Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thrane, Markus Møller - Thrane, Waldemar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa et over alle Partier ophøjet socialt
Kongedømme. Det gjaldt altsaa at vinde den humant
interesserede Oskar I’s Øre. I dette Øjemed
fik T. i Stand en til Kongen rettet Adresse,
paa hvilken der blev samlet næsten 13000
Underskrifter, og som blev indleveret til
Statholderen 19. Maj 1850. I denne anraabes om
»Statsstyrelsens Bistand til, at de Hindringer,
der ligger i Vejen for Arbejderklassens
materielle og intellektuelle Fremskridt, kan blive
bortryddede«; »vi anholder blot«, hedder det,
»om Retfærdighed ad Lovens Vej«. Hvad
Adressen krævede, var: Ophævelse af
Beskyttelsestolden, Handelsfrihed, en ny Lov om
Husmandsvæsenet, Indskrænkninger i
Brændevinshandelen, en forbedret Folkeskole, alm.
Stemmeret, Folkedomstole og alm. Værnepligt. For
at give disse, i sig selv ikke meget
revolutionære Fordringer Eftertryk, indkaldtes et alm.
Møde af Foreningernes Repræsentanter til
Oslo, og 1.—9. Aug. 1850 drøftede dette
»Arbejderting«, bestaaende af 103 Medlemmer — hvoraf
de egl. Arbejdere udgjorde et lidet Mindretal
—, Adressens Programposter; navnlig blev
Husmandsspørgsmaalet viet stor Opmærksomhed.
Trods Mødets fredelige Karakter blev dette
Udslag af Bevægelsen i de styrende Kredse
betragtet med dyb Mistro. Man beskyldte T.
ligefrem for at tilstræbe en blodig Omvæltning, og
da Modstanderne foreløbig ikke kunde faa Bugt
med ham ad anden Vej, blev han sat under
Tiltale for Gudsbespottelse, — for saa vidt
forgæves, som Højesteret frikendte ham. Adressen
mødte paa højere Hold et bestemt afvisende
Svar. Imidlertid antog Bevægelsen
efterhaanden en af T. ingenlunde tilsigtet oprørsk
Karakter: paa enkelte Steder begyndte
Landarbejderne at ville dele Jorden imellem sig, at
hugge i Skovene ell. at søge
Tvangseksekutioner hindrede med Magt. Det kom til spredte
Rejsninger mod Statsmyndighederne. En
saadan Optræden var ganske mod T.’s Ønske og
Program, men Bevægelsen voksede ham over
Hovedet. Forgæves søgte han at dæmpe den
ved Formaninger til Orden og Lovlydighed, og
da han ikke vilde svigte dette Standpunkt,
foretrak han personlig at trække sig tilbage,
og fra Nytaar 1851 overgav han Redaktionen
af sit Blad til sin Medhjælper, Student Theodor
F. S. Abildgaard (1826-84), som ligeledes blev
den, der paa Arbejdernes Vegne kom til at
forhandle med de liberale Førere i Stortinget,
O. G. Ueland og J. Sverdrup (s. d.). Disse
Forhandlinger ledte til, at Stortinget Apr. 1851
nedsatte en særlig Komité til at tage
Arbejdernes Krav under Overvejelse. Saa samledes 10.
Juni i Oslo Arbejdernes 2. Centralmøde,
»Lilletinget« kaldet. Ogsaa her spillede T. frivillig,
for ikke at virke udæskende, en mindre
fremtrædende Rolle. Paa ny vedtog man en
Adresse, der denne Gang rettedes til Stortinget, som
dog 23. Juni besluttede den henlagt.
