Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Terek - Terek-Kosakker - Terek-Omraadet - Terentianus Maurus - Terentini ludi - Terentius, Publius - Terentius Varro - Teresa, Santa Teresa de Jesus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mundingsarme, af hvilke 3 er sejlbare for mindre
Fartøjer. Deltaet, der er meget usundt, er 1800
km2 stort og vokser stadig. Siden 1841 skal
det være rykket 1—2 km frem i Havet. T. er
616 km lang og afvander 57700 km2. Floden er
fiskerig og sejlbar til Foreningen med Malka.
I dens mellemste og nedre Løb egner den sig
udmærket til Overrisling af de øde
Steppeegne.
(H. P. S.). N. H. J.
Terek-Kosakker [’tjerik-], se Kosakker.
Terek-Omraadet [’tjerik-], tidligere russ.
Regeringsdistrikt i Nord-Kaukasien, som nu er
delt mellem fl. forsk. Omraader.
N. H. J.
Terentianus Maurus, rom. Grammatiker
fra Nordafrika, levede vistnok omtr. 400 e. Kr.
Vi har af ham et versificeret Arbejde De
litteris, syllabis, metris (om Bogstaver, Stavelser
og Versemaal), hvoraf den tredie Del,
Metrikken, hvori hvert Versemaal beskrives i sit eget
Metrum, er den betydeligste. Det er udg. af
Keil i Grammatici latini, VI (Leipzig 1874).
H. H. R.
Terentini ludi (Tarentini ludi) kaldtes
af Romerne (efter Terentum, et Sted paa
Marsmarken) en Fest, som enkelte Gange med
100 Aars Mellemrum holdtes til Ære for de
underjordiske Guder. I Tilknytning hertil lod
Augustus 17 f. Kr. afholde en 100-Aars-Fest,
men denne Gang ganske vist til Ære for Apollo
og Diana, ved hvilken Lejlighed en af Horats
forfattet Hymne (carmen sæculare) blev
afsungen.
H. H. R.
Terentius, Publius, rom. Komediedigter,
f. i Karthago 185, d. paa Hjemrejsen fra
Grækenland til Italien 159 f. Kr. Han var fra først
af Slave og kom som saadan i en ung Alder
til Rom, hvor han blev frigiven og antog sin
tidligere Herres Navn, medens han p. Gr. a.
sin Herkomst beholdt Tilnavnet Afer
(Afrikaneren). Han traadte snart i Venskabsforhold
til den yngre Scipio Africanus og sluttede sig
til den litterært interesserede Kreds, som
omgav ham. Der gik endog det Rygte, at Scipio
hjalp ham med Udarbejdelsen af Komedierne.
Af Komedier forfattede T. 6, der blev opførte i
Rom, men ikke alle gjorde lige megen Lykke. De
er alle bearbejdede efter gr. Forbilleder, navnlig
efter Menandros, men jævnlig anvendte T. den
Metode at sammenarbejde to gr. Komedier til
een, hvilket hans Kritikere stærkt bebrejdede
ham. T.’s Komedier er Intrigestykker, hvis
Stof er taget fra det daglige Liv, som det
førtes i de gr. Byer, og T. gør sig ikke som
Plautus Umage for at lægge en rom. Kolorit over
Komedierne, men følger nøjere sine gr.
Forbilleder. Komedierne udmærker sig ved en god
Karaktertegning og mange fine Træk, men
mangler den stærke Komik, som Plautus
udmærkede sig ved; Sproget er jævnt og
korrekt. De er alle opbevarede. Deres Titler er:
Andria, Eunuchus, Heautontimorumenos,
Phormio, Hecyra og Adelphoe. Samlede Udgaver er
leverede af Bentley (Canterbury og London
1726), Westerhovius (2 Bd, Haag 1726),
Umpfenbach (Berlin 1870), Wagner (Cambridge
1869), Fleckeisen (Tekstudgave, 2. Opl., Leipzig
1898) og Tyrrell (Oxford 1902); desuden
talrige Udgaver med Noter af enkelte Komedier.
