Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thüringen - Thüringerwald - Thyrojodin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
T.’s Uafhængighed; dog forsvandt allerede i
Begyndelsen af 8. Aarhundrede Hertugdømmet,
og T.’s Omvendelse til Kristendommen knyttede
Landet fastere til det frankiske Rige. Karl den
Store grundede 804 den thüringske Mark, ved
Saale, hvis Indehavere under Ludvig den Tyske
førte Titelen Markhertuger. Ved Fremskydning
af den tyske Østgrænse mistede T. sin
Betydning som Grænsemark og samtidig sin
selvstændige Stilling. En Tid var det knyttet til
Sachsen, senere til Meissen. Imidlertid lykkedes
det en frankisk Slægt fra en beskeden
Begyndelse at svinge sig op til Førerskabet for den
thüringske Stamme. Stamfaderen for dette Hus
var Ludvig den Skæggede, der ved Giftermaal
fik Sangerhausen og døde 1056. Ludvig III den
Fromme opnaaede 1130 af Kong Lothar
Værdigheden som Landgreve af T. Samtidig var
Husets Besiddelser stadig blevne forøgede. 1247
uddøde Husets mandlige Linie. Markgrev
Henrik den Oplyste af Meissen tog nu, støttet af
Kejser Frederik II, paa Grund af sin
Nedstamning Landet i Besiddelse og beholdt det under
den nu udbrydende thüringske Arvefølgekrig.
Under hans Søn Albrecht den Vanartedes
Regering søgte Kong Rudolf af Habsburg at knytte
T. fastere til sig og overdrog 1277 Hertugerne
af Sachsen og Braunschweig Herredømmet over
alle Rigsgodser i T. Kong Rudolfs Efterfølgere
søgte endog ganske at tilrive sig Magten over
Landet, og først efter den heldige Træfning ved
Lucka 1307 lykkedes det Albrecht den
Vanartede’s Sønner, Frederik og Diezmann, at faa
Kejser Henrik VII ved Overenskomsten i Prag
1310 til at anerkende Frederik’s Arveret til T.
og Meissen. Ved Landdelingen mellem hans
Sønnesønner Frederik III og Balthasar tilfaldt
T. sidstnævnte. 1410 arvede dennes Søn
Frederik den Enfoldige Dresden og en stor Del
af Meissen; ved hans Død 1440 tilfaldt T. hans
Fætter Frederik den Stridbare’s Sønner,
Kurfyrst Frederik II den Sagtmodige af Sachsen og
Vilhelm III. Ved Overenskomsten i Altenburg
1445 delte disse deres Besiddelser, saaledes at
Vilhelm fik T. Da denne døde 1482 uden
Livsarvinger, tilfaldt T. Frederik den Sagtmodige’s
Sønner Ernst og Albrecht, der 1485 foretog en
Landdeling, ved hvilken T. foruden andre
Landsdele tilfaldt Kurfyrst Ernst af Sachsen.
Ved Kapitulationen i Wittenberg 1547 skete der
dog en fuldstændig Omordning i Besiddelserne.
Herefter falder T.’s Historie sammen med de
sachsisk-ernestinske Hertugdømmers; dog
tilfaldt den thüringske Kreds, som den
albertinske Linies Andel kaldtes, Kursachsen og 1815
Preussen. I Novbr 1918 blev de otte thüringske
Stater erklærede for Republikker. De to
Reuss-Stater — ældre og yngre Linie — sluttede sig
ved en Lov af 4. April 1919 sammen til een,
medens Coburgs Indbyggere den 30. Novbr 1919
med overvældende Majoritet vedtog at slutte sig
til Bayern, som den 11. Marts 1920 vedtog en
Lov om Indlemmelsen. Efter vidtløftige
Forhandlinger, der afsluttedes den 24. Decbr 1919,
vedtog de thüringske Republikker at slutte sig
sammen til een Stat, T. Den gamle
Landsinddeling ophævedes den 31. Marts 1922 og
erstattedes af den nuværende administrative
Inddeling. (Litt: F. Regel, »T., ein
geographisches Handbuch« [3 Bd, Jena 1892—96]; A.
