Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thorvaldsen, Bertel (Albert) - Thorvaldsens Museum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Atelier under hans Tilsyn, men er for øvrigt helt
igennem, ogsaa for Skitsens Vedkommende, et
Værk af H. V. Bissen.
1838 besluttede T. at give efter for de idelig
gentagne Opfordringer om atter at komme
hjem. I August gik han i Livorno om Bord paa
Fregatten »Rota«, og 17. Septbr blev han paa
Kbhvn’s Red modtagen med stormende Jubel
fra de Tusinder, der havde samlet sig for at
hilse ham Velkommen. Han ombølgedes af en
Hyldest, som ingen Dansk hverken før eller
siden har mødt. Digterne sang hans Lov, Byen
Kbhvn gjorde ham til Æresborger.
Kunstakademiet lod til hans Ære præge den Medaille,
der fremtidig skulde bruges som højeste
Hæderspris paa Kunstudstillingen. 7. Oktbr
samledes saa at sige alt, hvad Hovedstaden ejede af
fremragende Aander, til en Fest til Ære for
den elskede Mester. Mere end alt dette glædede
det ham dog at se, hvor hurtig hans til Frue
Kirke udførte Værker kom paa deres Plads;
Pinsedag 1839 var de fleste af dem opstillede,
Johannesgruppen dog kun i brændt Ler, da der
ikke var Midler til at støbe den i Bronze (c.
1880 erstattedes den med en Marmorkopi, som
1926 er saa medtagen, at det er besluttet nu at
støbe Gruppen i Bronze). Sommeren 1839
tilbragte han som Baron Stampe’s Gæst paa
Herregaarden Nysø; der udførte han bl. a. sin
egen Portrætstatue, »T. støttende sig til
Haabet«, samt Skitsen til Statuen af Christian IV.
I Maj 1841 forlod han atter Danmark for at
lede Hjemsendelsen af sine Kunstværker fra
Rom. Rejsen blev som et Triumftog med
Hyldest og Fester overalt, hvor der standsedes.
I Rom hvilede han i de første Maaneder ud;
derefter udførte han de omarbejdede Skitser til
Apostelfigurerne Thadæus og Andreas og
ligeledes en Omarbejdelse af en ældre Gruppe, »De
tre Gratier«. Hen paa Efteraaret rejste han
hjem gennem Tyskland og naaede 24. Oktbr sin
Fødeby. I Løbet af Vinteren udførte han i sit
Atelier paa Nysø det berømte Rundrelief
»Juleglæde i Himmelen«; i Kbhvn tog han fat paa
de til Christiansborg bestilte Statuer,
modelerede Christian IV’s Billedstøtte og fik »Herkules«
færdig. En Buste af Luther, der var tænkt som
Forarbejde til et større Monument, blev hans
sidste, ufuldendte Arbejde.
Et langt Livs anstrengende Arbejde og
gentagne Feberanfald i Syden havde undergravet
T.’s oprindelig kraftige Konstitution, saa han i
sine senere Aar ofte følte sig svag. Efter en
Sygdom i Vinteren 1843—44 var han imidlertid
atter kommen til Kræfter, og endnu 24. Marts
arbejdede han som sædvanligt, gik i
Middagsselskab og var munter ved Bordet, og derfra i
det kgl. Teater. Men under Ouverturen sank
han pludselig sammen, ramt af et Hjerteslag.
Hvor stor og almindelig Smerten var over Tabet
af Nationens verdensberømte Søn, viste sig til
fulde ved Sørgehøjtideligheden i Akademiets
Antiksal, hvor Laaget blev sat paa hans Kiste,
ved Toget, der førte Liget til Vor Frue Kirke,
og ved selve Bisættelsen.
