Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - teologisk Fakultet - Teomanti - Teorem - Teoretiker - teoretisk - Teori - Teos - Teosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Professorer (Hersleb og Stenersen), der begge var
personlige Venner og Tilhængere af Grundtvig;
ved Midten af Aarhundredet raadede en
strengere Ortodoksi i Fakultetet under Gisle
Johnson’s og Casparis’ Førerskab; men i det sidste
Decennium begyndte Fremskridtsteologien at
gøre sig gældende, og Spændingen mellem det
gamle og det nye blev i Begyndelsen af det 20.
Aarhundrede saa stærk, at da den liberale Johs.
Ording blev udnævnt til Professor i systematisk
Teologi, opgav et konservativt Medlem af
Fakultetet, S. Odland, som Protest derimod i 1906
sin Stilling og begyndte at arbejde for en
privat Præsteskole, et saakaldt
»Menighedsfakultet«; det lykkedes ham virkelig i 1908 at faa
oprettet et saadant, som fik samme Ret til at
holde teologisk Embedseksamen som
Universitetet; man begyndte med 4 Lærere og har nu 5;
fra 1925 har Institutionen tillige faaet sit eget
private Pastoralseminarium. De fast ansatte
Lærerkræfter ved Universitetets teologiske
Fakultet udgøres f. T. af 5 ordinære og 1
ekstraordinær Professor samt 1 Docent; det dertil
knyttede Pastoralseminarium blev oprettet 1848.
H. M.
Teomanti (gr.), Spaadom, som meddeles ved
umiddelbar guddommelig Indskydelse.
H. H. R.
Teorem (gr.), Læresætning.
Teoretiker (gr.), den, der dyrker en
Videnskabs Teori, ofte saaledes at dens praktiske
Udforming stilles i Baggrunden.
teoretisk (gr.), vedrørende Teorien,
videnskabelig, modsat: praktisk.
Teori (græsk) kan saavel som Ordet
Hypotese betegne en Antagelse af mere almen
Natur, der benyttes til Forklaring af en Række
Sagforhold. Ordet bruges ofte, til Dels i
Modsætning til Ordet Hypotese, med den
Bibetydning, at Antagelsen anses for bevist ved sin
Samstemning med andre Antagelser og med
Iagttagelser og som et (foreløbig) fast
Udgangspunkt for den videnskabelige Tænkning.
Ofte bruges Ordet i populær Betydning som
Modsætning til Praksis. Man tænker her dels
paa, at det at beherske en Sag tankemæssig
(teoretisk) er noget andet end at have praktisk
Færdighed i den (»Et er et Søkort at forstaa,
et andet Skib at føre«), dels tænker man paa, at
en ad Tankens Vej erhvervet Anskuelse ikke altid
tager tilstrækkeligt Hensyn til alle de hinanden
krydsende Forhold, der kan gøre sig gældende.
Edg. R.
Teos, en af de ioniske Stæder paa
Lilleasiens Kyst i Oldtiden. Dens Blomstringstid
falder omkr. 600 f. Kr.; da Perserne i Midten
af 6. Aarh. underlagde sig de græske Stæder i
Lilleasien, udvandrede en stor Del af T.’s
Indbyggere til Abdera i Thrakien. T. er Fødested
for Digteren Anakreon.
H. H. R.
Teosofi (af gr. theos, Gud, og sofia,
Visdom), en filosofisk Religiøsitet, der vil finde
Sandheden ved spekulativ Gudserkendelse,
uafhængig af skriftlige eller kirkelige
Aabenbaringskilder, snarere ved Anelse og Intuition
end gennem logisk Bevisførelse og hellere ved
Forening eller Sammenblanding af flere
Religioner end ved Fastholden af en enkelt.
Navnet kom op c. 200 i den alexandrinske
Religionsfilosofi, der bevægede sig i denne Retning (se
A. Wilder, New Platonism an Alchemy),
men bruges til Betegnelse for ret forskellige
Systemer, saaledes især for Jacob Böhme’s
fantasirige Naturpanteisme (s. d.), hvis Indflydelse
kan spores i Romantikkens Filosofi og Teologi,
f. Eks. hos Schelling, Franz v. Baader og
Martensen (H. L. Martensen, »Jacob Böhme«,
Kbhvn 1881). — Særligt tænkes der ved T. paa
de religiøse Retninger og Samfund, der mod
det 19. Aarhundredes Slutning har dannet sig i
Europa og Amerika, og som derfra har vundet
vid Udbredelse med deres Centrum i »Teosofisk
Selskab« (s. d.), grundlagt af Russerinden
Helena Petrovna Blavatsky (s. d.) og den
amerikanske Oberst Olcott. Denne T. er opstaaet ved en
Sammenblanding af indisk Brahmanisme og
Buddhisme med Kristendom og moderne
Naturbetragtning og er paa een Gang et kosmologisk
og universalhistorisk System og en personlig
Frelseslære. Fra Indien stammer det
panteistiske Gudsbegreb, der lader alt udvikle sig af
Guddommen for at vende tilbage i denne,
ligesom Menneskesjælen ogsaa har det
guddommelige iboende i sig og har til Opgave at bringe
dette til Udvikling og Sejr. Denne Opgave løses
dog kun gennem en lang Udvikling, i hvilken
den — ligeledes indiske — Sjælevandringslære
kommer til Betydning. Men medens denne i
Indien er et uendeligt Kredsløb med stadig Risiko
for at synke ned i den lavere Skabning, er den
i T. under Indflydelse af den moderne
Evolutionslære tænkt som en fremadskridende
Udvikling til stedse aandeligere Eksistenser.
Systemets Grundlinier bliver da følgende:
Altings Udspring er Gud, som er alle Væseners
Livsrod og Menneskets inderste Jeg. Saaledes
er alt Bevidsthedsliv fælles, og ingen Aand
eksisterer blot ved eller for sig selv. Denne
aandsbestemte Tilværelse er behersket af
Aarsagsloven. I Sjælenes Verden virker denne som
Karma (Sanskrit: Gerning), en aarsagsbestemt
Sammenhæng mellem de menneskelige
Handlinger og deres Følger, efter hvilken enhver
sjælelig Tilstand og overhovedet enhver
Eksistensform (Lykke og Ulykke saavel som Glæde
og Smerte) bliver at forstaa som forskyldt af
tidligere Opførsel. Denne ubønhørlige
Retfærdigheds- og Gengældelseslov fuldbyrder sig
gennem Naturens Kredsløb (den cykliske Lov),
i hvilket en bestandig Tilbagevenden: Opstaaen
og Forgaaen og atter Fornyelse kan iagttages.
I den menneskelige Tilværelse virker
Gengældelsen gennem Reinkarnationen,
Sjælevandringen, der ikke vil ophøre, før hvert Individ i
lutret Form har naaet sin Bestemmelse:
Tilbagevenden til det guddommelige Udspring. Da
hvert nyt Jordeliv er en Frugt af tidligere
Karma og denne Gerningsfrugt bestemmer den nye
Tilværelses Lod, beror det nu igen paa
Livsførelsen, hvorledes det videre Forløb skal blive.
I Døden indtræder imidlertid en Mellemtilstand,
hvor Bevidstheden i en drømmelignende
Refleksion kan samle Livsresultatet og udvikle sig
videre, saa at et væsentligt Fremskridt kan
vindes. De højere Anlæg, der er nedlagt i
Mennesket, kommer herunder til deres Ret, og
Sjælen modtager tillige aandelige Impulser, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
