Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tetmajer, Kazimierz - Tetmajer, Ludwig von - Tetovo - tetra - Tetraborsyre - Tetrabranchiata - Tetrabromfluorescein - Tetracorallia
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udtryk af Overmættelse, der stammer fra
Verdenssmerte. T.’s mærkeligste Arbejde er
Prosaepos’et »Nad skalnem Podhalu« (1903—04), en
frisk og anskuelig Skildring af de karpatiske
Bjergbeboere og deres primitive Følelsesliv,
sete paa Baggrund af Karpaternes majestætiske
Natur. Mindre betydelig er T. som
Romanforfatter (»Aniol smierci« [»Dødens Engel«, 1898]
og andre) og som Dramatiker. Som saadan
hengav han sig i Begyndelsen til et mystisk
Stemningsføleri i Maeterlinck’s Stil, siden skrev
han en Del Bonderomaner med god
psykologisk Karakterskildring, men dramatisk kun
svagt opbyggede.
A. K.
Tetmajer [tæt’mæ^iær], Ludwig von,
ungarsk Ingeniør, f. 14. Juli 1850 i Krompach, Zips,
d. 31. Jan. 1905 i Wien. 1872 blev han
Civilingeniør fra Polyteknikum i Zürich, hvor han
1873 blev første Assistent hos Prof. Culman og
senere Docent, 1878 Honorarprofessor og 1881
ord. Prof. i Bygningsmekanik samt Forstander
for Højskolens ny Anstalt for Prøvning af
Byggematerialer, hvor han foretog talrige,
banebrydende, ingeniørvidenskabelige
Undersøgelser. Ved en paa Initiativ af T. 1895 i Zürich
afholdt Kongres af Videnskabsmænd stiftedes
Internationalt Materialprøvningsforbund (s. d.)
med T. som Præsident. Han fungerede ogsaa
ved Forbundets Kongresser i Sthlm (1897) og
Budapest (1901). 1901 udnævntes T. til rector
magnificus ved den tekn. Højskole i Wien og
til Medlem af det svenske Videnskabsakademi.
Blandt T.’s Publikationer maa nævnes: »Die
angewandte Elasticitäts- und Festigkeitslehre«. Se
Kvalitetstal.
E. Su.
Tetovo, se Kalkandelen.
tetra (gr.) bruges i Sammensætninger til at
betegne Tallet »fire«.
Tetraborsyre, Pyroborsyre, H2B4O7, faas
ved Opvarmning af Borsyre i en tør Luftstrøm
som en glasagtig Masse. Dens Natriumsalt er
Boraks (se Natriumborat).
(O. C.). S. P.
Tetrabranchiata [-ki-] (ɔ: de firgællede)
benævnes Nautilerne (s. d.) i Modsætning til
de otte- og tiarmede Blæksprutter
(Dibranchiata), som kun besidder et Par Gæller.
(R. H. S.). C. M. S.
Tetrabromfluorescein, se Eozin.
Tetracorallia ell. Rugosa er en Afdeling
af Stjernekorallerne, der findes, ofte i stort
Antal, i palæozoiske Dannelser, og f. Eks. er
rigt repræsenterede i Gotlands Silurkalk.
Medens de nulevende Stjernekoraller
tilsyneladende er 6-straalede, viser T. en tilsyneladende
4-straalet Bygning, idet Bægerets vigtigste
Skillevægge (Septa) er et Hovedseptum, et lige
over for liggende Modseptum og 2 Sidesepta.
Imidlertid har det ved nyere Undersøgelser
vist sig, at den unge T. har 6 primære
Kalksepta, svarende til Bygningen hos de unge
Hexacorallia, og ligesom hos disse opstaar de
symmetrisk. De yngste kendte Stadier har et
lille Bæger helt uden Septa, derpaa dannes et
Septum, der gaar helt igennem, men senere
opløses i 2, nemlig Hoved- og Modseptum;
deres Plan vedbliver at være Legemets
Symmetriplan; derpaa dannes symmetrisk et Par (2)
nærmest Hoved- og et Par (3) nærmest
Modseptum; det er de første, der bliver til
Sidesepta; de senere Septa dannes nu ikke radiært
i alle 6 Rum som hos Hexacorallia, men
symmetrisk i 4 Kvadranter, nemlig dorsalt (ɔ: mod
Hovedseptum) for
Sidesepta og det
3. Septalpar, idet
de tillige udgaar
fjerformet fra
Hovedseptum og
fra Sidesepta, saa
de først dannede
(de nærmest
henholdsvis Side- og
3. Septa) er de
længste, og de
senere gradvis
aftager i Længde.
Denne
fjerformede Ordning af de
sekundære Septa
ses tydeligt paa
Former, hvor
Bægeret er saa tyndt, at Tilvoksningslinierne
tydeligt ses gennem det (Fig. 2); Hoved- og
Sidesepta viser sig da som 3 nedløbende
Linier, hvorfra Sekundærsepta udgaar; ofte
ligger Hovedseptum i en dyb Fure. Hos mange
ældre Individer, særlig Koloniformer, udviskes
denne Ordning, og
Septa staar
radiært. Bægeret er
væsentlig dannet af
de sammenvoksede
Rande af Septa,
der desuden kan
være forbundne ved
talrige smaa
Tværblade, og det
centrale Bægerrum kan
være lukket af
talrige Tværskillevægge. Bægeret kan
udvendigt være
forsynet med
rodagtige Forlængelser
eller med
Længderynker (Rugæ,
deraf Navnet Rugosa).
Mange var
Koloniformer
(Cyathophyllum), talrige findes
derimod kun som
Enkeltindivider,
disse har oftest Form som et krummet Horn;
mange har ligget med en Side nedad mod
Underlaget, enten fastvokset ell. løst; denne
Side kan da være affladet. Goniophyllum og
Calceola var forsynet med et Laag, der hos
den første var dannet af 4 Stykker. De typiske
T. er udelukkende palæozoiske, men en Del
nyere og ogsaa enkelte nulevende Former
menes at være beslægtede. I nyere Tid anser en
Del Forskere det for uberettiget at adskille T.
og Hexacorallia, men den fjerformede og
2-sidet symmetriske Ordning af de sekundære
Septa findes ikke hos de sidste; i den sidstnævnte
Henseende minder de om Cerianthus, hvormed
de dog næppe, som af enkelte antaget, er
nærmere beslægtede; Symmetrien hænger snarere
 |
| Fig. 1. Skillevæggenes Ordning hos Tetracorallia. 1, 2, 3 primære Skillevægge; a, b, c sekundære Skillevægge; h Hovedseptum; m Modseptum; s Sidesepta. |
 |
| Fig. 2. Streptelasma. h Hovedseptum; s Sideseptum. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