Sjældent har et Kunstnerliv været saa frit
for Mislyde som T.’s, og sjældent har en
Kunstners Værk været saa rent for Misklange, selv
om Værdierne selvfølgelig er af forskellig
Styrke. Der er kun liden Lejlighed til at tale om
neget, som ikke er lykkedes for ham. Man maa
gaa til Mestre som Perugino eller Giorgione for
at finde Kunst af saa mild og klar en Renhed.
En anden Sag er, at T.’s »færdige« Arbejder i
Marmor langtfra altid staar paa Højde med
hvad Lermodellen havde lovet; Hjælpernes
Hænder var ringere end Mesterens. Derfor har
man nu mere Glæde af de originale
Gipsmodeller i Museet. T.’s Værk er vel — jævnsides H.
C. Andersen’s — den største Indsats, nordisk
Aand har gjort i europæisk Kunst. Hans
Fantasi var altid rent plastisk (han tænkte sine
Figurer »helt rundt«), aldrig teatralsk eller
sentimental, heller aldrig lidenskabelig eller
voldsom. Selv da han blev ældre, forsvandt det
særlig nordisk-lyse, det ungdommelige og
vaarfriske ikke fra hans Kunst. (Litt.: Thiele,
»Den danske Billedhugger B. T. og hans
Værker«, I—IV [1831—50]; samme, »T.’s Biografi«,
I—IV [1851—56]; E. Plon, T., sa vie et son
œuvre [1867]; S. Müller, »T., hans Liv og
hans Værker« [1893]; J. Lange, »Sergel og
T.« [1886]; Urlichs, »T. in Rom« [1887];
Wilckens, »Træk af T.’s Liv« [1874];
Wilde, »T. og Jerichau paa Fregatten Rota« [1884];
Alb. Repholtz, »T. og Nysø« [1911];
Christine Stampe, »Erindringer om T.« [1912];
P. Johansen, »Hvorledes kom T. til Rom«
[»Gads Magasin« 1924]; Oppermann, »T. i
1768-97 og 1797-1817« [Kbhvn 1924—27]).
(S. M.). P. J.
Thorvaldsens Museum i Kbhvn er
Opbevaringsstedet for alle de Kunstværker, som
Thorvaldsen efterlod sin Fødeby, og tillige
Mesterens Mausoleum. Alt som Thorvaldsen
ældedes, voksede hans Samlinger, dels af hans
egne Værker — Modeller, Marmorarbejder,
Afstøbninger —, dels af Kunstgenstande, han
havde købt, saa stærkt, at Tanken om deres
Fremtidsskæbne nødvendig maatte paatrænge
sig ham. Allerede 1828 havde han erklæret, at
han vilde skænke alle de Kunstværker, han
maatte efterlade sig, til Byen Kbhvn, mod at
der sørgedes for en passende Bygning at
anbringe dem i og udsattes en Livrente for hans
Datter, men det trak i Langdrag med den
endelige Ordning af Sagen, og Kong Ludvig I af
Bayern, der stadig søgte at faa Kunstneren til
at tage fast Ophold i München, nærede en Tid
lang et ikke ugrundet Haab om, at den rige
Arv skulde tilfalde denne By. At dette ikke
skete, skyldes for en væsentlig Del Digteren
Ludvig Bødtcher (s. d.), som levede i Rom og
stod i nært Forhold til Thorvaldsen; hans
indtrængende Forestillinger var det, der omsider
fik Kunstneren til at tage en endelig
Bestemmelse til Fordel for Danmark, og ham lykkedes
det med Konferensraad J. Collin (s. d.) som
Mellemmand at vække den danske Regerings
Interesse for Sagen. 1834 udstedtes et kgl.
Reskript om, at der i Kbhvn skulde oprettes et
Thorvaldsen-Museum; 1837 begyndte man en
offentlig Pengeindsamling dertil, og 10. Apr.
1838 underskrev Thorvaldsen det Testamente,
iflg. hvilket Kbhvn’s Kommune blev hans
Arvtager. Samtidig og i de flg. Aar hjemførtes hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
