Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tibetansk Sprog og Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
højere Talesprog og er langt mere afslebne og
i Udtalen stærkt afvigende fra Skriftsproget.
Dette stammer i sin nuv. Form nærmest fra
7. Aarh., da Bogstavskriften, en Afart af
Devanagari (se Sanskrit og indiske
Indskrifter) indførtes fra Indien. Alfabetet
bestaar, foruden af en Del sammensatte Tegn, af
omtr. 35 Bogstaver, ordnede efter lgn.
Principper som i Sanskrit, og skrives fra venstre
til højre. Det mest iøjnefaldende ved det
tibetanske Skriftsprog er den store Mængde af
stumme Bogstaver, Ophobninger af
Konsonanter, der i det højere Talesprog delvis ikke
udtales mere ell. har faaet en helt anden Udtale,
f. Eks. Dbus (ɔ: Navnet paa Provinsen U ell.
Ui, eng. Wei, maaske identisk med Debasæ hos
Oldtidens Geografer), bstan-hgyur (udtalt
Tandjur, se ndf.), dgra = da, spyan = cen
(tsjen) o. s. v.; i mange Tilfælde viser denne
Skrivemaade Ordenes opr. etymologiske
Forhold (de fire Ord rka, dkah, bkah, bska, der
alle udtales ka, kan altsaa kun gennem den
skrevne Form holdes ude fra hverandre), men
i andre Tilfælde er ogsaa Bogstaver tilføjede
af Buddhisterne for at give Ordene et
sanskritlignende Udseende, f. Eks. rgyal (udt. djal,
Konge, Sanskrit raja). I Alm. gælder for
Udtalen den Regel, at af flere Konsonanter i Forlyd
ell. Udlyd udtales henh. kun den sidste ell.
første, dog saaledes at den i Udtalen bevarede
Konsonant ofte er helt forandret: Gutturaler og
Labialer efterfulgte af y (dansk j) bliver til
Palataler (c, ch, j, n), Gutturaler, Dentaler og
Labialer efterfulgte af r bliver til Dentaler (t,
th, d, n); hertil kommer adskillige
Forskydninger i Vokalernes Udtale, Overgange fra
tonende Konsonanter til tonløse aspirerede, forsk.
Intonation af Stavelser o. s. v., alt sammen
Udviklinger, som er videst fremskredne i de
centrale Dialekter, medens de vestlige er langt
mere konservative. M. H. t. det grammatiske
System kan særlig mærkes, at man ved
Nominerne opstiller 8 forsk. Kasus (de samme som
i Sanskrit), af hvilke dog Nominativ,
Akkusativ og Vokativ intet særligt Mærke har, medens
de øvrige Kasus udtrykkes ved tilføjede
Suffikser ell. Partikler, der er ens baade i
Enkeltal og Flertal; Flertallet udtrykkes ved særlige
Tilføjelser: rnams (udt. nam), dag ell. cag, der
indskydes foran Kasusmærkerne, f. Eks. sangs
rgyas (udt. sang-dje, Buddha), Dativ: sangs
rgyas la, Dativ Flertal: sangs rgyas rnams la;
ofte findes særlige Partikler føjede til
Substantiverne for at betegne Kønnet ell. den
handlende Person: rgyal po (Konge), rgyal mo
(Dronning); bod pa (en Tibetaner), bod mo (en
Tibetanerinde), hvor po (pa) og mo vel opr.