Regeringen følte sig nu tryg og besluttede sig til straks
at slaa Bevægelsen til Jorden med et kraftigt
Slag. 7. Juli arresteredes Arbejderpartiets mere
bemærkede Personer, deriblandt T. og
Abildgaard. En Særkommission med dømmende
Myndighed blev nedsat for at granske Ledernes
Planer og Foreningernes Anliggender. Efter et
Aars Undersøgelse blev Tiltale rejst mod 149
Personer. Af disse blev kun 11 frikendte,
medens de øvrige blev dømte til Bøder, Fængsel,
ja til Strafarbejde op til 15 Aar. Kommissionens
Dom indankedes for 123 Personers Vedk. for
Højesteret, hvor deres Defensorat førtes af den
fremragende Advokat B. Dunker, dog kun med
det magre Resultat, at der ved Dom af 25.
Juni 1855 blev frifundet yderligere 6, og at
en Del af de haardeste Straffe blev noget
formildede med Maksimum 9 Aars Strafarbejde.
T. og Abildgaard blev hver idømt 4 Aar af
denne Straf, skønt det for T.’s Vedk. blev
erkendt, at hans Virksomhed havde været
»snarere dæmpende end ophidsende«. Bevægelsen
var dermed knust. De fleste af Foreningerne
opløstes af sig selv, og deres Blad, der Gang
paa Gang blev beslaglagt, gik ind ved
Udgangen af 1856. Da T. 1858 kom ud af Fængslet,
fandt han Forholdene helt forandrede, og om
paa ny at rejse Bevægelsen kunde der ikke
være Tale. Han søgte en Tid at slaa sig
igennem som omrejsende Fotograf, men det gik
kun slet, og 1863 udvandrede han til Amerika,
hvor han først fortsatte denne Virksomhed,
men 1866 nedsatte sig i Chicago, hvor han
virkede som radikal Journalist og
Foredragsholder, lejlighedsvis ogsaa som Teaterforfatter.
Foraaret 1883 besøgte han Norge, hvor han nu
var en fremmed. Sine radikale Anskuelser blev
han tro til det sidste. »Thraniterbevægelsen«
selv forsvandt med dens Ledere, men den
afsatte dog varige Spor. Arbejderspørgsmaalet
var med den rejst. En Del af de mange
Foreninger blev bestaaende, ofte som Sygekasser.
Den Diskussion om Samfundsspørgsmaal,
Bevægelsen havde fremkaldt, bidrog til at
fremskynde de demokratiske Reformer, som i
1850’erne stod paa Dagsordenen, saaledes navnlig
de, der fik deres Udslag i Lovene om
Husmandsvæsenet af 24. Septbr 1851, om alm.
Værnepligt af 26. Aug. 1854 og om
Almueskolevæsenet paa Landet af 16. Maj 1860. T. har
saaledes lagt en af Hjørnestenene i det norske
Demokratis Bygning. (Litt: O. A.
Øverland, »Thraniterbevægelsen« [1903]; J. Friis,
»M. T.« [1917]; H. Koht, »M. T.« [1917]).
(K. V. H.). Wt. K.
Thrane, Waldemar, norsk Musiker, f. 8.
Oktbr 1790 i Oslo, d. smst. 30. Decbr 1828,
tilhørte en musikalsk Slægt og røbede tidlig
musikalske Anlæg, men blev sendt til Søs. Et
svært Fald gjorde ham imidlertid udygtig til
at fortsætte paa denne Bane, og han fik nu
Lov til helt at ofre sig for Musikken. Han
studerede Violin først i Kbhvn, senere i Paris,
hvor han ogsaa lagde sig efter Teori og
Komposition, og kom 1817 tilbage til Oslo, hvor han
straks blev Dirigent ved »Det dramatiske
Selskab«’s Orkester og i »Det musikalske Lyceum«,
en Stilling, han beholdt til sin Død. T. var en
meget dygtig Violinist og gav som saadan
Koncerter bl. a. i Sthlm 1819, og en fremragende
Dirigent, der bidrog meget til Musiksansens
Fremme. Han har skrevet Kantater,
Ouverturer og Danse for Orkester samt det første
norske musikalsk-dramatiske Arbejde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