Fra Oldtiden findes en Kommentar af
Donatus. Dansk Overs. ved Whitte (2 Bd, Randers
1862-63).
H. H. R.
Terentius Varro, se Varr.
Teresa, Santa Teresa de Jesus
[-tæ’ræsa-ðæ-kæ’sus], egl. Teresa de
Cepeda y Ahumade [-þæ’ræða-i-au’maða],
spansk Helgeninde og religiøs Forfatterinde, f. i
Avila 28. Marts 1515, d. i Alba de Liste 4.
Oktbr 1582. Af gammel Adelsslægt; fra
Faderen havde hun arvet Lyst til Læsning af
Andagtsbøger, fra Moderen Tilbøjelighed til at
læse Ridderromaner. Tidlig vakt
religiøs-romantisk Fantasi fik hende til som Barn at
flygte fra Hjemmet sammen med en Broder
for at blive Martyr hos Maurerne; en Onkel
bragte dem tilbage. Men i hendes første
Ungdom fik Verdslighed en Tid lang Overtaget:
hun var smuk og livlig, og et
Kærlighedsforhold gav Anledning til, at Faderen foreløbig
anbragte hende i et Kloster, hvorfra hun dog
snart vendte hjem p. Gr. a. Sygdom. Just
under denne Sygdom og gennem indre Kamp
modnedes den Beslutning hos hende at tage
Sløret, og da hendes Fader ikke vilde have, at
hun skulde være Nonne, flygtede hun
hjemmefra og indtraadte 1534 i Karmelitterindernes
Orden. Helt havde hun dog i de flg. Aar
ingenlunde forsaget Verden, hun havde mangen
aandelig Strid at bestaa, lige til hun 1563,
paavirket af Augustin’s »Bekendelser« og en
Broders Død, gav sig i Færd med sit store
praktiske Livshverv til Styrkelse af Katolicismen,
nemlig Reformen af Karmelitterordenen.
Samtidig begynder for Alvor hendes
Forfattervirksomhed. Hun var en meget begavet Kvinde,
udpræget sp. i sit Aandsanlæg; medens hun
til Tider fortaber sig i Mystik, ja endog Visioner,
er hun ved Siden heraf forbavsende klog paa
Livets Realiteter, ja i Besiddelse af ligefrem
Forretningsdygtighed, — det er ligesom en god
Dosis Velasquez jævnsides med
Himmelsværmeriet à la Murillo. En ny, af hende affattet
Regel for de barfodede Karmelitters (Nonners og
Munkes) Orden fik pavelig Bekræftelse 1565 og
indførtes i mange Klostre; hun var af den
Grund omtr. stadig paa Rejser trods den
Sygelighed (mest af nervøs Art), der fulgte hende
gennem hele hendes Liv, og som hun ofte
betvang ved sin mærkelige Energi, ligesom hun
mange Gange mægtede at tage sig sammen,
naar hun — en ærlig Natur og med ømfindtlig
Samvittighed, som hun var — næsten segnede
under Tvivl paa sin egen Handlemaade.
Modstand fra gejstlig Side, ikke blot fra en Del af
selve Ordenens Medlemmer, havde hun tit at
kæmpe med: man søgte at forkætre hende, og
Inkvisitionen var endog paa Spil; men ved sin
Død stod hun som en af den kat. Verdens mest
ansete og indflydelsesrige Skikkelser. 40 Aar
efter (1622) kanoniseredes hun, og for
Kontrareformationen havde hendes Liv og Færd
virkelig ogsaa været af største Betydning, næsten
ikke mindre end Loyola’s. Som Skribentinde
udmærker hun sig ved sproglig Friskhed og
Ynde; hendes omtr. halvfjerde Hundrede Breve er
Vidnesbyrd om megen Tankeklarhed og psyk.
Sans, og i den sp. Mysticisme staar hun paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