er Rodord for »Fader« og »Moder« (jfr. kin. fu
og mu). Verberne har ingen Personsuffikser,
men derimod ofte flere (indtil 4) Rodformer, der
udtrykker Præsens, Imperfektum, Futurum og
Imperativ, f. Eks. hdebs (kaster), btab
(kastede), gdab (vil kaste). Tider og Maader
betegnes iøvrigt ved tilføjede Partikler og
Hjælpeverber, medens selve Roden kan betragtes som
en Nominalform (Præsens Participium) med
neutral (ofte passiv) Betydning. Tibetansk
Sprog og Litteratur blev først kendt i Europa
gennem Kapucinermunke, der virkede i Lhassa
i Beg. af 18. Aarh.; deres Optegnelser blev
samlede af Fr. Aug. Ant. Georgi, Alphabetum
Tibetanum (Romæ 1762). Langt bedre
Efterretninger fik man dog af den ungarske
Sprogforsker Alex. Csoma (Körösi) (s. d.), som
fra 1820—31 gennemrejste Asien for at finde
Ungarernes Urhjem, og senere af den mähriske
Missionær H. A. Jäschke. Grammatikker
haves af Alex. Csoma, A grammar of the
Tibetan language (Kalkutta 1834); J. J.
Schmidt, »Grammatik der tibet. Sprache«
(Petrograd 1839); Ch. Éd. Foucaux,
Grammaire de la langue tibétaine (Paris 1858); H.
A. Jäschke, Tibetan grammar, 2. Udg.
[London 1883). Ordbøger: Alex. Csoma, Essay
towards a dictionary, Tibetan and English
[Kalkutta 1834); J. J. Schmidt,
»Tibetisch-deutsches Wörterbuch« (Petrograd 1841); H. A.
Jäschke, »Handwörterbuch der tibetischen
Sprache« (Gnadau 1871—75); samme,
Tibetan-English dictionary (Lond. 1881); Sarat
Chandra Das, Tibetan-English dictionary with
Sanskrit Synonyms. Revised and edited by G.
Sandberg & A. W. Heyde (Kalkutta
1902); C. A. Bell, English-Tibetan colloquial
Dictionary, 2 ed. (Kalkutta 1920). —
Elementarbøger: V. C. Henderson, Tibetan
manual (Kalkutta 1903); G. Sandberg,
Handbook of colloquial Tibetan (4 Bd,
Kalcutta 1894), smlg. Abel Rémusat,
Recherches sur les langues tartares; A.
Schiefner, »Tibetische Studien« (Bulletin de l’Acad.
St. Pétersbourg VIII, 1851); Alex.
Cunningham; Ladakh and the surrounding countries
(Lond. 1854); E. Kuhn, »Ueber die Herkunft
und Sprache der transgangetischen Völker«
(München 1883) og »Beiträge zur
Sprachenkunde Hinterindiens« (Sitzungsberichte d. k.
bayer. Akad. 1889, München).
Den tibetanske Litteratur er meget
omfangsrig, men største Parten er buddhistisk og
bestaar af Oversættelser af de hellige Skrifter i den
nordbuddhistiske Kanon (fra Sanskrit) og
vidtløftige Kommentarer dertil. De fleste af disse
Oversættelser blev allerede besørgede i 8.-9.
Aarh., og ikke længe efter har Tibetanerne
kendt Bogtrykkerkunsten, i hvert Fald vistnok
et Par Aarhundreder før Europæerne; denne
blev et mægtigt Middel i Litteraturens og
Kirkens Tjeneste og bevirkede, at litterær
Dannelse tidlig udbredtes i Landet. Ganske vist er
det væsentlig kun de (talrige) Gejstlige, som
besidder større Dannelse og boglig Lærdom, men
paa disses Uddannelse lægges der til Gengæld
overordentlig stor Vægt. I Forbindelse med de
mange store Klostre findes der en Slags
Højskoler ell. Univ., hvoraf de berømteste findes i
Lhassa og Tashi-Ihunpo (s. d.). En saadan
Højskole er sædvanlig inddelt i 4 Fakulteter: 1) et
liturgisk, omfattende Munkedisciplinen,
Buddhismens Vinaya (Dul-va); 2) et religiøst,
omfattende Sutra’erne, svarende til Dharma (mdo);
3) et filosofisk-metafysisk, omfattende
Abhidharma (chos-non-pa) og Prajnaparamita (Læren
om de højeste Fuldkommenheder, et af
Mahayana-Buddhismens Hovedværker (jfr
Buddhisme, S. 206), tillige med hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