Scobel, »T.« [Bielefeld og Leipzig 1910];
J. Walther, »Geologische Heimatkunde
von T.« [3. Udgave, Jena 1906]; H. Leo,
»Untersuchungen zur Besiedelungs- und
Wirtschaftsgeschichte des Thüringischen
Osterlandes in der Zeit des früheren Mittelalters«
[Leipzig 1900]; »Statistisches Handbuch für das
Land T.« [Weimar 1922]).
(Joh. F.). O. K.
Thüringerwald [’ty.reŋərvalt] udgaar mod
NV. fra Frankenwald og har i Begyndelsen
samme plateauagtige Karakter som dette
Bjergdrag. Grænsen er derfor ingenlunde skarp; den
sættes populært hyppigst ved en Linie gennem
Hasslachtal og Lockwitztal, geologisk bedre
lidt nordligere, i Egnen S. f. Ilms Kilder. T.
forandrer dog snart Karakter, idet de
nordøstlige og sydvestlige Skrænter nærmer sig
hinanden, samtidig med at Overfladen hæver sig til
8—900 m. T. fremtræder saaledes som en 100
km lang Vold, der hæver sig 4—500 m over det
omgivende Terrain. I den sydøstlige Halvdel
beløber Bredden sig til 40—50 km, i den
nordvestlige til 15—22 km. Mod SV. og NØ. sænker
sig fra Bjergdraget korte, dybt indskaarne
Dale, der i den Grad sønderdeler dette, at den
plateauagtige Karakter næsten fuldstændig gaar
tabt, og T. for største Delen viser sig som en
lille Bjergkæde med udpræget Kamlinie med
paasatte Toppe, indskaarne Passer og
tilstødende Sidekamme. Omtrent midt i T. findes
de højeste Toppe; her naar Beerberg den
største Højde i T., 983 m, ikke langt
derfra hæver Schneekopf sig til 976 m.
Længere mod NV. sænker Kammen sig hinsides
Inselberg (916 m), og ved Werra lige over
for de hessiske Skovbjerge ender T. med
en næppe 500 m høj Kam. Uanset sin
ringe Udstrækning og Højde hører T. til de
smukkeste blandt de tyske Mellembjerge. De
talrige Dale med deres sprudlende
Bjergstrømme, Bjergtoppene, fra hvilke der paa Grund af
T.’s ringe Bredde findes en næsten enestaaende
vid Udsigt mod S. og N., smelter sammen til et
henrivende Hele, hvis Skønhed forøges ved den
smukke Skov, der næsten uden Undtagelse
beklæder Bjergene indtil de højeste Toppe; kun
omkring de højtliggende Flækker findes
veldyrkede Græsgange og i Bunden af Dalene
frodige Enge. I de højere Regioner vokser
Naaletræer, lavere hersker Bøgen, først ved Foden
af Bjergene træffes i Almindelighed Marker.
Den nordvestlige Del hører i geologisk
Henseende til den ældste Del af Permformationen,
det saakaldte rødliggende; særlig mod SØ.
findes samtidig Eruptivstene, Porfyr, Porfyrit og
Melafyr samt øagtigt fremdukkende Granit,
Gnejs og Glimmerskifer. SØ. for en Linie
Amtgehren-Neustadt tilhører Bjergene det
kambriske System med Fyllit, Lerskifer, Graavakke
og Kvartsit. T.’s Kam er saa jævn, at der paa
langs ad den fører en ældgammel Sti,
Rennsteig. Paa en lang Strækning danner den Skel
mellem den frankiske og den thüringske Dialekt.
(Joh. F.). O. K.
Thyrojodin ell. Jodothyrin, se
Thyreoglobulin. T. er et urent Produkt, som ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
