dialog. Netop dette
har givet Anledning til de tidligere almindelig
gentagne Sagn om ham, at han i en
forholdsvis sen Alder var traadt ind i Ordenen efter
et vildt Liv; snarere kan man forklare hans
Menneskekundskab af hans Virksomhed som
Skriftefader. Derimod er det paavist i nyere
Tid, at der 1625 rejstes Protest mod hans
Dramaer; han holdt da op at skrive Skuespil i 10
Aar, og da han atter tog fat herpaa, gjorde
hans Arbejder mindre Lykke, hvorfor han 1638
helt opgav sin dram. Forfattervirksomhed. Sit
litterære nom de guerre bar han vel nok af
Hensyn til sin gejstlige Virksomhed; men der
er Vidnesbyrd nok om, at Publikum, til hvis
Yndlinge han længe hørte, saavel som hans
Digterbrødre vidste grant, hvem der — man kan
knap sige — skjulte sig bag Navnet. — T.
anses nu alm. for det sp. Nationaldramas
ypperste Repræsentant efter Lope de Vega og
Calderón; ja efter at det fordums
Galderón-Sværmeri har sat sig, er man tilbøjelig til at
stille ham nærmest efter Lope. Lystspillet er
som sagt den Genre, hvori han særlig
ekscellerer. Brogede Billeder af det modsætningsrige
Liv i Samtidens Spanien oprulles i Don Gil
de las calzas verdes, et Stykke, hvis
labyrintiske Intrige er højst underholdende; ogsaa, om
end ikke fuldt saa glimrende, i La villana de
Vallecas, hvis kvindelige Hovedfigur imidlertid
er overordentlig nydelig tegnet; fortrinlige
Komedier, rige paa Fantasi og Lune, er
fremdeles El vergonzoso en palacio, El castigo del
pensé que, Por el sótano y por el torno, La
celosa de si misma og Marta la piadosa med
en skinhellig Kvinde som Hovedperson. La
prudencia en la mujer er et særdeles heldigt
Forsøg i det nationalromantiske Heltespil, og
det religiøse Skuespil El condenado por
desconfiado er af stort Værd — man har for
øvrigt villet gøre ham Forfatterskabet dertil
stridigt. Men berømtest bl. T.’s Stykker (hvis
det da er af ham, hvad man nu anser for
utvivlsomt) blev El burlador de Sevilla som
det, hvori Don-Juan-Motivet og -Typen er først
bragt paa Scenen (smlg. Don Juan); til hans
bedste Frembringelser hører det imidlertid
ikke. T. synes i alt at have skrevet henimod
400 Comedias, men kun omtr. 80 af disse er
levnede til vor Tid. Skæbnen var i det hele
længe hans Digterry ugunstig: det blegnede
snart efter hans Død, og først en langt senere
Periode gav det fornyet og fortjent Liv. Selv
udgav Digteren 5 Bd af sine Komedier
(1627—37), nogle findes ogsaa i 2 Bd blandede Skrifter,
nemlig Los Cigarrales de Toledo (1621), hvori
bl. a. den ypperlig fortalte Novelle Los tres
maridos burlados, og Deleitar aprovechando
(1635), det af hans Værker, hvori man
mærker mest til Munken; endvidere er der nogle
spredte om i Blandingssamlingerne af sp.
Dramaer fra 17. Aarh. Et Udvalg, Teatro escogido
(12 Bd, Madrid 1839—42), besørgede J. E.
Hartzenbusch; denne Udgave er bedre end det
Bind Comedias, samme Mand udgav 1848 som
5. Bd af Biblioteca de autores españoles. De
af hans Komedier, som ikke findes i den ældre
Udg. af Ribadeneyra’s Biblioteca, udgaves af
E. Cotarelo y Mori (Madrid 1906—07, 2 Bd, er
Nueva Biblioteca de autores españoles, 4. og
9. Bd). Senere paabegyndtes et Udvalg af T.’s
Comedias ved Américo Castro; af 1. Bd bør
foretrækkes 2. Udg. (1922), der er væsentlig
forsk. fra første. En fuldstændig og kritisk
Udgave savnes endnu. Enkelte af T.’s Arbejder
er oversatte paa Tysk af Dohrn og af
Braunfels (begge har oversat Don-Juan-Komedien),
flere paa Fransk ved A. Royer (1863). Paa Dansk
er »Don Gil den Grønne« gengivet af A.
Richter (i »Spanske Komedier« [Kbhvn 1878]). Den
Bog, T. forfattede om Merced-Ordenens
Historie, haves endnu i Manuskript. (Litt.: E.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
